Adam Duvå Hall med i 'Vild med dans' - klar til at lære klassiske dyder

Adam Duvå Hall glæder sig til at lære et nyt håndværk, når han til efteråret debuterer blandt 'Danmarks modigste dansere'.

Han har ofte en satirisk tilgang til sit arbejde, hvad enten man kan se ham på TV, eller hører ham i æteren.

Men der intet humoristisk over den måde, som Adam Duvå Hall går ind til den nye sæson af 'Vild med dans' senere på året.

- Selvfølgelig vil jeg have det sjovt, men jeg er ret ydmyg overfor, at jeg skal til at lære noget nu, og det glæder jeg mig helt vildt til, siger Adam Duvå Hall.

Netop det at få et helt nyt stofområde ind under huden har været en af de vigtigste årsager for tv- og radioværten til at stille op i dansekonkurrencen.

Han håber på at kunne få en forståelse af dans, som han kalder for et håndværk.

- Jeg synes, det er sejt at kunne danse en vals, der er noget klassisk over at kunne føre en dame på et gulv. Det er sgu meget godt at kunne, tror jeg, siger Adam Duvå Hall.

Samtidig har han sagt ja ud fra et motionsaspekt.

- De påstår, at man kommer i god form, og det falder på et tørt sted, tror jeg efter sådan en god sommer.

Adam Duvå Hall er både kendt som TV- og radiovært fra diverse programmer.
Adam Duvå Hall er både kendt som TV- og radiovært fra diverse programmer. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Både lidt latin og standard

Selvom glæden ved at lære noget nyt overskygger det meste, så er Adam Duvå Hall selvfølgelig også nervøs og lidt skræmt over, hvor mange seere, han skal danse foran.

- Man stiller sig op i klaskehøjde, hvis ikke man får øvet sig nok, falder eller glemmer noget, siger han.

Adam Duvå Hall

43 år.

TV- og radiovært.

Indledte karrieren på skærmen som vært på blandt andet de to satireprogrammer 'Torsdag i 2'eren' og 'Go' røv og go' weekend'.

Var mellem 2011 og 2015 vært på diverse programmer på TV 3. Heriblandt 'Jeopardy' og 'Fristet'. 

Inden da vært på radioprogrammerne 'Monkey Business' og 'Formiddagen med Adam og Sara'.

Har tre gange vært ved Dansk Melodi Grand Prix.

Tidligere redaktør for satire og udvikling på radiokanalen P3.

Det er da heller ikke det store tilhørsforhold han har til dans, og for det meste har han også stået i baren og spillet smart, som han forklarer det.

- Men det må sgu være meget sejt at kunne danse. Det ser sjovt ud og pigerne respekterer det på en helt anden måde, siger han.

Hvis han endelig har bevæget sig ud på et dansegulv, så har stilen muligvis heller ikke været helt nem at placere.

- Det er sådan med noget med løb på stedet og en masse pegefingre, noget skål og nogle krammere. Det er en gryderet af forskellige nemme løsninger, siger Adam Duvå Hall.

Om han mest er en latin- eller en standarddanser er svært at svare på.

- De fleste af os rummer vel altid en vals og lidt varmblodet sydspansk forførelsesdans.

Adam Duvå Hall lavede i mange år radioprogramet 'Monkey Business' med kollegaen Mads Vangsø.
Adam Duvå Hall lavede i mange år radioprogramet 'Monkey Business' med kollegaen Mads Vangsø. Foto: Anders Birger Schjørring / Scanpix Danmark

Vil ikke skuffe mor

Adam Duvå Hall har snakket med flere bekendte, som tidligere har deltaget i 'Vild med dans', hvilket også har medvirket til beslutningen om at deltage.

En af dem er komikeren Simon Jul, der deltog i programmet i 2017, som også har givet lidt råd med på vejen.

- De siger, at man ikke kan 'fake' sig igennem det her program, man skal tage det alvorligt. Der skal lægges en indsats, siger Adam Duvå Hall.

På hjemmefronten er der stor begejstring for tv- og radioværtens deltagelse. Her er der også et godt incitament til gøre noget ved dansen i træningslokalet.

- Min kone er helt vild, og synes det er det bedste, der er sket for mig i rigtig mange år. Min mor glæder sig, hun er også fast seer. Jeg vil jo gerne have, at hun kan gå ud af en dør uden at bøje nakken i skam. Hende vil jeg gerne gøre stolt, siger Adam Duvå Hall.

Du kan se sæson 15 af 'Vild med dans' på TV 2 til efteråret - inden da kan du gense dine yndlingsøjeblikke fra sidste år på TV 2 PLAY.