Efter 13 dansepartnere: - Signe Lindkvist er én af to kvinder, der virkelig har givet mig kamp til stregen

Tv-værten Signe Lindkvist er opvokset i kvindekollektiv. At skulle lægge sig ned og dø fredag aften i en pasodoble var en kæmpe udfordring.

Pasodoblen er mandens dans. 

Sådan sagde Thomas Evers Poulsen til tv-værten Signe Lindkvist, da de var i træningslokalet inden fredagens show.

Den sætning skulle hun lige tygge på. 

- Så får du en feminin udfordring i mig, lød svaret. 

Den 44-årige tv-vært har fra barnsben været omgivet af kvinder, der var stærke og markante, hvilket har påvirket hendes syn på kønsrollerne.

En kæmpe udfordring

I 1970'erne voksede Signe Lindkvist op med hjemmesyet tøj og fællesmåltider i et kvindekolletiv sammen med sin mor og søskende i den nordsjællandske by Espergærde. 

Derfor skurrer en dans som pasodoblen ekstra meget i hendes ører.

- At skulle overgive sig til en anden klassisk ’Vild med dans’-kvinderolle, hvor det særligt i en pasodoble er manden, der bestemmer, og hvor kvinden skal tie stille og se flot ud. Det har været en kæmpe udfordring - også for Thomas, fortæller hun efter fredagens show. 

Den professionelle danser Thomas Evers Poulsen tilføjer: 

- Men så I, hvem der vandt? Hvem lå død på gulvet til sidst?

- Kun i et meget kort øjeblik, svarer Lindkvist.

Se pasodoblen herunder, hvor Thomas Evers Poulsen fik kamp til stregen af sin dansepartner Signe Lindkvist. 

Se deres fjerde dans i Vild med dans 2018.

Dommernes karakterer i 'Vild med dans' program 4

Simon og Asta: 22 point

Molly og Mads: 21 point

Laila og Morten: 21 point

Signe og Thomas: 21 point

Lucy og Michael 19 point

Esben og Mille: 18 point

Emmelie og Frederik: 16 point

Rosa og Esbern: 16 point

Lars og Sofie: 10 point

Rolf og Karina: 10 point

Duoen har grint meget undervejs i processen i denne uge, men den latinamerikanske selskabsdans har alligevel sat gang i nogle tanker hos nydanseren. Især slutningen, hvor hun skal forestille at være død på dansegulvet. 

- At skulle lægge alle mine værdier, jeg er opvokset med i 44 år, og lægge mig fladt ned for en mand, det har jeg aldrig gjort før, lyder det fra Signe Lindkvist.

Det har også givet Thomas Evers Poulsen ekstra sved på panden med en dansepartner som Lindkvist.

- Signe er en powerfuld kvinde, som man kan mærke, og det, synes jeg bare, er fedt. For så får man modspillet, og det gør bare, at ting vokser, og jeg synes bestemt, at vi er vokset i denne uge, siger han.

Det blev en dramatisk afslutning på Signe Lindkvist og Thomas Evers Poulsens pasodoble.
Det blev en dramatisk afslutning på Signe Lindkvist og Thomas Evers Poulsens pasodoble. Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix

Parret fik 21 point for deres pasodoble, og dommerne placerede dem dermed på en delt andenplads fredag aften.

Signe Lindkvist synes også, at hun og partneren er kommet tættere på hinanden, og at de sammen er vokset.

- Det er også det moderne kønsbillede i dag. Det er ikke manden, der bestemmer. Men det er ved gud heller ikke damen, der bestemmer. Det er et vidunderligt kompromis. 

To kvinder af samme støbning

Den erfarne danser Thomas Evers Poulsen har været med i 'Vild med dans' gennem 13 sæsoner, og han har haft lige så mange forskellige slags partnere.

Men alligevel ser han en lighed mellem tv-værten og en anden tidligere deltager. 

- Det er stærke personligheder allesammen, men Signe er helt sikkert en af de to, der virkelig har givet mig kamp til stregen.

I 2009 dansede han nemlig med skuespiller og Sweethearts-sangerinden Pernille Højmark, og han oplever den samme slags kampgejst hos de to kvinder.  

- De to har meget af det samme i sig, så det har jeg prøvet før. Men det er alligevel forskelligt hver eneste gang, og det synes jeg er spændende. Det er nye måder, jeg skal udfordre Signe på, og det lærer jeg også en masse af, siger han. 

Pernille Højmark og Thomas Evers Poulsen opnåede en tredjeplads i 'Vild med dans' i 2009.
Pernille Højmark og Thomas Evers Poulsen opnåede en tredjeplads i 'Vild med dans' i 2009. Foto: Kristoffer Juel Poulsen / SCANPIX

Der er også andre personlige prøvelser, som Signe Lindkvist er blevet mødt af gennem sin deltagelse i danseprogrammet.

Det har været nyt for hende at give slip og stole på et menneske, hun ikke har kendt særlig længe.

- At turde lægge min passion, fremtoning og alt, hvad jeg kan, i hænderne på ham og stole på, at det han gør, også er noget, jeg kan komme helt igennem med, siger hun.

- Det er ret sundt at lære. At turde overgive sig betingelsesløst på den måde.

Fredag aften dansede tv-værten Signe Lindkvist og Thomas Evers Poulsen en pasodoble i 'Vild med dans'. Video: Rikke Museth Janniche

Fredag måtte stjernen fra 'Den Store Bagedyst' Rosa Kildahl og hendes dansepartner Esbern Syhler Hansen forlade dansekonkurrencen som det tredje par i 'Vild med dans'. Se, hvordan det gik for sig på TV 2 PLAY.