20-årige Asta Björk Ivarsdottir skal erstatte Claudia Rex – blev opdaget ved et tilfælde

Asta Björk Ivarsdottir bliver den yngste professionelle danser i årets ’Vild med dans’. Se hele holdet her.

Sidste år vandt hun et danmarksmesterskab. Til efteråret står hun på de bonede tv-gulve i ’Vild med dans’.

Årets overraskelse blandt de professionelle dansere er den 20-årige islænding Asta Björk Ivarsdottir.

Hun kan ikke vente med at svinge danseskoene og træningspisken i tv-programmet.

- Jeg glæder mig selvfølgelig til at se, hvem jeg skal danse med, men også til den kreative opgave at få koreografi og musik til at fungere, siger hun.

Til trods for at hendes dansekollegaer i programmet har flere års erfaring end hende, frygter hun ikke presset.

- Det bliver uden tvivl hårdt, men jeg er ikke bange for det. Jeg er lige kommet ud af danseverdenen, hvor der er så meget pres, så det er jeg ikke i tvivl om, at jeg nok skal håndtere, siger hun.

Og hendes unge alder vil måske endda tilføre noget.

- De andre har måske mere erfaring og professionalitet, men jeg har en ung og fjollet energi, som også kan noget.

Fakta: Asta Björk

  • Asta Björk Ivarsdottir
  • 20 år
  • Født i Island, men flyttede til Smørum som 12-årig
  • Vandt DM i De Danske Danseskoler i 2017
  • Bor med sin kæreste i Bagsværd
  • Yndlingsdans: Samba
  • Trænerstil: En mellemting mellem streng og sød

Asta Björk Ivarsdottir overtager pladsen fra Claudia Rex, der gjorde comeback i sidste års program sammen med Simon Jul, men som har valgt ikke at medvirke i år.

- Claudia er jo mega nice. Det er nogle store sko at udfylde, lyder det fra debutanten.

Se den fulde liste af professionelle dansere længere nede i artiklen.

Blev opdaget som kamera stand-in

Asta Björk Ivarsdottir er født i Island af islandske forældre, men familien flyttede til Smørum på Sjælland, da hun var 12 år gammel.

Her begyndte hun at danse standard og latin på højt plan, og hun har blandt andet danset på dommer Britt Bendixens danseskole, Pejsegården. Astas største bedrift som danser var, da hun med partneren Jason i 2017 vandt danmarksmesterskabet i De Danske Danseskolers turnering.

Her ses Asta i fuldt danseskrud og makeup - sammen med hendes professionelle dansepartner.
Her ses Asta i fuldt danseskrud og makeup - sammen med hendes professionelle dansepartner. Foto: Privatfoto

Det var også med dansepartneren Jason, at hun første gang stiftede bekendtskab med produktionen bag ’Vild med dans’.

De to arbejdede som stand-ins for et af parrene under en kameraprøve sidste år.

Efterfølgende blev hun så kontaktet af produktionsselskabet bag ’Vild med dans’ med et tilbud, hun ikke kunne sige nej til.

- Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville stå her som en af de professionelle dansere et år senere. Jeg var jo bare 19 år gammel dengang som stand-in. Det er ret vildt, siger hun.

Genert, men ikke i sambakjole

Den islandske danseprinsesses spidskompetence er latindansene – og især samba er hendes favorit:

- Jeg er vild med musikken, nogle fede latin-beats. En sommersang, man bare ikke kan lade være med at danse til.

Selvom hun betegner sig selv som genert og ikke meget for opmærksomhed i det daglige, så ændrer hun karakter på dansegulvet.

- Når man danser, så tager man en maske på for at spille skuespil og fortælle en historie med dansen. Så kan man stå der i en lillebitte latinkjole uden at være genert, siger hun.

Asta bor sammen med sin kæreste, som hun mødte, da de gik i gymnasiet sammen. Han er dog ikke den store danser, fortæller hun.
Asta bor sammen med sin kæreste, som hun mødte, da de gik i gymnasiet sammen. Han er dog ikke den store danser, fortæller hun. Foto: privatfoto

Når Asta sammen med resten af ’Vild med dans’-holdet skyder første program i gang, så bliver det med hendes største fan blandt tilskuerrækkerne.

For selvom hendes forældre er flyttet tilbage til Island, så har hendes mor allerede sikret sig flybilletter til Danmark på premierefredagen

- Hun er min største fan. Så selvfølgelig skal hun sidde og se med på første række, fortæller Asta Björk Ivarsdottir med et grin.

Se hele holdet af professionelle dansere i efterårets 'Vild med dans.

Thomas Evers Poulsen

Kvartfinale Video: Søren Pors Grundahl

Han har været med lige fra første sæson tilbage i 2005, og i år bliver det den trettende omgang for den populære danser.

Thomas har vundet 'Vild med dans' to gange, første gang i 2005 sammen med Mia Lyhne og igen i 2015 sammen med endnu en skuespiller, Ena Spottag.

I anden sæson tog han en afstikker til dommerpanelet, men vendte siden tilbage på gulvet som danser til mange fans’ store glæde.

Mie Martha Moltke

Se Jokeren og Mie Martha Moltke i en Salsa Video: Søren Pors Grundahl

Hun havde egentlig pensioneret sig selv i tv-programmet, men til seernes store glæde ændrede Mie Martha Moltke sin beslutning.

Sidste år kunne de se hende svinge den danske rapper Jokeren rundt på dansegulvet.

Mie Martha Moltke bedste placering indtil videre har været en fjerdeplads. Det opnåede hun i 2016 med Thomas Buttenschøn og i 2007 med Lai Yde, som hun blev gift med og senere skilt fra.

Mads Vad

Se Mie Ø. Nielsen og Mads Vad i en vals. Video: Karoline Lunddal Dam

To sejre og fem semifinaler er det blevet til for Mads Vad, der i år deltager i sin trettende sæson af ’Vild med dans’.

Han dansede sig hele vejen til sejrsskamlen med tv-vært Cecilie Hother i 2010 og i 2013 med bordtennisspilleren Mie Skov, men har også opnået fine resultater med Paprika Steen (femteplads) og Søs Egelind (fjerdeplads).

Mille Funk

Se Christian Bækgaard og Mille Funk danse cha-cha-cha Video: Anne Brandbjerg

Det bliver fjerde år i ’Vild med dans’ for Mille Funk, og hun er dermed et af de nyere ansigter.

Hun har optimeret dansetrinene hos politikeren Rasmus Jarlov, tv-vært Christian Müller Bækgaard og ikke mindst skuespiller Mathias Käki. Sidstnævnte er hun blevet kærester med, efter de lærte hinanden at kende i programmet.

Morten Kjeldgaard

Se Iben Hjejle og Morten Kjeldgaard i en tango. Video: Ida Zander Jensen

Han har opnået imponerende resultater i løbet af de fem sæsoner, han har været med.

Sidste år blev det ”kun” til en andenplads med skuespiller Iben Hjejle, men i 2016 vandt han sammen med bokseren Sarah Mahfoud.

Karina Frimodt

Kvartfinale Video: Søren Pors Grundahl & 11492

Kendisserne lærer at sætte fødderne rigtigt, når de danser med Karina. Syv sæsoner har hun været med i, og hun er kendt for at danse rundt med de mere modne herrer i programmet – blandt andre Kurt Thyboe og John ’Faxe’ Jensen.

Sidste år tæmmede hun håndboldspiller Daniel Svensson, og parret endte på en tredje plads

Hendes bedste placering opnåede hun i 2013, hvor hun blev nummer to sammen med komikeren Uffe Holm.

Frederik Nonneman

. Video: Søren Pors Grundahl

En af de nyere tilføjelser til ’Vild med dans’-familien er Frederik Nonneman. Han kan i denne sæson fejre sit seks års jubilæum.

Senest svingede han youtuberen Julia Sofia rundt på gulvet, og det kom der et godt venskab ud af. Ellers har han danset med tv-vært Lene Beier, badmintonspilleren Tine Baun og The Raveonettes-musikeren Sharin Foo.

Sofie Kruuse

Se Lucas Hansen og Sofie Kruuse i en Salsa Video: Søren Pors Grundahl

På trods af at hun med sine 41 år er en af de mere livserfarne dansere, så er det kun femte sæson af ’Vild med dans’ for Sofie Kruuse. 

De fleste husker hende især for i 2013 at danse med fodboldikonet Allan Simonsen, der opnåede en form for kultstatus i programmet.

Esbern Syhler-Hansen

Se Ane Høgsberg og Esbern Syhler-Hansen danse salsa Video: Anne Brandbjerg

Sidste års nye dreng i klassen vender tilbage til skærmen. Efter at han dansede parløb med komiker ane Høegsberg sidste år, er Esbern klar til nye ’Vild med dans’-oplevelser.

Sammen med Ane opnåede han en 11.-plads.

Jenna Bagge

Se René Holten Poulsen og Jenna Bagge i en slowfox. Video: Karoline Lunddal Dam

Fem sæsoner i ’Vild med dans’ kan danseren Jenna Bagge nu skrive på sit CV.

Sidste år dansede hun med roeren Rene Holten Poulsen, og duoen opnåede en syvende plads.

Michael Olesen

Se Sofie Lassen-Kahlke og Michael Olesen i en samba. Video: Karoline Lunddal Dam

Endnu en 'Vild med dans'-veteran er på banen igen i år.

Sidste år vandt han for første gang nogensinde sammen med skuespiller Sofie Lassen-Kahlke.

Han har svunget Mette Blomsterberg, Pia Allerslev, Anne Grethe Bjarup-Riis og en hel del andre kendte kvinder rundt i løbet af sine 11 sæsoner af ’Vild med dans’.