Lis Sørensen følte sig ydmyget: - Jeg var nødt til at give dem fingeren

Man er ikke selv herre over de kriser, der rammer en i livet. Men man er herre over, hvordan man kommer videre, mener sangerinden Lis Sørensen.

Da Lis Sørensen nærmede sig de 50, stødte hun på grund. Sådan for alvor.

Indtil da havde hendes musikalske idéer aldrig mødt modstand. Hun havde redet på en bølge af succes som en af 80'ernes største stemmer og kvinden bag store sange som 'Mine øjne de skal se', 'Tæt på ækvator' og 'Indtil dig igen'.

Hun kunne vælge at lave, lige hvad hun ville. Men for første gang fik hun nu et nej. Et nej, der ændrede hendes opfattelse af sig selv. 

Hendes pladeselskab mente ikke, at Lis Sørensen skulle lave det projekt, hun havde forelsket sig i. I stedet ville de have sangskriveren til at oversætte svenske hits til dansk. De syntes, hun var nået dertil. 

- Jeg tænkte: "Gud, er det sådan de ser mig?". 

Hele Lis Sørensens system nulstillede. Det kom virkelig bag på hende, at de ikke troede på hende. Og i et kort øjeblik overvejede hun at sige ja til deres forslag. 

- Men så tænkte jeg: "Nej. Hvem er det, der ser mig sådan? Det er jo bare otte mænd fra et pladeselskab. Fuck jer!".  

Ingen skulle diktere, hvad hun skulle lave. 

 - Jeg synes faktisk, det var ret ydmygende. Jeg måtte bare give dem fingeren og komme væk derfra, så hurtigt jeg kunne, siger den i dag 63-årige sangerinde i søndagens 'Toppen af poppen'.

Lis Sørensen

Født 28. maj 1955 i Brabrand.

Uddannet musikpædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus

Fik sin debut som frontfigur i Shit & Chanel sammen med Anne Linnet.

Har siden været med i en række forskellige bands, bl.a. Anne Linnet Band og Cowgirls, mens hun også sang kor for eksempelvis Gnags, Gasolin og Sebastian.

Udgav sit første soloalbum, ’Himmelen ned på jorden’, i 1983. Siden er det blevet til yderligere 15 samt bidrag til over 100 albums udgivet af kolleger eller som medlem af grupper.

Var gift med trommeslager Jan Sivertsen fra 1988 til 2017. Sammen har de sønnen Sylvester på 26 år. 

Øjeblikket blev skelsættende. Det vækkede hende fra den selvfølgelighed, succesen havde lullet hende ind i.

- Jeg lærte, hvad jeg indeholder af stædighed, men også af vilje til at få sat noget igennem.

Lis Sørensen brød med sit pladeselskab, og lavede det album, hun havde sat sig for: Et album, hvor hun fortolkede Sebastians sange.  

Pladen strøg til tops på hitlisten. Noget, der kun var sket to gange tidligere i hendes solokarriere – i 1989 med albummet 'Hjerternes sang', som solgte tæt på 400.000 eksemplarer, og igen i 1996 med 'Indtil dig igen', en opsamling af hendes bedste sange til dato. 

En ny begyndelse

I dag er Lis Sørensen taknemmelig over episoden. Oplevelsen er en af dem, der plejer at ramme hende med syv-otte års mellemrum. Det har hun indset, nu hvor hun ser tilbage.

Omkring hvert ottende år sker der en omvæltning i Lis Sørensens liv. Kald det en krise eller en ny begyndelse. I hvert fald kræver det en bestemt vilje at finde en ny vej videre. Kombineret med evnen til at være en ”ydmyg blærerøv”, der tror på sig selv.  

Det mærkede hun første gang i 80'erne, da hun valgte at gå alene i front og udgav soloalbummet 'Himmelen ned på jorden'. Et album, der indeholdt alle de sange, hun havde brændt inde med efter tiden som en af de tre stemmer i Anne Linnet Band.  

Endnu en omvæltning skete i 90'erne, da Lis Sørensen blev mor og skulle omorganisere sit liv. Pludselig skulle hendes laissez faire-holdning til tid skiftes ud med struktur og disciplin. Og så skulle hun finde tilbage til branchen efter en pause på halvandet år. 

I 2000 kom så bruddet med pladeselskabet. Og otte år senere kæmpede hun for at få festivalerne til at opdage hende på ny.

Det tog flere år at overbevise bookerne om, at hun ikke var blevet rolig med årene – "med strygere i baggrunden og en jazzplade på vej", som hun udtrykker det. At Lis Sørensen og hendes orkester stadig kunne brage ud over scenen. 

Lis Sørensen og eksmanden Jan Sivertsen til aftenselskab på Christiansborg med invitation fra Dronningen. Parret var gift i 29 år, indtil de blev skilt i juni 2017.
Lis Sørensen og eksmanden Jan Sivertsen til aftenselskab på Christiansborg med invitation fra Dronningen. Parret var gift i 29 år, indtil de blev skilt i juni 2017. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Den seneste omvæltning er sket i hendes privatliv. Og den blev skudt i gang sidste år.

”Dansk musikerpar skal skilles,” lød overskrifterne nemlig i juni 2017. Lis Sørensen udsendte sammen med sin mand gennem 29 år, trommeslageren Jan Sivertsen, en pressemeddelelse, hvor de oplyste, at de gik hver til sit og ikke ønskede at uddybe sagen yderligere.

Og Lis Sørensen vil stadig ikke tale om bruddet. Men hun fortæller, at hun synes, det er fantastisk, at de holdt sammen så længe, og at hun nød at have sin mand med sig i sit arbejdsliv.

- Men det er klart, at det giver mig en åbenhed i forhold til verden omkring mig. Og jeg kan godt lide det, der sker, siger hun.

- Man er jo ikke herre over skæbnen, og hvad der kommer udefra, men man er selv herre over, hvordan man kommer videre, og hvordan man rejser sig igen.

Bearbejder følelserne gennem musikken

Lis Sørensen har hver gang fundet sin genrejsning i musikken og i fællesskabet med sit publikum. 

- Det er forløsende for mig at synge, og jeg kan jo opleve at være fuldstændig smadret af træthed, fordi jeg har sovet dårligt eller kørt hele dagen. Men jeg oplever, at jeg rent faktisk får energi, når jeg går på scenen, siger hun. 

Jeg ved, at jeg har min historie i sangene

Lis Sørensen

Det er også en hjælp for hende at udtrykke sin egen historie gennem sangene.

'Stille før storm', som gav hende sit store folkelige gennembrud i 1980, hjalp for eksempel Lis Sørensen med at bearbejde tabet af sin mor. Sangen forløste en lille smule sorg, hver gang hun sang den. Og sådan er det stadig den dag i dag.

Hør Lis Sørensen fortolke Søren Sko i Toppen af poppen. Video: Line Gjerlev

- Jeg vælger hele tiden sange, der udfordrer mig selv følelsesmæssigt, så jeg kan bruge mig selv i dem. Og det er måske det, der tænder publikum. At de kan mærke, at der er lige noget, der bliver pakket ud der, uden at jeg behøver at sige, hvad det er.

- Jeg har det så godt med, at det er det, jeg giver. Jeg ved, at jeg har min historie i sangene, men jeg åbner ikke helt op. Og alligevel gør jeg, gennem den måde jeg synger på.

Lis Sørensen kan godt lide, hvis hendes sange har en melankoli over sig. At de kommer ud af noget mørke og bevæger sig ind i noget lysere gennem et energifelt. - At få det frem på tre og et halv minut. Det er det, jeg synes er opgaven, siger hun.
Lis Sørensen kan godt lide, hvis hendes sange har en melankoli over sig. At de kommer ud af noget mørke og bevæger sig ind i noget lysere gennem et energifelt. - At få det frem på tre og et halv minut. Det er det, jeg synes er opgaven, siger hun. Foto: TV 2 Charlie

- Der er ikke noget i mig, der vil stoppe

Det var også tilfældet i 'Toppen af poppen', som hun kan opleves på tv-skærmen netop nu. Og hun mener også, hun har lært noget af at synge de andres sange.

- Jeg føler, at alt hvad jeg sætter i gang og involverer mig i, sætter nogle nye idéer i gang inde i mig på grund af den her åbenhed og nysgerrighed, jeg har lige nu, siger Lis Sørensen.

Snart skal hun i studiet igen for at indspille sange til sit album nummer 17, som hun producerer med sin søn, Sylvester. 

- Der er ikke noget i mig, der tænker: ”Når jeg bliver 65, så holder jeg altså op”. Overhovedet ikke. Som i overhovedet ikke, siger hun. 

Momentum for Anne, Sanne og Lis

Lis Sørensen har nemlig også gang i et andet hjertebarn.

Under interviewet fisker hun telefonen frem og ser på de billeder, hun, Anne Linnet og Sanne Salomonsen lige har fået taget til deres store reunion-turné, som næste år sender dem ud på en af de største danske scener: Royal Arena i København, der har plads til et publikum på 16.000 mennesker.

En scene, som ingen af dem nogensinde har stået på før.

- Det er fedt, ikke? Vi skyder efter månen, griner hun.

Da Lis Sørensen hørte om idéen første gang, tænkte hun ellers: ”Det bliver ikke nu. Det er alt for lang tid siden”. Men efterhånden som hun lyttede til de gamle sange og mødtes med de andre, skiftede både hun og de mening.  

- Det er momentum, det er nu eller aldrig. Og vil jeg gå ud af det her vidunderlige liv uden at have grebet den chance for at genoptage et helt unikt samarbejde? Nej, det vil jeg fandme have med, siger hun.

Derfor lader Lis Sørensen sig ikke gå på af, at der hvert ottende år sker et eller andet, som kræver, at hun sadler om i livet og i karrieren. For som hun siger, kan hun faktisk klare ret meget af den der modstand.

- Det bliver til brændstof for mig.

Se Lis Sørensen i 'Toppen af poppen' søndag klokken 20 på TV 2 og allerede nu på TV 2 PLAY.

Vendepunkter i Lis Sørensens liv

Alene i front

Sanne Salomonsen og Lis Sørensen på scenen sammen. Foto: Bent Midstrup / Scanpix Danmark
Lis Sørensen var bare 17 år, da hun i 1974 blev ringet op af Anne Linnet, som ville have hende med i pigegruppen Shit & Chanel.
Herefter fulgte årene med Anne Linnet og Sanne Salomonsen i Anne Linnet Band. Men efter små 10 år, hvor Lis Sørensen havde delt spotlyset med andre, udgav hun i 1983 sit første soloalbum, 'Himmelen ned på jorden'. 
- Jeg havde brændt inde med så mange sange, så det var kæmpe optur at lave den plade, siger hun i 'Toppen af poppen'. 

Ny identitet som mor

Lis Sørensen og Jan Sivertsen blev gift i 1988, og spørgsmålet havde de fået længe: Hvornår skulle de have et barn?
Det skete i 1992. Som 38-årige fik det jævnaldrende par sønnen Sylvester.
- Jeg fik en helt anden verdensopfattelse, og jeg skulle også til at være meget mere struktureret og disciplineret omkring, hvordan jeg brugte min tid. Før det var jeg meget laissez faire og tænkte: "Det gør vi bare i morgen", fortæller Lis Sørensen. 

Brød med sit pladeselskab

Lis Sørensen fik idéen til albummet om Sebastian, da hun var med til at hylde sangeren i Cirkusbygningen i anledningen af hans 50-års-fødselsdag. Foto: Jørgen Jessen / Scanpix Danmark
I 2000 fik Lis Sørensen for første gang et nej til en musikalsk idé. Hun ville lave et album, hvor hun fortolkede en række af Sebastians sange, men hendes pladeselskab ville have hende til at oversætte svenske sange til dansk. 
- Der stødte jeg på grund for alvor, og det kom simpelthen så meget bag på mig, at jeg tog et valg. Et meget meget vigtigt valg. Jeg blev lysvågen lige pludselig og tænkte: "Hvis ikke jeg kan lave det album, jeg gerne vil, så skal jeg slet ikke lave noget". 
Hun brød med sit pladeselskab og udgav sit Sebastian-album. 

I kamp for festivalerne

Lis Sørensen på scenen i 2013. Foto: Axel Schütt / Scanpix Denmark
I 2008 og nogle år frem kæmpede Lis Sørensen for at få festivalerne til at opdage hende på ny.
Hun havde rundet de 50 og kunne mærke, hvordan hun pludselig blev anset som en ældre sangerinde. 
- Folk forventede, at nu udgav jeg nok en jazzplade. At jeg ville vige ud på en sidevej, siger hun.
For første gang tænkte hun på, hvor længe hun mon kunne blive ved. Men i stedet satte hun sig for at bevise det modsatte: At der ikke var blevet stille. 
- Jeg brugte måske fire-fem år på at spille festivalerne tynde, så arrangørerne begyndte at tænke: "Hey Lis og hendes orkester, dem skal vi bare have". 

En genforening af de store

I begyndelsen af 2018 kom det frem, at Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen ville tage på turné sammen. 
De var egentlig alle lidt lunkne på idéen til at begynde med. For det var jo 36 år siden, de havde stået på scenen sammen sidst. 
Men de begyndte at lytte til sangene fra dengang og spekulerede på, hvordan det ville være at stå i Royal Arena i København foran 16.000 mennesker.
Begejstringen voksede og gjorde det umuligt ikke at springe ud i det. 
- Det er et skift for mig at sige ja til det. Det bærer helt klart noget med, hvor jeg også vil finde ind til en ny side af min stemme, siger Lis Sørensen.