Syv singler søgte kærligheden på tv – sådan er det gået dem siden

16x9
Kasper er den eneste af de syv deltagere, der får en kæreste i 'Tro, håb & Tinder'. Siden har flere af de andre også haft heldet med sig. Foto: TV 2

I programserien ’Tro, håb & Tinder’ kunne man følge syv singlers vej gennem onlinedatingjunglen. I dag har fire af dem fundet kærligheden.

Akavede første møder, aflysninger i sidste øjeblik og en date, der pludselig har slettet det fælles match på Tinder.

Det er ikke uden skuffelser at kaste sig ud i den jungle, onlinedatingverdenen kan være.

I programserien ’Tro, håb & Tinder’ har man kunnet følge syv singlers kamp for at finde den eneste ene, og selvom det ikke altid er fryd og gammen at lede efter kærligheden, har der også været lyspunkter i de syv singlers søgen.

Siden kameraerne blev pakket sammen, og optagelserne til programmet sluttede, har flere af deltagerne da også haft held med søgningen.

Således har fire af dem nu fundet kærligheden – og en enkelt er endda flyttet sammen med sin kæreste.

- Tag kærligheden seriøst

Den succesrate kan dog ikke kun tilskrives de digitale datingplatforme, for kun et enkelt af de fire par har rent faktisk mødt hinanden på Tinder.

Og det er ikke så underligt, hvis man spørger datingcoach Kirk Rønler, der er forfatter til bogen ’Sådan får du en kæreste’. Hun mener ikke, at man finder kærligheden ved at sidde hjemme i sofaen og swipe til højre og venstre med tommelfingeren.

- Der er en tendens til, at vores ønsker for kærlighedslivet ikke matcher vores indsats. Vi burde respektere kærligheden og gøre en aktiv indsats, siger hun og opfordrer til, at man i stedet søger nogle miljøer, hvor man møder folk af det modsatte køn.

- Og kom nu ud af de datingapps, for der kan man ikke se, om man passer sammen sjæleligt, siger datingcoachen. 

Herunder kan du læse, hvordan 'Tro, håb & Tinder'-deltagernes kærlighedsliv i dag ser ud.

Mette

I ’Tro, håb & Tinder’ har 35-årige Mette fra Amager først en flirt med en fyr, der er ude at rejse. Men da de to skal møde hinanden ansigt til ansigt, er kemien der ikke.

I stedet møder hun en fyr i byen, og denne gang opstår der kemi med det samme. Fyren bor på Fyn, og i dag er han og Mette kærester.

Mette er på date med en fyr, hun mødte i byen. Video: Anne Brandbjerg

- Jeg mødte ham helt uafhængigt af programmet, men jeg tror, at jeg generelt var i en periode af mit liv, hvor jeg åbnede øjnene lidt mere end normalt, fortæller hun.

Parret mødte hinanden i slutningen af oktober sidste år, og i dag lever de i et langdistanceforhold, da de bor på henholdsvis Amager og Fyn.

Thomas

Thomas har erkendt, at der er ting, han hellere vil bruge tid på end at tage på date.
Thomas har erkendt, at der er ting, han hellere vil bruge tid på end at tage på date. Foto: TV 2

33-årige Thomas fra Hegnsvig nær Billund går ikke all in på Tinder i programserien, men bruger det nærmere som en adspredelse, og sådan er det stadig i dag.

- Tiden skal være til det, ellers tager man for let på andre folk og deres tid, lyder det fra ham.

I stedet bruger han tiden på sin datter og sit arbejde som ejer af en jagtbutik, og for tiden har han ikke nogen potentiel forelskelse på kornet.

Gitte

Inden Gitte blev single for et par år siden, havde hun været i et forhold i 30 år.
Inden Gitte blev single for et par år siden, havde hun været i et forhold i 30 år. Foto: TV 2

Efter kameraerne forlod 52-årige Gitte fra Frederiksberg, fortsatte hun jagten på kærligheden – primært i forskellige singlegrupper på Facebook.

- Jeg har fandeme været på mange dates. Rigtig mange, siger hun.

I foråret blev hun kontaktet på Facebook af en mand, der også var medlem af en af singlegrupperne, og det blev enden på den ellers endeløse perlerække af dates.

Parret kalder sig ikke for kærester, men de har nu set hinanden i fire måneder.

Kasper

I sidste afsnit af 'Tro, håb & Tinder' tager Kasper Sabine med hjem til sine forældre. De to er stadig kærester i dag.
I sidste afsnit af 'Tro, håb & Tinder' tager Kasper Sabine med hjem til sine forældre. De to er stadig kærester i dag. Foto: TV 2

Den 27-årige radioproducer Kasper mødte Sabine på Tinder, stort set samtidig med at kameraerne begyndte at følge ham.

I løbet af programmerne kunne seerne følge med i, at de to var ude at bungee jumpe, at Sabina mødte Kaspers familie, og at de til sidst i fællesskab slettede Tinder og kaldte sig kærester.

Kasper og Sabine har datet i to måneder, og nu har de besluttet at slette Tinder. Video: Anne Brandbjerg

Tirsdag var det et år siden, parret var på deres første date, og siden kameraerne stoppede med at rulle, er de flyttet sammen.

Mens ’Tro, håb & tinder’ har kørt på tv, har de set programmerne sammen.

- Det er egentlig meget sjovt. Der er jo ikke specielt mange mennesker, der har en del af deres datingforløb på kamera. Det er dejligt at se, at jeg slet ikke har været i tvivl – heller ikke i begyndelsen, men når vi sidder sammen, og der kommer et klip med mig, er jeg da lidt nervøs for, om jeg kommer til at sige noget dumt, siger Kasper og fortæller, at det heldigvis ikke har været tilfældet.

Bettina

I programserien har Bettina en række dårlige oplevelser med mænd, hun har mødt gennem Tinder. I dag orker hun ikke datingapps og -sider længere.
I programserien har Bettina en række dårlige oplevelser med mænd, hun har mødt gennem Tinder. I dag orker hun ikke datingapps og -sider længere. Foto: TV 2

37-årige Bettina fra Lyngby slettede Tinder-appen, da kameraerne stoppede med at følge hende i februar.

- Det er en håbløs app. Det fik jeg bekræftet gang på gang, og til sidst var det de samme mænd, man blev ved med at se, fortæller hun.

I en periode havde hun rigeligt at se til med sine to døtre, en flytning og et nyt job, og det betød, at hun lagde datingen helt på hylden.

Nu har hun dog fået mere overskud igen og savner en at dele aftenerne med, de weekender hvor hendes døtre er ved deres fædre.

Derfor oprettede hun i en kort periode en profil på Dating.dk, men også den er væk igen. Alligevel dater hun stadig i ny og næ.

David

David holdt sig ikke kun til dating-apps men ledte også efter den eneste ene gennem sine venner og bekendte - og det har nu båret frugt.
David holdt sig ikke kun til dating-apps men ledte også efter den eneste ene gennem sine venner og bekendte - og det har nu båret frugt. Foto: TV 2

Den 36-årige dj David har, siden programmet sluttede, fået en kæreste.

Han har ikke fundet hende gennem de forskellige dating-apps, men derimod på gammeldags manér, hvor en fælles ven satte dem op på en blind date.

I løbet af ’Tro, håb & Tinder’ kunne vi opleve David på en noget anderledes date, hvor han var ude at svejse, men den første date med hans nuværende kæreste var lidt mere stille og rolig.

De to mødtes i Davids musikstudie, hvor de bare snakkede, og nu har de været kærester i et halvt år. 

Siv

I løbet af programserien beslutter 26-årige Siv sig for at slette Tinder og i stedet bruge sin tid på dem, hun holder af.
I løbet af programserien beslutter 26-årige Siv sig for at slette Tinder og i stedet bruge sin tid på dem, hun holder af. Foto: TV 2

Den sidste og syvende deltager, Siv, har ikke haft lyst til at fortælle, hvordan det er gået hende, siden optagelserne sluttede.