Esben Dalgaard er født med klumpfod - nu skal han være med i 'Vild med dans'

Esben Dalgaard har altid haft begrænsninger på grund af sin dårlige fod – og for første gang trodser han dem nu og trækker i danseskoene.

Skuespiller Esben Dalgaard, der blandt andet er kendt for at spille storsvindleren Casper Rieper-Holm i 'En fremmed flytter ind', skifter til efteråret de skrå brædder ud med et skinnende dansegulv, når han skal være med i 'Vild med dans'.

Dermed bliver han den 12. og sidste nydanser, der skal være med i denne omgang af danseshowet.

Ligesom de andre deltagere ser han sin deltagelse som en udfordring, men måske er udfordringen lidt større for ham end for hans 11 konkurrenter.

Esben Dalgaard er både teater- og filmskuespiller. Til efteråret kan han både opleves i 'Vild med dans' og den nye TV3-serie 'Hånd i hånd'.
Esben Dalgaard er både teater- og filmskuespiller. Til efteråret kan han både opleves i 'Vild med dans' og den nye TV3-serie 'Hånd i hånd'. Foto: Helle Moos

- Jeg har klumpfod på den ene fod, så jeg har altid fået at vide, at jeg ikke kunne dyrke sport eller danse, så det har jeg aldrig gjort, fortæller den 42-årige skuespiller.

Skinne og operationer

Klumpfoden betyder dog ikke, at Esben Dalgaard normalt holder sig i ro, for i sit arbejde som skuespiller skal han ofte stå op i timevis.

- Der er ikke noget, jeg ikke kan, men så dunker og værker det, når jeg lægger mig til at sove om aftenen. Men man vænner sig til det, som man gør med kroniske lidelser, så det er ikke noget, jeg går og tænker over hver dag, fortæller han.

Da Esben Dalgaard blev født, lå hans ene fod op ad skinnebenet, og det har blandt andet krævet en skinne og flere operationer at nå dertil, hvor han er i dag, hvor han i stor udstrækning kan bruge sin fod normalt.

- Der er dog et påbud, jeg aldrig har trodset, og det er dansen, siger han og fortæller, at han nu vil undersøge, om det virkelig kan passe, at han ikke kan holde til det.

Esben Dalgaard

42 år.

Skuespiller.

Blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater og Lee Strassberg Theatre Institute i 2008.

Modtog i 2011 en Reumert Talentpris for sin titelrolle i Rønne Teaters forestilling 'Glistrup'.

Har lavet teater over hele landet, men har siden 2016 været en del af Det Kongelige Teaters faste ensemble. Her har han blandt andet medvirket i 'Riget' og 'Højskolesangbogen'.

Har haft roller i en række tv-serier, blandt andre '1864' og 'Gidseltagningen', ligesom han portrætterede storsvindleren Casper Rieper-Holm i 'En fremmed flytter ind'.

Bor på Amager med sin kone og to børn.

Vil ikke brække næser

Selvom foden ikke stopper ham, er Esben Dalgaard dog stadig ikke helt tryg ved sine egne evner på et dansegulv.

- Jeg frygter, at jeg kommer til at skade min dansepartner. At jeg kommer til at brække hendes storetå eller at svinge armen og brække hendes næse. Én ting er det, der går ud over mig selv. Der skal jo være en eller anden, der falder, men jeg har ikke lyst til at være den kæmpe klodsede mand, der brækker nogens næse, siger han og fortæller, at han er bekymret for sin koordinationsevne.

For der er stor forskel på den grove motorik, man bruger som teaterskuespiller, og den finmotorik, standarddans kræver, understreger han.

- Vi er jo helt nede i miniaturen, hvor det er vigtigt, om det er hælen eller forfoden, der er i gulvet, og om knæet er strakt, mindes han dommernes ord fra tidligere sæsoner af ’Vild med dans’.

- Jeg ved slet ikke, om jeg kan få min krop til at forstå de signaler. Der er nok ikke noget af det, der er nemt, men jeg frygter især de hurtige danse, siger han.

Som at stikke hovedet ind i en løves gab

Frygten for at blive den klodsede danser, der ikke kan få ben og fødder til at bevæge sig lige så hurtigt som musikken, holder heldigvis ikke Esben Dalgaard tilbage.

- Jeg er 100 procent panisk angst, og det føles som at stikke hovedet ind i en løves åbne mund. Men hvis den eneste grund til, at man siger nej til en udfordring, er, at man er bange, så er det et forkert beslutningsgrundlag, slår han fast.

- Hvis det kun er frygten, der afholder en fra at gøre det, så bør man genoverveje, om det ikke også kunne blive sjovt. Og jeg tror, at vi får en kæmpe fest, og at det bliver skidesjovt, samtidig med at det er udfordrende, siger Esben Dalgaard.