Rapperen Lucy Love skal være med i ’Vild med dans’ – frygter prinsessekjolerne mest

Lucy Love kan godt se sig selv i en skarp tango, men hun ser ikke ligefrem frem til at skulle danse vals.

Sangerinden og rapperen Lucy Love skal til at kridte danseskoene, for til efteråret skal hun være med i ’Vild med dans’.

Dermed bliver hun den 11. nydanser, der er blevet offentliggjort til årets udgave af danseshowet, og hun skal blandt andre dyste mod Rolf Sørensen, Signe Lindkvist og Rosa Kildahl fra ’Den store bagedyst’.

Lucy Love, der bærer det borgerlige navn Lucy Siame, er vant til at arbejde med musik, så hun tror, at hun på grund af sin rytmiske sans vil have en lille fordel i forhold til sine konkurrenter.

- Men samtidig er det så langt væk fra min verden som overhovedet muligt. Jeg forstår musik, og jeg er vant til at danse, men der er langt fra den elektroniske rapscene til ’Vild med dans’ standarddanse med glamour og lange kjoler, siger den 33-årige rapper.

Lucy Love

33 år.

Sangerinde og rapper.

Født i Zambia af en engelsk mor og en zambisk far og flyttede til Amager som 2-årig.

Fik sit gennembrud i 2009 med albummet ’Superbillion’, der blandt andet indeholdt hittet ’Daddy was a DJ’.

Har deltaget i tv-programmet ’Mentor’.

Har en billedkunstneruddannelse fra Det Fynske Kunstakademi.

Bor på Amager med sin kæreste.

Skræmmes af dansevideoer

Det er netop faldet på plads, at Lucy Love skal være med i efterårets program, men hun har allerede nået at lave lidt research.

- Jeg har set lidt videoer på nettet, men faktisk har det haft modsat effekt. Jeg får det lidt dårligere, når jeg ser det, for det ser uopnåeligt ud, siger hun og gør det klart, at hun tror mere på egne evner inden for latin- end standarddans.

- Jeg synes, at sådan noget som tango er sejt. Der er der noget power og skarphed. Vals er nok det, jeg har mindst lyst til. Jeg kan ikke forholde mig til den slags musik, og jeg kan ikke se mig selv i sådan en Disney-prinsessekjole, siger hun.

Frygter at blive stadset op

Og det med påklædningen er faktisk noget af det, Lucy Love frygter mest.

 Lucy Love står selv for det kunstneriske udtryk i sine musikvideoer og pressebilleder. Det kan for eksempel se således ud.
Lucy Love står selv for det kunstneriske udtryk i sine musikvideoer og pressebilleder. Det kan for eksempel se således ud. Foto: Alexander Vissing

Hun har taget en billedkunstnerisk uddannelse på Det Fynske Kunstakademi, og det er noget, der i den grad kommer til udtryk i det farverige og sprælske tøj, hun normalt klæder sig i.

Det er et look, der er langt fra det, ’Vild med dans’ lægger op til, og den 33-årige sangerinde er spændt på, om hun kan genkende sig selv, når hun bliver stoppet i en kjole og får håret fint sat op.

- Jeg føler lidt, at det er en rolle, jeg skal påtage mig, og det bliver den største udfordring. Men idéen med det her show er jo, at man skal tage nogle personer fra én verden og putte dem ind i en helt anden, så det er jeg også med på.

- Det betyder dog ikke, at jeg ikke har det super noiren over at skulle gøre det, og jeg kommer til at prøve at give det mit eget twist – lige nu har jeg for eksempel grønt hår, griner hun.

A post shared by Lucy Love (@lucylovemc) on

Se sæson 15 af 'Vild med dans' på TV 2 til efteråret indtil da kan du gense dine yndlingsøjeblikke fra sidste år på TV 2 PLAY.