Hun blev så lam, at hun ikke kunne blinke. Men så tog lægen chancen og pustede hende i lungerne

Tusindvis af børn svævede mellem liv og død under polioepidemien i 1952. Syvårige Birgitte Markeprand blev reddet af en snarrådig medicinstuderende.

Birgitte Markeprand på syv år havde fået feber og var henvist til sengen. Som hun lå der, var hun egentlig en smule irritereret over sygdommen, da hun lige var begyndt i 1. klasse i København. 

Men noget var anderledes.

En tydelig bekymring stod malet i hendes forældres ansigter, som hele tiden holdt Birgittes små søstre på afstand.

Men hun undrede sig ikke så meget over lægen, som kom på hjemmebesøg. Han kiggede kort på hendes ene ben, og så forsvandt de voksne for at snakke. Børn fik ikke ret meget at vide dengang.

Inden længe kom en ambulance hylende hjem til huset og fortsatte mod hospitalet med Birgitte på båren. 

Sirenen fra ambulancen blandede sig med lyden fra andre ambulancer, som alle kørte mod Blegdamshospitalet. Larmen gav ekko i den prægtige buegang, som alle skulle igennem for at komme ind på sygehuset. Det var det eneste center for infektionssygdomme i København og omegn. 

Jeg tænkte "nu dør jeg"

Birgitte Markeprand

Det var slutningen af august 1952. Birgitte havde fået polio under en af de værste polioepidemier, verden havde set. Mængden af smittede i forhold til indbyggere var enormt højt i forhold til tidligere epidemier i verden.

Netop polioepidemien er omdrejningspunkt søndag aften i tv-serien 'Sygeplejeskolen' på TV 2 CHARLIE.

Tilbage på hospitalet lukkede sygdommen Birgittes krop totalt ned. Hun kunne ikke engang blinke med øjnene. Andre patienter har beskrevet det som at drukne uden at kunne tale eller bevæge sig.

Lægerne anede ikke, hvordan man blev smittet.

Vigga Enø Haugaard som Karen og Morten Hee Andersen som sygeplejeelev Erik Larsen i den danske dramaserie 'Sygeplejeskolen'.
Vigga Enø Haugaard som Karen og Morten Hee Andersen som sygeplejeelev Erik Larsen i den danske dramaserie 'Sygeplejeskolen'. Foto: Carsten Andersen / TV 2

Børnelammelse

Nogle uger tidligere var der intet, der tydede på, at en epidemisk katastrofe var under opsejling. Hospitalerne modtog de typiske tilfælde af sygdomme, som vi ikke rigtig ser mere i dag.

Skarlagensfeber, tuberkulose og nogle tilfælde af polio var ikke usædvanligt. Det var, før vacciner var udviklet. 

HVAD ER POLIO?

Polio skyldes en smitsom virus, der ofte giver influenzasymptomer. Kun ganske få procent får lammelser.

Poliovirus kan leve i tarmen på mennesker og overføres fra kontakt med afføring. Typisk bliver virus bekæmpet i tarmen og vil måske give lidt diarré.

For nogle trænger virus helt ind i rygmarvsvæsken i centralnervesystemet og giver voldsom hovedpine og nakkestivhed. Herfra kan virus angribe nervecellerne i centralnervesystemet og ødelægge dem.

Det kan føre til muskellammelse, hvor også kroppens basale funktioner, som vejrtrækning, kan komme ud af funktion.

Kilde: Polioforeningen

Selvom datidens aviser var begyndt at rapportere om flere tilfælde af poliosmittede, havde ingen kunnet spå om omfanget. Den sidste epidemi var i 1934, og der blev København skånet for det værste. Kun nogle få ansatte på Blegdamshospitalet mente, at en epidemi var nært forestående.

Hyppigere og hyppigere ankom ambulancer med poliopatienter. Hver gang vidste de ventende læger og sygeplejersker ikke, om det var et barn eller en voksen, lammet eller ikke-lammet. I midten af august var modtagelsesstuerne fyldte, og patienterne blev tilset i ambulancerne og sendt ud på afdelinger. 

Dagbladenes overskrifter da epidemien var på sit højeste.
Dagbladenes overskrifter da epidemien var på sit højeste. Foto: DSR

Flere medicinstuderende beskriver tiden som krigstilstand, hvor hospitalet modtog hundredevis af patienter om ugen - op mod 50 af disse havde børnelammelse og var i reel livsfare.

De værste tilfælde skulle have hjælp til at trække vejret, men hospitalet rådede kun over ét apparat, der kunne hjælpe med det. En såkaldt 'jernlunge'. Lægerne skulle hver dag vælge, hvem der fik livreddende behandling, og hvem der måtte overlade sit liv til skæbnen. 

Hver dag døde patienter. 

Befolkningen udenfor hospitalet begyndte at isolere sig mere og mere, og man blev varsom med, hvem man kom tæt på. 

- Man anede ikke, hvordan man blev smittet. Jeg skrællede alle tomater, fordi man frygtede på et tidspunkt, at smitten var i skrællen, husker 92-årige Axel Johannesen, som var sygeplejerskestuderende under epidemien. 

25. august 1952 satte lægestaben på hospitalet sig sammen til et stormøde. Næsten 500 mennesker var på få uger blevet indlagt med polio.

Til mødet var narkoselæge Bjørn Ibsen. Han havde en idé, han havde testet på få patienter. Den gik ud på, at patienter med lammelser kunne holdes i live ved at håndventilere ilt ind i deres lunger. Med meget besvær fik han overbevist de ledende overlæger om at prøve behandlingen på flere. 

Det var banebrydende nyt, det var simpelt, og Birgitte blev en af de første patienter, som skulle have behandlingen.

En halvflad fodbold

Selv om det næsten er 70 år siden, husker Birgitte Markeprand følelsen af sin krops nedbrydning. Da hun blev indlagt på Blegdamshospitalet i midten af august 1952, fik hun en enestue. Frygten for smitte gjorde, at de hårdest ramte patienter fik enestuer.

Hendes barnlige sind undrede sig over, at hun ikke kunne rejse sig fra sengen for at ringe efter en sygeplejerske, når hun skulle på toilettet.

Poliovirus var trængt ind i hendes rygmarvsvæske i centralnervesystemet og var ved at lamme hendes krop. Åndedrættet stod for skud.

Herefter blev tiden tåget for den lille pige. 

Overlægen havde i begyndelsen af hendes indlæggelse antaget, at hun ikke ville overleve.

Imens hun svævede mellem liv og død, blev den nye behandling igangsat på hende. Hun fik opereret en lille slange ind i luftrøret. Den blev forbundet til en stor iltcylinder, en lille cylinderformet beholder og endelig en gummiballon på størrelse med en halvflad fodbold. 

Narkoselægen Bjørn Ibsens system gik ud på, at ilttanken fyldte gummiballonen med ilt. Når man trykkede på posen, kom der ilt ind i patienten. Den lille beholder opsamlede kuldioxid fra udåndingsluften, og processen skulle gentages. 24 timer i døgnet. Syv dage om ugen.

Knap 1.500 mennesker, fortrinsvist medicinstuderende, blev sat til at håndventilere de mange patienter. I skift på otte timer sad de på en stol ved siden af patientens seng, og møjsommeligt pumpede de luft ind og ud af patienterne. Cirka 20 klem på bolden i minuttet. Hver anden eller tredje time fik de en kort pause. Ofte måtte de studerende tage dobbeltvagter på grund af personalemangel. 

Det var udmattende og monotont arbejde, men også en respekteret behandling, fordi den virkede. Dødeligheden faldt fra 87 procent til 20 procent.

Flere gange i døgnet skulle systemet kobles fra, når slim skulle suges ud af luftvejene. Dette skulle altså gøres, mens patienten måtte holde vejret. Det samme gjaldt, når de store iltcylindre skulle skiftes. De var på højde med en voksen mand og blev kaldt 'bomber'.

Da 'bomben' ikke virkede

Så lå Birgitte Markeprand der. Fuldstændig lammet, men i live. Hun var næsten blevet opgivet.

Hun kunne ikke tale og kun med besvær bevæge sine øjne. Hun var spærret inde i sig selv.

Den unge medicinstuderende Flemming Balstrup havde fået hende som fast patient, og han sad i timevis på en hård stol ved fodenden af hendes seng og ventilerede hende. 

Han havde i sinde at gøre alt, for at hun skulle overleve. Få dage forinden havde han ventileret en mindre dreng i 16 timer i træk, som kort efter var afgået ved døden. 

Så han var meget motiveret. 

- Flemming læste en masse Peter Plys og Anders And for mig. Men jeg holdt altid øje med 'bomben' ved siden af mig. Når den var ved at blive tom, håbede man jo, at de snart kom og skiftede den, fortæller Birgitte Markeprand. 

Men halvvejs gennem et natteskift skete det, der ikke måtte ske. 

Ballonen klappede med ét sammen. Pludselig kom ingen luft ned i Birgittes lunger. 

Flemming begyndte straks at lede efter fejlen. Var der hul i ballonen? Eller i slangen? Var 'bomben' tom? Mens han febrilsk ledte efter en løsning, var Birgitte vågnet, og panikken stod skrevet i hendes ansigt. Fra hendes mund kom kun nogle sagte, halvkvalte lyde. Hjernen skreg efter ilt, men hun kunne intet gøre. 

- Der vidste jeg pludseligt, hvor farligt det var. Det var forfærdeligt, og jeg tænkte "nu dør jeg", siger Birgitte Markeprand.

Imens anede Flemming Balstrup ikke, hvor fejlen kom fra. Der burde være masser af luft, men der kom ingen luft ud. Han kaldte på hjælp, men ingen kom. Birgitte fulgte hans kamp med øjnene. Ude af stand til fortælle, hvor bange hun var. 

Det var de begge to. 

Flemming fløj gennem stuen og hentede en reservebeholder fra hjørnet, fik den sat til, men ingenting skete. Den var fuld af ilt, men ballonen var flad. Birgittes læber begyndte at blive blå, og hun fik prikker for øjnene. 

Han stod nu der med endnu et barn, som var ved at forlade livet. I den ene hånd havde han den flade ballon, og i den anden havde han slangen fra ilttanken.

Han tog nogle dybe indåndinger. 

Så satte han slangen for munden og blæste sin egen luft ind i Birgitte og pressede ballonen sammen. Han ind- og udåndede nu luften direkte fra en poliopatient. 

Birgittes øjne og brystkasse fulgte Flemmings åndedræt. 

Det var på et tidspunkt, hvor hundredevis døde af sygdommen, og man ikke anede, hvor smitten kom fra. Der var en reel risiko for, at han kunne dø af sit redningsforsøg.

I flere minutter trak han vejret for dem begge, ind til hjælpen kom, og en ny fungerende ilttank blev sluttet til. 

Det var måleenheden på ilttanken, som var blevet defekt.

Bagefter besvimede Flemming - formentlig af hyperventilation. 

Post-polio

Som månederne gik, fortog Birgitte Markeprands lammelser sig. Hendes immunforsvar fik møjsommeligt bekæmpet virussen. Juleaftensdag 1952 trak hun selv vejret i 24 timer i træk. Hun blev overført til genoptræning, og et halvt år senere blev hun udskrevet.

- Jeg har været handicappet lige siden, siger Birgitte Markeprand, som i dag er 73 år. 

Birgitte Markeprand i dag. Hun driver et advokatkontor i København, og døjer stadig med eftervirkningerne fra epidemien for næsten 70 år siden.
Birgitte Markeprand i dag. Hun driver et advokatkontor i København, og døjer stadig med eftervirkningerne fra epidemien for næsten 70 år siden. Foto: Privat

Den venstre arm har hun aldrig brugt. Venstre ben kører på halv kraft. Højre ben fungerer nogenlunde, og hun blev for få år siden opereret i højre albue, så hun kan bruge højre hånd og underarm. Mange poliopatienter oplever et pludseligt tilbagefald af smerter efter 30-40 år. Lægerne har ingen forklaring på, hvorfor det sker.

Den udfordrede førlighed til trods har hun skabt sig en karriere som advokat, hvor hun i en høj alder stadig driver advokatpraksis.

For ti år siden mødte hun sin redningsmand Flemming Balstrup for første gang, siden han pustede liv i hende under epidemien. 

- Det var fantastisk at møde ham. Han havde jo reddet mit liv, så det var meget særligt for mig, husker hun. 

Mellem 90 og 95 procent af børn i Danmark bliver vaccineret mod polio i dag. Sygdommen er således tæt på at blive udryddet. Hvis det lykkes, vil kopper og polio være de eneste sygdomme, som menneskeheden selv har udryddet. Sygdommen dukker stadig op i tredjeverdenslande såsom Syrien, Afghanistan, Pakistan og Nigeria. 

Flemming Balstrup døde 6. februar 2017. Han blev 88 år. Han fik aldrig selv polio.

Flemming Baltoft har fortalt sine erindringer fra tiden til Paul Warwicker i bogen 'Polio - Historien om den store polioepidemi i København i 1952'.

Du kan allerede nu se flere afsnit af 'Sygeplejeskolen' på TV 2 PLAY. TV 2 CHARLIE sender serien hver søndag aften klokken 20.55.