Legendarisk scene i Olsen-Banden blev næsten skrottet, men så lyttede Erik Balling til radioen

Olsen-Bandens kup på Det Kongelige Teater er et stykke danmarkshistorie, der næsten blev aflyst.

- Vi skal bruge en dorn, to lægtehammere, en dekupørsav, en mejsel, en boremaskine, en grammofon, 16 sprængladninger og ouverturen til Elverhøj.

Sådan sagde Egon Olsen i filmen 'Olsen-banden ser rødt' fra 1976, den sjette i rækken, og lagde dermed fundamentet til den måske mest legendariske filmscene i dansk filmhistorie, nemlig Olsen-bandens kup på Det Kongelige Teater, hvor de til musikken til 'Elverhøj' stjæler en uvurderlig ming-vase og en kuffert med penge.

Men det var på ingen måde en nem optagelse at få i kassen.

Erik Balling og Henning Bahs skrev manuskript til alle Olsen-banden-film, og Bahs havde længe drømt om et kup, som var hjulpet afsted med musik, men formen var en svær nød at knække.

- Når vi skriver, er det svært bagefter at sige, hvem der fik ideen til hvad. Men Bahs idé om et kup til musik tiltalte mig meget, men jeg kunne ikke se, hvordan vi skulle komme frem til det, siger Erik Balling i anden del af dokumentarfilmen 'Olsen-banden for altid', som sendes på TV 2 søndag aften klokken 20.00.

Det er kun få dage siden, den første Olsen-banden-film kunne fejre 50-årsfødselsdag.

TV 2 PLAY: Klik her for at se dokumentaren nu

De var vendt hjem fra deres årlige skriverejse til Paris og havde størstedelen af historien, men manglede altså det store kup i filmen. Der var et markant hul i manuskriptet. 

Presset på Erik Balling og Henning Bahs blev større.

Men så var der en radiovært, der ville spille noget af det mest danske, han kunne komme i tanke om. Og dér ramte ideen Erik Balling som et lyn. 

Som altid har Egon en plan. Her står banden ved Nyhavn og kigger på Det Kongelige Teater.
Som altid har Egon en plan. Her står banden ved Nyhavn og kigger på Det Kongelige Teater. Foto: Nordisk Film

Musikken bestemte

I filmen begynder scenen med, at Olsen-banden går ind af bagindgangen til Det Kongelige Teater, hvor de ser kapelmesteren (Bent Mejding). Her bliver det slået fast, at kapelmesteren hader orkestret, som tilmed ikke kan udstå operasangerne. Disse afskyr balletten, som ikke kan døje skuespillerne, som igen ikke kan døje hinanden. Til sidst vil det tekniske personale ikke have noget med nogen at gøre. Derfor er der opsat vægge og mure mellem faggruppernes garderober.

  • Det er den bedst sælgende danske biografilm i nyere tid.
  • Musikstykket, som spillet på Det Kongelige Teater i filmen er 'Elverhøj'.
  • Filmen er faktisk hovedsageligt optaget i studierne hos Nordisk Film.
  • Det var den sidste film, hvor Jes Holtsø havde en egentlig rolle som Børge.
  • Han arbejdede i øvrigt også som rekvisitør bag kameraet.
  • Slutningen blev skrevet i sidste øjeblik, da Erik Balling fik idéen til filmen imens han hørte Giro 413.

Det er disse vægge Olsen-banden skal nedbryde mens musikken spiller, så det ikke bliver opdaget. 

Da kapelmesteren indtager sin plads er det i virkeligheden ikke på Det Kongelige Teater, men foran en bagprojektion. Det vil sige et lærred, hvor et billede af publikum vises. 

Kapelmesteren (Bent Mejding) foran lærredet i 'Olsen-banden ser rødt'. Bag kameraet viste musiker Bent Fabricius-Bjerre hvordan han skulle svinge taktstokken.
Kapelmesteren (Bent Mejding) foran lærredet i 'Olsen-banden ser rødt'. Bag kameraet viste musiker Bent Fabricius-Bjerre hvordan han skulle svinge taktstokken. Foto: Nordisk Film

Orkestret spiller det danske nationalskuespil 'Elverhøj', som er skrevet af Johan Ludvig Heiberg, mens musikken er komponeret af Friedrich Kuhlau i 1828. Et stykke musik, som det kongelige kapel har spillet hundredevis af gange. 

FAKTA OM 'ELVERHØJ'

Danmarks nationalskuespil og opera. Udover ouverturen, indeholder 'Elverhøj' også sang.

Skrevet i 1828 af Johan Ludvig Heiberg. Musik komponeret af Friedrich Kuhlau.

Det var en bestllingsordre af kong Frederik 6., som ønskede festspil til sin yngste datter Vilhelmine Marie og prins Frederik Carl Christian (den senere Frederik 7.).

Stykket har været opført mere end tusind gange på Det Kongelige Teater.

Udover en gage, fik Heiberg en fastansættelse på Det Kongelige Teater og Kuhlau fik en professortitel.

Derfor gav det også nogle forviklinger, da Bent Fabricius-Bjerre satte dem til at spille en særlig version af nummeret, som han havde ændret i. Musikken skulle tilpasses til scenerne i filmen, så eksplosionerne falder de rigtige steder. 

- Musikerne mente, at der ville blive ballade, fordi jeg havde ændret i det. Der er aldrig nogen, der har sagt noget, siger Bent Fabricius-Bjerre i første del af dokumentaren 'Olsen-banden for altid'.

Benny, Børge og Kjeld parat til at hive den første mur ned. De venter på det rette stykke musik.
Benny, Børge og Kjeld parat til at hive den første mur ned. De venter på det rette stykke musik. Foto: Nordisk Film

Instruktøren for det hele 

Men inden Olsen-banden nogensinde kunne begynde at banke, sprænge og save gennem vægge, måtte Erik Balling og Henning Bahs altså knække koden til scenen. 

Produktionsfolkene har siden fortalt, at de gik i gang med forberedelserne til filmen, men den manglede altså en slutning. 

Når Erik Balling og Henning Bahs var på deres årlige skriverejse til Paris, boede de altid på de samme værelser på samme hotel ved foden af Montmartre. De elskede stedet og ejerens særlige madspecialitet: Kold foie gras og varme trøfler blandet med gåsefedt i et syltetøjsglas. 

Men nu brændte jorden altså under instruktøren for det hele. For der skal ikke være nogen tvivl om, at Olsen-banden-produktionerne blev stramt styret af Erik Balling. Det var hans show. Henning Bahs var hans uvurderlige makker, som havde alle de vilde ideer. 

Væggen med et brag, men det er timet perfekt til musikken fra orkestret.
Væggen med et brag, men det er timet perfekt til musikken fra orkestret. Foto: Nordisk Film

Giro 413

En dag sad Erik Balling i sit hjem på Garderhøjvej i Gentofte og prøvede at få manuskriptet på plads, imens han lyttede til radioprogrammet Giro 413. Han skulle have noget baggrundsstøj. Det var et program om dansk musik. 

- Manden i radioen, som jeg skylder en stor tak, spillede først 'Elverhøj', som han synes var noget af det mest danske, han kendte. Bagefter spillede han melodien til 'Olsen-banden'. Pludselig slog det mig, hvad det kup skulle handle om, siger Erik Balling i første del af dokumentaren 'Olsen-banden for altid'.

Musikken fik ham til at tænkte på filmen 'Manden der vidste for meget' af Alfred Hitchcock, hvor der sker et mord på et teater, mens musikken overdøver skuddene. 

Henning Bahs var vild med ideen, og der gik ikke længe, før manuskriptet var færdigt. 

Egon Olsen (Ove Sprogøe) med noderne til komponisten Friedrich Kuhlaus musik til 'Elverhøj', så han kan dirigere Benny, Kjeld og Børge.
Egon Olsen (Ove Sprogøe) med noderne til komponisten Friedrich Kuhlaus musik til 'Elverhøj', så han kan dirigere Benny, Kjeld og Børge. Foto: Nordisk Film

Imens Bent Fabricius-Bjerre indspillede musikken med Det Kongelige Kapel, blev kulisserne til kuppet bygget i filmstudierne på Nordisk Film i Valby. Garderoberne på det virkelige Kongelige Teater var slet ikke bygget på den måde, som filmoptagelserne krævede, så optagelser der var udelukket. 

Benny (Morten Grunwald) saver sig gennem en væg med en stiksav.
Benny (Morten Grunwald) saver sig gennem en væg med en stiksav. Foto: Nordisk Film

Sprang og knaldede

Først skal Olsen-Banden gennem trævægge, hvor de bruger hammer, brækjern og knibtange til at komme igennem. Nydeligt koreograferet til 'Elverhøj'. 

Men den største udfordring er muren mellem skuespillernes garderobe og det tekniske personale. Denne er muret til med armeret jernbeton. Intet mindre. 

Se banden komme gennem muren i klippet herunder.

En af de mest kendte Olsen-banden-scener er da de tre medlemmer bryder ind i Det Kongelige Teater. Filmen er fra 1966.

Det betød eksplosioner. Masser af eksplosioner, som var Henning Bahs metier. Det tog timevis at gøre alle kulisserne klar. 

- Da vi mødte om morgenen, sagde Erik Balling, at nu var alle sprængladninger klar. "Så hvis I strammer ballerne, får I tidligt fri. Men hvis der går koks i sprængningerne, varer det evigheder, inden vi kan gøre klar igen", fortæller Ove Sprogøe i 'Olsen-banden for altid'.

På væggen er små sprængladninger placeret bag et papir. Eksplosionerne gav i virkeligheden kun nogle meget små knald, så lydeffekterne var vigtige.
På væggen er små sprængladninger placeret bag et papir. Eksplosionerne gav i virkeligheden kun nogle meget små knald, så lydeffekterne var vigtige. Foto: Nordisk Film

Alle på settet tog en dyb vejrtrækning. 

- Erik Balling sagde "værsgo!", og så gik det hele som en drøm. Det sprang og knaldede omkring os med en musikalitet, som var euforiserende. Så vi fik tidligt fri den dag, fortæller han videre. 

I dag laves der typisk storyboards på filmoptagelser. En slags opskrift på alle scener, men sådan arbejdede Olsen-banden ikke. Alt var timet og tilrettelagt i Erik Ballings hoved, og alle vidste, at det skulle man holde sig til.

Børge hejses op i elevatoren ved hjælp af håndspillet. Her i takt til 'Kong Christian stod ved højen Mast'.
Børge hejses op i elevatoren ved hjælp af håndspillet. Her i takt til 'Kong Christian stod ved højen Mast'. Foto: 'Olsen-banden for altid' / Nordisk Film

Den største succes

Som banden kommer gennem de mange mure, når de frem til Fritz og den hollandske opkøbers chauffør, som har Ming-vasen og en kuffert med penge. Dem napper Børge, mens hele teatret står op til 'Kong Christian stod ved højen Mast'. Hele banden når at løbe tilbage gennem de nedbrudte mure og ud af teatret med vase og penge, før Fritz og chaufføren opdager kuppet.

Børge (Jes Holtsø) napper ming-vase og kuffert med penge, mens skurkene står op til 'Kong Christan stod ved højen Mast'.
Børge (Jes Holtsø) napper ming-vase og kuffert med penge, mens skurkene står op til 'Kong Christan stod ved højen Mast'. Foto: Nordisk Film

Filmen 'Olsen-banden ser rødt' blev med 1,2 millioner solgte billetter en kæmpesucces i biografen. Et fuldstændig uhørt højt tal, som giver filmen en tredjeplads over bedst sælgende film i Danmark. På førstepladsen er 'Titanic' fra 1998, og andenpladsen ejes af 'Ringenes Herre: Eventyret om Ringen' fra 2001.

Den hollandske chauffør (Edward Fleming) og Fritz (Ove Verner Hansen, som også spiller Bøffen). Da de sætter sig, ryger de på bagdelen, da Børge har taget vase og kuffert.
Den hollandske chauffør (Edward Fleming) og Fritz (Ove Verner Hansen, som også spiller Bøffen). Da de sætter sig, ryger de på bagdelen, da Børge har taget vase og kuffert. Foto: Nordisk Film

Dog tilhører rekorden Morten Korch-filmen 'De røde heste' fra 1950 med 2,3 millioner solgte billetter. Det var dog før fjernsynets udbredelse og tæller ikke helt med. 

Herunder kan du se den officielle trailer til 'Olsen-banden ser rødt':

Scenen er for mange det øjeblik, de hiver frem, når de skal fremhæve noget fra Olsen-banden. Den er blevet et stykke filmhistorie. Anmelderne dengang i 1976 roste også filmen og fremhævede kuppet, som noget af det morsomste, der var set på film.

Allerede dengang forudså man, at scenen ville gå over i filmhistorien. 

Erik Balling selv har ingen favorit i serien. Han mener, at nogle af filmene er klart bedre end andre, og der var en dyb tilfredsstillelse ved at lave dem alle.

TV 2 sender anden del af dokumentarfilmen 'Olsen-banden for altid ' søndag aften kl. 20.00. På TV 2 PLAY kan du lige nu se begge dokumentarfilm 'Olsen-banden for altid'.