Lagde du også mærke til det? 'Vild med dans' var spækket med nærkontakt

Der var dømt 'lige-ved-og-næsten-kys' fredag aften. Det er godt at efterlade lidt til fantasien, mener dommer Nikolaj Hübbe.

De er få centimeter fra hinandens læber. Musikken forstummer. Gør de det, eller gør de det ikke?

I sidste øjeblik drejede skuespilleren Molly Egelind og dansepartneren Mads Vad hovederne væk fra hinanden fredag aften. Der kom ikke noget kys, men til gengæld scorede de sæsonens højeste karakter fra dommerne – i alt 31 point – for deres tango. 

Dommer Nikolaj Hübbe belønnede duoens optræden med et ottetal, ligesom to andre dommere gjorde det. 

- Jeg giver ikke point for kys, men jeg giver overordnet point for det teatralske. Det var også det, jeg faldt for hos Mads og Molly. Det var virkelig "wow". Det var sgu da en hel tre-akts-forestilling, fortæller Nikolaj Hübbe efterfølgende.

Se deres sjette dans i Vild med dans 2018.

Flere af parrene havde fokus på de helt store følelser denne fredag i 'Vild med dans', hvor der stod standarddanse på skemaet. 

De første vindere kyssede

At lade som om, man skal til at kysse under en dans, er ikke ukendt i 'Vild med dans'-universet. Men det er en sjældenhed, når det faktisk sker.

Tilbage i den første sæson af danseprogrammet kyssede vinderparret Thomas Evers Poulsen og skuespilleren Mia Lyhne hinanden som afslutning på en rumba.

De gjorde det for at lave et godt show, men det satte samtidig gang i kæresterygter i ugebladenes spalter, husker den professionelle danser.

- Det har helt sikkert været Mias idé, for det ville jeg aldrig være kommet på, griner Thomas Evers Poulsen, der ikke har kysset på dansegulvet i 'Vild med dans' siden. 

Et kys på dansegulvet mellem Thomas Evers Poulsen og skuespilleren Mia Lyhne under 'Vild med dans' tilbage i 2005.
Et kys på dansegulvet mellem Thomas Evers Poulsen og skuespilleren Mia Lyhne under 'Vild med dans' tilbage i 2005. Foto: Mogens Flindt / Scanpix Danmark

Denne fredag lod parrene kun som om, men det var stadig nyt for flere af dem.

Når det kommer til 'næsten-kysset', kan Mads Vad ikke mindes, at han har brugt det på den måde på et dansegulv før. Men det passede til dansen.

- Det ligger i tangoens væsen: ”Jeg vil ha’ dig, men jeg vil ikke ha’ dig alligevel”, fortæller han.

Molly Egelind forklarer, at idéen opstod undervejs i øvelokalet.

- Det udviklede sig, fordi vi fik bedre og bedre styr på timingen, siger hun, mens Mads Vad grinende bemærker:

- På den måde var det godt, vi ikke skulle træne i to uger mere, for så var det gået helt galt.

Det ser intenst ud, men duoen skulle arbejde på at finde følelserne frem. - Det er lidt som en leg, hvor man lader som om, man er meget forelsket i sin lillesøster, lyder det fra danseren Mads Vad.
Det ser intenst ud, men duoen skulle arbejde på at finde følelserne frem. - Det er lidt som en leg, hvor man lader som om, man er meget forelsket i sin lillesøster, lyder det fra danseren Mads Vad. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Lidt tilbage til fantasien

Dommer Anne Laxholm er ikke overrasket over, at kys er et greb på gulvet i 'Vild med dans'. 

- Både standard og latin er et spil mellem to mennesker, og når man er forelskede og passionerede, er kys jo en naturlig ting. Det viser egentlig bare, at to mennesker finder melodien sammen, siger Anne Laxholm, og påpeger, at det sker for showets og seernes skyld. 

- Jeg giver ikke højere karakterer, fordi jeg ser et kys, siger hun. 

Molly Egelind er uddannet skuespiller, og derfor ville det ikke være fremmed for hende at kaste sig ud i den rigtige slags.

- Jeg er vant til at kysse på folk, jeg ikke er forelskede i, for det er en del af mit job. Men hvis vi gjorde det, så er spændingen landet, og hvor kan vi så gå videre derfra?

DOMMERNES KARAKTERER I 'VILD MED DANS' PROGRAM 6

Molly og Mads: 31 point

Signe og Thomas: 30 point

Laila og Morten: 26 point

Simon og Asta: 20 point

Esben og Mille: 20 point

Lucy og Michael: 19 point

Emmelie og Frederik: 17 point

Rolf og Karina: 10 point

Mads Vad synes dog, der er en grænse, og han ville ikke koreografere et ægte kys. Han bruger samme begrundelse:

- Når dansen slutter, skal folk have en fornemmelse af, hvad der foregik, uden at de måske så, hvor stregen blev sat. Så bevarer det stadig en intensitet. 

Det er dommer Nikolaj Hübbe helt enig i.

- Det er det, der er godt. Så er der lidt tilbage til fantasien, siger han. 

Et rigtigt møs

Til gengæld plantede Mille Funk et lilla læbestiftskys midt i skægget på kinden af skuespilleren Esben Dalgaard fredag aften.

Det har hun heller ikke prøvet før på dansegulvet. 

Her får skuespilleren Esben Dalgaard et kys af dansepartneren Mille Funk som afslutning på deres tango.
Her får skuespilleren Esben Dalgaard et kys af dansepartneren Mille Funk som afslutning på deres tango. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

- Esben er måske den første, der har fået et rigtigt møs, siger hun og forklarer, at som en del af koreografien var der et 'næsten-kys', da hun dansede tango med skuespilleren Mathias Käki i 2016. Ham blev hun senere kærester med udenfor dansegulvet. 

Denne aften var kysset på kinden en oplagt slutning på et klassisk kærlighedsdilemma.

- Først når Esben siger: "Okay, jeg gider ikke prøve mere", så går det op for mig, at jeg gerne ville have ham alligevel. Og så skulle han have et lille kys på kinden, siger Mille Funk om deres tango.

Skiløberen Laila Friis-Salling og dansepartneren Morten Kjeldgaard dansede en slowfox i 'Vild med dans'.
Skiløberen Laila Friis-Salling og dansepartneren Morten Kjeldgaard dansede en slowfox i 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Naturligt at være tætte

Laila Friis-Salling og dansepartneren Morten Kjeldgaard kom også særligt tæt på hinanden under afslutningen af deres slowfox.

Den professionelle skiløber har intet problem med nærheden på dansegulvet.

- Morten gør det så trygt. Når vi er tætte, er det overhovedet ikke grænseoverskridende, siger hun.

Dansen var inspireret af den grønlandske natur, og selv om afslutningen så intim ud på tv-skærmen, havde de ikke selv tænkt på, at det kunne tolkes.

- Vi har ikke snakket om, at vi skulle være ved at kysse. Det var mere en følelse, vi ville vise, forklarer Morten Kjeldgaard. 

Se 'Vild med dans' fredag klokken 20 på TV 2 eller på TV 2 PLAY.