Claes Bang lander bærende rolle i amerikansk hitserie

16x9
51-årige Claes Bang scorer bærende rolle i den prisvindende serie 'The Affair'. Foto: Loic Venance / Scanpix Denmark

Den nye rolle er en drøm, der går i opfyldelse for den 51-årige skuespiller.

Han har mænget sig med verdensstjerner som Mick Jagger og Donald Sutherland under indspilningerne til 'The Burnt Orange Heresy'. Og netop nu er han at finde i biografen landet og verden over som skurk i den nye Lisbeth Salander-film ’The Girl in the Spider’s Web’.

Danske Claes Bang hviler ikke på laurbærene, og skuespilleren er allerede videre til det næste store projekt. Han har nemlig formået at lande en bærende rolle i den prisbelønnede amerikanske serie 'The Affair'. Det løftede Claes Bang for nyligt sløret for på sin Facebook-profil:

Det kan være væk lige så hurtigt, som det er kommet

Claes Bang, skuespiller

- Ja, det ligner en Rød Prince-reklame fra 70'erne, men det er første still fra 'The Burnt Orange Heresy', som jeg lige er blevet færdig med at optage med Debicky, Jagger og Sutherland. Og nu til LA og femte sæson af 'The Affair', føler mig satme pænt priviligeret i øjeblikket, skriver den 51-årige stjerneskuespiller.

Har længe været fan

Der findes allerede fire sæsoner i den Golden Globe-vindende dramaserie, og Claes Bang kommer dermed til at medvirke i den femte og sidste sæson.

Her har hovedkarakteren Noah Solloway, der spilles af Dominic West, skrevet en bog om sit eget liv, som i serien skal filmatiseres - og Claes Bang spiller den skuespiller, der lander hovedrollen som den fiktive Noah Solloway.

Danskeren betegner det selv som en drøm, der går i opfyldelse.

- Hvis der var nogen, der på et tidspunkt havde spurgt mig, om der var en af de mange serier, der er derude, som jeg godt kunne tænke mig at medvirke i, så var den her på en top-tre, siger han.

- Jeg har været fan af den serie, fra den ramte de danske tv-skærme. Jeg synes virkelig, den er god.

Får flere tilbud om ugen

Sidste år blev han som den første dansker nogensinde hædret med prisen for bedste mandlige hovedrolle ved European Film Award, den europæiske pendant til Oscaren.

Han fik prisen for sin rolle i filmen ’The Square’, som samme år vandt Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes. Og det var af stor betydning, forsikrede Claes Bang i den forbindelse.

- Den bliver set overalt, og derfor får jeg nu opmærksomhed fra steder, jeg aldrig har prøvet før. I øjeblikket får jeg et til tre manuskripter om ugen, sagde han.

Frygter, det snart er slut

Selvom det ikke har skortet på tilbud til skuespilleren, så er det ikke noget, der er steget Claes Bang til hovedet - snarere tværtimod. For med succesen følger ikke nødvendigvis selvtillid, som man ellers kunne fristes til at tro.

- I det øjeblik efterspørgslen stiger, kan jeg godt mærke, at det er fedt. Men det er ikke det samme som mere selvtillid, understreger han.

Claes Bang beskriver sig selv som den bekymrede type, der ser glasset som halvt tomt i stedet for halvt fuldt. For på trods af at han det seneste halvandet år har reddet på en bølge af succes, kan han alligevel ikke slippe tanken om, at han fra den ene uge til den anden bliver væltet af pinden og må vige pladsen for den næste filmdarling.

- Det kan være væk lige så hurtigt, som det er kommet. Derfor prøver jeg at få så meget ud af det, som jeg kan - det er en mulighed, der ikke nødvendigvis kommer tilbage, siger skuespilleren.

Én ting er der dog garanti for, og det er, at Claes Bang som minimum også vil være at finde på skærmen næste år, hvor den nye sæson af 'The Affair' har premiere.