Dommerne er ikke imponerede - men Rolf Sørensen har seernes opbakning

Han deler vandene på de sociale medier, men den slags følger cykelveteranen ikke selv med i.

Han var elegant iklædt kjole og hvidt, da han sidste fredag gik på gulvet for at danse en slowfox sammen med partneren Karina Frimodt.

Men da cykelveteranen Rolf Sørensen skulle modtage dommernes karakterer, blev han placeret i bunden af feltet med i alt 10 point. 

- Når jeg ser dig bagfra, har du faktisk en ganske nydelig holdning. Det er bare lidt det, at du også skal bevæge dig, lød det blandt andet fra dommer Anne Laxholm.

Rolf Sørensen har ikke haft det let på dansegulvet, og han har modtaget samlede karakterer, der rangerer mellem 5 og 13 point.

DOMMERNES KARAKTERER I 'VILD MED DANS' PROGRAM 6

Molly og Mads: 31 point

Signe og Thomas: 30 point

Laila og Morten: 26 point

Simon og Asta: 20 point

Esben og Mille: 20 point

Lucy og Michael: 19 point

Emmelie og Frederik: 17 point

Rolf og Karina: 10 point

Alligevel har han undgået at havne i omdans. Det skyldes, at seerne har stemt ham videre i konkurrencen, hvilket han bestemt er glad for. Men som sportsmand har det også været en ambivalent oplevelse.

- Det er klart. Man bliver dømt på én vis og stemt på på en anden. Det er godt i forhold til at komme videre, men jeg vil gerne gøre det bedre, jeg har ikke lyst til at ende på 2-taller. Men det er også en popularitetskonkurrence, og det må man bare affinde sig med, lød det fra cykelkommentatoren efter showet.

Derfor gav Rolf Sørensen og dansepartneren Karina Frimodt den en ekstra skalle i øvelokalet i denne uge, og de så frem til at danse den hurtige jive.

Men så ramte uheldet - en fibersprængning i lægmusklen - den tidligere professionelle cykelrytter. Skaden gør det umuligt at gennemføre den dans, de ellers havde planlagt. 

Se deres sjette dans i Vild med dans 2018.

Danserækkefølge i program 7

1. Signe & Thomas: Rumba til Take That med 'Back for good'

2. Laila & Morten: Jive til The Beach Boys med 'Surfin USA'

3. Esben & Mille: Slowfox til The Temptaions med 'My Girl' 

4. Simon & Asta: Quickstep til Blackstreet med 'No diggity'

5. Molly & Mads: Slowfox til Backstreet Boys med 'I want it that way'

6. Rolf & Karina: Jive til Beatles med 'I saw her standing there'

7. Lucy & Michael: Slowfox til Four Jacks med 'Mandalay'

Følger ikke med i debatten

Sidste fredag blev det sangerinden Emmelie de Forest, der måtte forlade programmet. På trods af de 10 point kom cykelveteranen ikke i omdans, og det fik flere seere til tasterne.

De mente, at historien fra 2013 er ved at gentage sig. Dengang fik den tidligere fodboldspiller Allan Simonsen skabt en stor fanskare og nåede hele vejen til semifinalen trods sine manglende evner på dansegulvet. 

- Rolf røg ikke ud, fordi der er gået 'Allan Simonsen' i det med ham, skriver en 'Vild med dans'-seer eksempelvis på Facebook.

Debatten på de sociale medier bruger Rolf Sørensen dog hverken tid eller kræfter på at gå op i. 

- Det har jeg aldrig gjort, så skulle jeg også være stoppet med at cykle, siger han.

- Jeg kan kun se på mig selv, og så længe det er sjovt, og jeg rykker mig, må det være det, det handler om. Så er det op til dommerne og seerne, hvad de synes. Når de ikke mener, at jeg kan magte det mere, så stemmer de mig nok heller ikke videre.

Tak for dansen, Emmelie og Frederik! ️️

Posted by Vild Med Dans on Friday, October 12, 2018

Tak for dansen, Emmelie og Frederik! ️️

Posted by Vild Med Dans on Friday, October 12, 2018

Rolf Sørensen har ikke selv set sæsonen, hvor fodboldikonet blev stemt videre fredag efter fredag. Derfor kan han ikke forholde sig til sammenligningen. Men da kolleger i årets dansekonkurrence fortalte cykelveteranen, at de ikke mener, at han er på et lignende niveau - var det alligevel en lettelse. 

- Det er jeg i hvert glad for, lyder det. 

Rolf Sørensen

53 år

Tidligere professionel cykelrytter – har blandt andet vundet sølv ved OL i 1996, to etapesejre i Tour de Frace og Flandern Rundt

Har boet i Italien i en årrække, hvor han blev kaldt ’Il Biondo’ – den blonde – på grund af sit hår

Har arbejdet som cykelkommentator siden 2002 - fire år senere blev han en fast del af TV 2's kommentatorhold

Indrømmede i 2013 et periodevist brug af doping i sin aktive cykelkarriere

Rådgiver i dag også firmaer indenfor cykelsport

Bor i Vedbæk med hustruen Susanne Sørensen - parret har to sønner og en datter

Giver ikke op uden kamp

Han synes selv, at han har forbedret sig fra gang til gang, men i denne uge vendte en benskade op og ned på alting. 

Onsdag formiddag under træningen blev Rolf Sørensen ramt af en fibersprængning i lægmusklen. Den gør det umuligt at gennemføre den jive, han ellers havde set frem til at danse.

Min første tanke var bare: "Nej, nej, nej"

Karina Frimodt

Han kan ikke gå på sit højre ben i øjeblikket, men alligevel har han tænkt sig at begive sig ud på dansegulvet denne fredag. 

- Selv om man har tre dårlige dage i Tour de France, vil man gerne til Paris alligevel, så det ligger dybt i mig. Man giver ikke op uden kamp, siger cykelveteranen.

Skaden betyder, at parret siden torsdag har øvet sig på en helt ny koreografi, så Rolf Sørensen kan støtte sig til hjælpemidler. 

Partneren Karina Frimodt havde også glædet sig til den oprindelige jive.

- Det her er simpelthen den dans, der har klædt Rolf allerbedst, så min første tanke var bare: "Nej, nej, nej". Det er så mega uheldigt, som det kan være, siger hun.

Selv om det er sent at begynde på en ny koreografi lige op til showstart, bevarer hun optimismen.  

- Vi skal nok få noget ud af det. Det bliver bare en meget anderledes jive.

Til venstre: Rolf og Karina i 'Vild med dans'-studiet. Til højre: Sådan ser Rolf ud med sin benskade.
Til venstre: Rolf og Karina i 'Vild med dans'-studiet. Til højre: Sådan ser Rolf ud med sin benskade. Foto: Scanpix/privatfoto

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.