Kronprinsen åbnede Troels Kløvedal-udstilling: - Du har tryllebundet os gennem årtier

Danmarks folkekære eventyrer hyldes i ny udstilling.

Naturhistorisk Museum i Aarhus fik onsdag royalt besøg, da kronprins Frederik kom forbi for at åbne udstillingen 'Frihedens værksted', der sætter fokus på livet og rejserne med Nordkaperen.

I den nautiske ånd åbnede kronprinsen ved at "slå glas" og ringe på en skibsklokke.

- På søen - som sømand - betyder det, at man tørner om vagten. Der skal til at skiftes rorgænger. Det har ikke noget at gøre med, at vi skal skifte noget. Nu slår vi glas for at erklære, at udstillingen er åben, sagde kronprinsen.

Tryllebundet os

’Frihedens værksted’ handler om at rejse ud og komme hjem igen, at møde fremmede med nysgerrighed og tillid, at elske naturen og vogte sig for dens kræfter og at blive ved med at gøre sig dygtigere og klogere på verden. Temaer, de fleste forbinder med forfatteren, eventyreren og Nordkaperens kaptajn.

- Du har tryllebundet os gennem årtier, sagde kronprinsen til Troels Kløvedal i sin tale, da han åbnede udstillingen.

Den folkekære kaptajn var ikke selv til stede ved åbningen. Den 75-årige Troels Kløvedal er hårdt ramt af den aggressive og sjældne sygdom ALS, der langsomt lammer kroppen.

Hans søn Mikkel Beha Erichsen var derimod til stede.

- Jeg synes, at det er meget overvældende, lyder det fra ham.

Tingeltangel

Det er en underlig følelse at gå og se på, hvad han kalder ”tingeltangel fra min fars bondegård”, i store montrer, forklarer Mikkel Beha Erichsen.

- For mig er det lidt som at sidde og bladre i fotoalbummet og se det foldet ud i kæmpestor størrelse.

Mikkel Beha Erichsen er heller ikke i tvivl om, at hans far er lige så overvældet som ham over udstillingen.

- Han ville sige: "Gud, er der nogen, der gider at se mine gamle Bali-figurer".

Åbnede døren til verden

At netop kronprinsen var kommet for at åbne udstillingen, ser Mikkel Beha Erichsen som en anerkendelse af sin far.

- Da mine forældre i 1964 rejste rundt og råbte: ”al magt til folket”, lå det ikke i kortene, at der ville opstå den tætte relation mellem ham og kongehuset, der er i dag.

En relation, der ifølge Kløvedals ældste søn kommer af en fælles kærlighed til Danmark og dets historie.

- Det, kronprinsen viser ved at være her, er, at de værdsætter den historie, min far har været ude at fortælle.

- De deler en kærlighed til verden, og verden er så meget større end Danmark, og min far har været med til at åbne døren ud til den store verden.

En hyldest

Den ikoniske opdagelsesrejsende har selv været med i tilblivelse af udstillingen, der er lavet i et samarbejde mellem ham, Naturhistorisk Museum i Aarhus og M/S Museet for Søfart.

Museumsdirektør Bo Skaarup understreger, at udstillingen ikke er en mindeudstilling, men en hyldest til Troels Kløvedal.

- Gudskelov er han her endnu, og vi har brugt ham rigtig meget, og mange af de ting, der er her, er jo ikke vores sætninger, men Troels’ egne ord, og mange af dem er skrevet til udstillingen, siger han.

Man kan frem til oktober næste år gå på opdagelse i et væld af kultur- og naturhistoriske genstande, som Troels Kløvedal har samlet fra hele verden på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Herefter flytter udstillingen til M/S Museet for Søfart i Helsingør.

Man kan også komme under dæk på den berømte båd. Museet har nemlig bygget en model i fuld størrelse af Nordkaperen under dæk fyldt med ting hentet fra Troels Kløvedals hjem.