'Smadremanden' optrådte for dronningen: - Jeg havde sagt, at jeg var nødt til at gå ud i ekstremerne

Det var langt fra første gang, dronningen var vidne til en af Søren Østergaards karakterer.

Onsdag aften optrådte den såkaldte 'Smadremanden' for dronning Margrethe og hele den danske politiske elite i Riddersalen på Christiansborg Slot, da der blev afholdt aftenselskab.

Og det gik ikke stille for sig.

- I ligner jo lort alle sammen, lød det blandt andet fra scenen, hvor publikum modtog den ene sviner efter den anden.

Dronningen morede sig dog gevaldigt over de barske kommentarer. 

Hun havde selv inviteret den noget grovkornede type, der, iført netundertrøje og med langt fedtet hår, stod for en del af underholdningen til gallafesten.

Søren Østergaard, manden bag karakteren 'Smadremanden', synes nemlig at være en af majestætens yndlingskomikere, og han har flere gange optrådt for hende.

Med et selskab bestående af kongefamilien og de folkevalgte politikere havde komikeren dog valgt at skrue lidt ned for karakterens charme, men han havde samtidig også sine krav.

- Det er klart, at jeg tager lidt af grovheden fra ham på sådan en aften. Men jeg havde sagt, at hvis jeg skulle optræde som ham, så var jeg nødt til at gå ud i ekstremerne, for ellers er det jo ikke 'Smadremanden', siger Søren Østergaard til TV 2.

Det var specielt selskabets påklædning og udsmykningen i Riddersalen, der fik sig en tur. 

- Jeg kan jo ikke begynde at sige: "I er ikke så pæne i tøjet". Jeg er nødt til at sige: "I ligner noget lort", fordi sådan er han jo, siger han.

Søren Østergaard optrådte som 'Smadremanden' for dronningen.
Søren Østergaard optrådte som 'Smadremanden' for dronningen. Foto: Screendump / TV 2

Et mangeårigt 'forhold'

Igennem mange år har dronning Margrethe været fast gæst, når Østergaard har turneret landet rundt med sit grænseoverskridende Zirkus Nemo, hvor blandt andet 'Smadremanden' ofte optræder.

Når dronningen holder sommerferie på Marselisborg i Aarhus, og cirkuskaravanen når de egne, så er hun på plads i teltet.

Hun inviteres også ofte til et besøg i Søren Østergaards beboelsesvogn.

- Jeg er meget glad for, at dronningen har lyst til at komme og se os år efter år og er moret af det, hvis man kan sige det. Hun griner i hvert fald.

Da der i 2016 var aftenselskab på Christiansborg Slot for særligt inviterede kulturpersonligheder, var Søren Østergaard dronningens bordherre.

Han har også tidligere optrådt for hende i officiel sammenhæng.

Ved hendes 40-årsjubilæum var han inviteret som karakteren 'Bager-Jørgen', der danser med wienerbrød.

Gallafest hver fjerde år

Det var det traditionsrige aftenselskab, som Søren Østergaard onsdag aften optrådte ved. Her var dronning Margrethe vært for regeringen, Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Politikerne var indbudt til at deltage i middag med underholdning samt efterfølgende lancier sammen med den kongelige familie.

Det store aftenselskab afholdes hvert fjerde år, én gang inden for hver folketingsperiode. Første gang var i 1958, hvor kong Frederik 9. og dronning Ingrid havde inviteret gæster til selskab.

Siden er det blevet en tradition i kongehuset, og dronning Margrethe og prins Henrik videreførte den, da dronningen blev Danmarks regent i 1972. Det seneste aftenselskab for Folketinget og regeringen fandt sted i marts 2014.

Udover regeringsmedlemmer, medlemmer af Folketinget og danske medlemmer af Europa-Parlamentet deltog blandt andre også journalister fra Folketingets presseloge samt hoffets medarbejdere.

Med jævne mellemrum inviterer dronningen også til aftenselskab for repræsentanter fra kunst- og kulturlivet. Det seneste af disse selskaber fandt sted i 2016. Den tradition blev skabt af dronningen og prins Henrik tilbage i 1976.