Ikonisk karakter død i ’Klovn’ - ville ikke mere

ADVARSEL: Handlingen i femte afsnit af 'Klovn' afsløres i denne artikel.

Det er på mange måder et skæbnesvangert og dramatisk afsnit af 'Klovn', som render over skærmen mandag aften.

En af de mest kendte og elskede skikkelser forlader komedieserien på langs i en hvid kiste.

'Pivert' er død.

Han blev spillet af Jacob Weble og var i serien Frank Hvams glade, naive og letpåvirkelige kammerat, som gennem adskillige afsnit har givet os uforglemmelige scener med sin gennemførte middelmådighed og udtrykket "det' grande".

Død i en kummefryser på sin arbejdsplads, Køle-Møller, til sommerfest, da han gemte sig under en gemmeleg. Håndtaget til fryseren gik i baglås, og Pivert blev låst inde. Resten af kollegaerne kunne ikke høre ham og troede, at han var taget hjem.

Men hvorfor skulle Pivert dø?

Frank Hvam (tv) og Pivert (Jacob Weble) i 'Klovn'.
Frank Hvam (tv) og Pivert (Jacob Weble) i 'Klovn'. Foto: Per Arnesen / TV 2

Ingen er fredet i 'Klovn'

Det er ikke første gang, en person er blevet aflivet i 'Klovn'. Tidligere har også Jarl-Friis Mikkelsen stillet træskoene i seriens fjerde sæson, og i sjette sæson døde Piverts kæreste Bodil, da hun frøs ihjel. Forinden var hun blevet hjerneskadet, da hun fik en oliven galt i halsen. Frank Hvams hund Muffi er også død i en ulykke, og i den nye sæson afgik Erik Clausen ved døden på hospice.

Pivert er dog den vægtigste karakter, som har lavet et exit.

Faktisk sagde Jacob Weble selv nej tak til mere 'Klovn' efter sidste sæson.

Han følte, at han blev sat i bås som Pivert.

Pivert blev gift med sin elskede Bodil i 'Klovn', hvilket selvfølgelig betød, at han skulle på polterabend.
Pivert blev gift med sin elskede Bodil i 'Klovn', hvilket selvfølgelig betød, at han skulle på polterabend. Foto: Anders Holck / TV 2

- Når jeg gik i Netto, råbte folk "Pivert" efter mig. Det var sjovt de første 14 dage. Da serien blev rigtig populær, blev jeg tilbudt Pivert-roller, har Jacob Weble tidligere fortalt til Fyens Stifttidende.

Det var en karrierevej, han ikke ønskede; at spille rollen som en 'Pivert'-type for altid.

Derfor gamblede han.

- Jeg blev bange for de roller, så jeg satsede og sagde nej til underholdningsprogrammer som 'Vild med dans' og nej til at være med i den nye sæson af 'Klovn'. Og jeg har aldrig haft det bedre som skuespiller, siger han.

Jacob Weble får nu flere varierede roller, hvilket passer ham særdeles godt.

- Men jeg slipper aldrig for Pivert, men det har jeg det fint med.

Piverts navn fik Casper Christensen i øvrigt fra en lastbilchauffør, som havde navnet stående på et skilt i forruden.

FAKTA OM JACOB WEBLE

Født den 10. september 1970 i Odense. Han er 48 år.

Uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996.

Han var bange for at flytte til København, da han skulle læse til skuespiller. 

Han blev modnet, da han blev sat til at arbejde på sin fars værtshus i Odense.

Han har haft små roller i 'Strisser på Samsø', 'Taxa', 'Forbrydelsen 2' samt lavet seks sæsoner af 'Sikker & Søn' på DR Ramasjang og selvfølgelig 'Klovn'.

Derudover er han meget aktiv som skuespiller på teatret, men også som forfatter til dramatik og revytekster.

Han har to store børn.

Ville rigtig gerne have Pivert med

Der er tre karakterer, som Casper Christensen og Frank Hvam altid gerne vil have med i 'Klovn'. Det er Pivert, revisor-Kurt og fætter Andreas. 

Frank lover at skille sig af med kummefryseren, der tog livet af Pivert. Her ses han sammen med Mia, Pykker, Mads og hustru samt Bo.
Frank lover at skille sig af med kummefryseren, der tog livet af Pivert. Her ses han sammen med Mia, Pykker, Mads og hustru samt Bo. Foto: Per Arnesen / TV 2

De er kort sagt vilde med dem på hver deres måde.

Fætter Andreas (spillet af Roger Kormind) er det smålige og bedrevidende familiemedlem til Mia, som ofte overskrider Franks grænser eller direkte hævner sig på ham. For eksempel bedøver han Frank med et stærkt morfinpræparat, fordi han ikke har fået en plads ved familiehøjbordet til Franks 40-årsfødselsdag. Det fører til, at Frank går glip af sin egen dyre fest, mens fætter Andreas hygger sig ved højbordet.

Pivert (Jacob Weble), fætter Andreas (Roger Kormind) og revisor-Kurt (Kurt Dreyer) i 'Klovn'.
Pivert (Jacob Weble), fætter Andreas (Roger Kormind) og revisor-Kurt (Kurt Dreyer) i 'Klovn'. Foto: Fra 'Klovn' / TV 2

Revisor-Kurt (spillet af Kurt Dreyer) er den proaktive revisor, som ikke er bleg for at lade det skinne igennem, at Frank absolut ikke er hans yndlingsklient. Ofte blæser han på det professionelle forhold mellem klient og rådgiver og forskelsbehandler tydeligt Casper og Frank. Han er også en led svigerfar, da han tvinger sin svigersøn til at overgive nøglerne til Zoologisk Have til Casper og Frank. Det går selvfølgelig helt galt.

For Casper Christensen og Frank Hvam var det vemodigt, da Jacob Weble sagde nej tak til at spille Pivert.

- Jacob Weble havde ikke lyst til at være med mere. Vi ville jo gerne have haft ham med, og han har det også helt fint med, at han dør i serien, siger Casper Christensen.

Afstemning

Både han og Frank Hvam er bevidste om, at de medvirkende i 'Klovn' betaler en pris ved at spille med. Deres karakterer kommer til at fremstå mere ægte end normalt på grund af den form, som 'Klovn' er indspillet i.

Pivert havde svært ved at sige nej. Især når Casper og Frank pressede ham. Det resulterede i, at han prøvede heroin.
Pivert havde svært ved at sige nej. Især når Casper og Frank pressede ham. Det resulterede i, at han prøvede heroin. Foto: Fra 'Klovn' / TV 2

- Det er hårdt at være med, og det kan være besværligt at have med rundt, siger Casper Christensen.

- Jacob Weble har jo leveret nogle fantastiske øjeblikke til 'Klovn'. Virkelig givet meget af sig selv. Vi kan godt forstå, at det kan komme på tværs af andre roller, han gerne vil spille, siger Frank Hvam og fortsætter:

- Så vi kan også godt forstå, at han vil lukke den dør og lave noget andet.

Dræbelysten i 'Klovn' har faktisk været så stor, at Casper og Frank har overvejet at slå sig selv ihjel.

Men de forsikrer, at det ikke kommer til at ske.

På TV 2 PLAY kan du lige nu se fem helt nye afsnit af 'Klovn' samt alle de tidligere sæsoner.