Sidste års vinder: - Vi er ekstremt forskellige, men det er også det stærke

Den professionelle danser Michael Olesen har aldrig haft en partner som Lucy Love.

Hun havde grønne krøller, da han mødte hende. Og hun kom fra Amager og et rappermiljø. Han var en danser fra Nordsjælland.

- Lige da jeg mødte Lucy, tænkte jeg: "Det her bliver godt nok spændende", siger Michael Olesen.

Der gik dog ikke lang tid før den professionelle danser, der vandt 'Vild med dans' sidste år, og Lucy Love fandt hinanden.

- Vores forhold har udviklet sig lige så meget som dansen, i samme takt og i samme retning. Ja, vi skulle finde hinanden, for vi er ekstremt forskellige. Men det er måske også det, der har været det stærke mellem os, siger han. 

- Det har bare vist sig at være fantastisk.

Fredag aften var der fokus på Lucys Loves 'Vild med dans'-rejse, da både tv-værten Signe Lindkvist og dommerne fremhævede hendes store forvandling undervejs i sæsonen.

Se deres niende dans i Vild med dans 2018.

Er begyndt at skinne

Denne aften scorede parret deres hidtil højeste karakterer - 28 point for en vals.

Dommernes point i program 9

  • Molly og Mads: 36 point
  • Esben og Mille: 31 point
  • Simon og Asta: 30 point
  • Lucy og Michael: 28 point
  • Signe og Thomas: 26 point

De måtte dog også igennem en omdans mod tv-værten Signe Lindkvist og Thomas Evers Poulsen, hvorefter de blev stemt videre i programmet.

Efter dansen fik Lucy Love ros af dommerne. Her havde Jens Werner fokus på hendes udvikling gennem programmerne, ligesom Nikolaj Hübbe sagde: 

- Du er virkelig kommet til at skinne. Gennem de sidste mange fredage er du blevet bedre og bedre. I aften havde du en frihed, naturlighed og selvfølgelighed.

Til venstre: Sådan så det ud, da Lucy Love og Michael Olesen mødte pressen første gang - til højre: Parret fredag aften i en engelsk vals.

Ordene fra dommerne har gjort indtryk.

- Det var så stort, de ting de sagde. Én ting er at få at vide, at man har perfekte fødder, men at det personlighedsmæssige betyder noget, det er sgu stort, siger Lucy Love. 

Anerkendelsen sætter hendes dansepartner også pris på. 

- Det, synes jeg, virkelig hun fortjener. Nu træner jeg med hende hver dag, så jeg kan se, hvor meget der sker uge efter uge, men at andre også kan se det og anerkender det, er jeg så taknemmelig for på Lucys vegne, siger han. 

Tv-værten Signe Lindkvist og Thomas Evers Poulsen måtte fredag forlade 'Vild med dans' - hendes tale handlede også om Lucy Love, og den fik rapperen til at løbe over og give hende et kram. 

Se Signe Lindkvist rose sin dansekollega - og se Lucy Love kvittere med et kram. Video: Marie Kjempff

Et venskab udover dans

Michael Olesen tror, at han og Lucy har fundet melodien på trods af deres forskellige miljøer, fordi de har været gode til at lytte og acceptere hinandens forskelligheder. 

- Det har gjort, at vi er blevet virkelig tætte, siger han.  

Derfor så danseren også efter kort tid, hvad der gemte sig inde bag rapperen. 

- Og hvilket dejligt varmt, kærligt og omsorgsfuldt menneske hun er. Ikke som man tror, en rapper kan være – hård, og med facade. 

At de har fundet hinanden, er 33-årige Lucy Love helt enig i. 

- Venskabet er ligesom udover, at du skal lære mig at danse, siger hun og uddyber: 

- For det er hardcore at være med i det her - og over så lang tid. Der er så mange følelser, der kommer ind over. 

Der er nu fire par tilbage i dansekonkurrencen - se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY