Dom giver Ole Bornedal mulighed for at lave Nattevagten 2, og han går i gang med det samme

16x9
I seks år har Ole Bornedal gået med tanker om at følge op på historien om nattevagten Martin. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

De seneste seks år har der været uenighed om, hvorvidt Ole Bornedal selv havde rettighederne til at lave en opfølger til 'Nattevagten'.

Det skabte stor begejstring, da Ole Bornedal i slutningen af 2016 meldte ud, at han var begyndt på manuskriptet til opfølgeren på succesfilmen 'Nattevagten' fra 1994.

Dengang forlød det, at han allerede havde kontakt med skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Sofie Gråbøl fra den oprindelige rolleliste, og at han ville gå i gang med filmen, så snart han var færdig med at lave 'Så længe jeg lever'.

Men selvom filmen om John Mogensens liv fik premiere i marts, er planerne om 'Nattevagten 2' ikke ved at blive ført ud i livet.

Det skyldes, at en juridisk strid har lagt en dæmper på arbejdet.

Men nu er spændte og utålmodige fans kommet et skridt tættere på at kunne sætte sig i biografsædet og se opfølgeren til gyserhittet tone frem på det store lærred.

Har været undervejs siden 2012

Det er ikke en ny idé hos Ole Bornedal, at han gerne vil lave en opfølger til 'Nattevagten', som blev en bragende succes herhjemme, og som også kastede en amerikansk genindspilning af sig.

Allerede i 2012 spirede tanken om at lave en toer, og instruktøren gik derfor til en række produktionsselskaber med idéen.

Men da de gik til Thura Film, som i sin tid producerede etteren, for at sikre sig, at det ikke ville være i strid med den oprindelige kontrakt, fik de et nedslående svar.

Han er lykkelig og går i gang nu. Hellere i går end i dag

Sandra Anne Piras, sekretariatschef, Danske Filminstruktører

Michael Obel, der ejer produktionsselskabet, mente nemlig, at hvis der skulle blive tale om en toer, skulle der laves en aftale med ham.

- Ole og jeg har lavet den film sammen. Jeg tog mit livs største chance både økonomisk og prestigemæssigt ved at lave den film, så vi har begge aktier i den. Jeg synes, det er forkert, at jeg kan lukkes ude af det fællesskab, siger Michael Obel om bevæggrunden for at insistere på, at rettighederne også tilhørte ham og Thura Film.

- Det kan ikke være rigtigt

Ole Bornedal havde dog ikke i sinde at få opfølgeren produceret hos Michael Obel og Thura Film, og han syntes heller ikke, at Michael Obel skulle have del i rettighederne. Derfor gik han til foreningen Danske Filminstruktører for at få hjælp.

- Ole kommer til mig og siger: ”Jeg har den her situation. Det kan ikke være rigtigt, at han kan stoppe os”, fortæller foreningens sekretariatschef, Sandra Anne Piras.

- Vi gennemgår derefter de oprindelige kontrakter fra 1993, og her kan se vi, at det burde Michael Obel heller ikke kunne, siger hun.

Den oprindelige aftale mellem Ole Bornedal og Thura Film omhandlede nemlig kun 'Nattevagten' og ikke en eventuel toer – eller for den sags skyld treer.

Men for at komme endeligt frem til den konklusion måtte striden først forbi Voldgiftsretten, som nu har givet Ole Bornedal og Danske Filminstruktører ret.

Dermed kan Ole Bornedal nu fortsætte, hvor han slap, og komme videre med arbejdet med 'Nattevagten 2' – et arbejde, der ellers har ligget i bero, mens sagen har stået på.

- Ingen producenter har turde røre ved den her sag, før det var afklaret, hvem der havde rettighederne. Før det, var Ole ikke fri, siger Sandra Anne Piras, som glæder sig over udfaldet.  

Det gør modparten Michael Obel dog ikke.

- Afgørelsen kommer bag på mig, fordi jeg mener, vi har fremlagt dokumentation for, at rettighederne er vores, siger han.

- Derfor synes jeg, at Voldgiftsretten er kommet frem til en forkert konklusion. Men vi lever i et retssamfund, og derfor retter jeg mig selvfølgelig efter det. Ole er en dygtig instruktør, og jeg ønsker ham held og lykke med projektet.

Principiel dom

Hos Danske Filminstruktører kalder man dommen principiel, selvom den i praksis ikke har den store betydning for nyere film.

I dag vil aftalen om eventuelle opfølgere nemlig som regel være skrevet ind i kontrakten mellem instruktør og filmselskab fra begyndelsen.

- Nu er man mere opmærksom på det, og det er noget, man forhandler. Som udgangspunkt er der tale om et nyt værk, når man laver en opfølgning, og derfor vil rettighederne tilgå manuskriptforfatteren og ikke produktionsselskabet, siger Sandra Anne Piras.

Michael Obel regner heller ikke med at komme til at ende i en lignende tvist i fremtiden.

- Det er utænkeligt, at man ender i sådan en situation med moderne kontrakter. Tidligere var der ikke samme tradition for at gå i detaljer, som der er i dag. Dengang kunne man finde på at skrive en kontrakt på en serviet eller et enkelt A4-ark, siger han.

- Hellere i går end i dag

For Ole Bornedal får afgørelsen dog betydning for hans videre arbejde, for nu kan han begynde på en aftale med et andet produktionsselskab og komme videre med sit manuskript.

Sandra Anne Piras fra Danske Filminstruktører ved ikke præcis, hvor langt Ole Bornedal er i forløbet, men hun ved, at han tager imod afgørelsen med kyshånd.

- Han er lykkelig og går i gang nu. Hellere i går end i dag.