Signe Lindkvist er klar til 'Vild med dans'

Hun har danset pardans med børnefigurer som Bamse og Bruno. Nu er Signe Lindkvist spændt på at møde sin nye dansepartner.

De store overdådige kjoler er hverdagskost. Rampelyset er hun vant til at blive blændet af. 

Live-tv og tusindvis af seere er heller ikke nogen ny udfordring. Alligevel kan Signe Lindkvist lige nu mærke en uro i kroppen. 

Hun er vant til at fjolle for sit publikum og få dem til at grine, men hun ved, at hun også skal lære at holde masken, hvis hun skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at danse en god paso doble.

- Lige nu frygter jeg det værste, siger hun om sin rolle i 'Vild med dans' 2018.

Signe Lindkvist

44 år

Tv-vært og cirkusprinsesse

Tidligere kanalredaktør for DR Ramasjang og TV 2 Zulu 

Vært på programmer som MGP og Danmarks Indsamling og medvirkende i andre som 'Stjerner på slottet' og 'Mads & Monopolet'

Mest kendt er hun for børnefjernsyn. I 1990'erne var hun vært på TV 2-programmet PULS. Siden har hun lavet børnefjernsyn med blandt andet Anders Lund Madsen og bjørnen Bruno  

Sommeren igennem har hun underholdt det yngste publikum i Cirkus Summarum

Klassens klumpedumpe

Det værste har hun en meget klar forestilling om. Det vil være et helt bestemt blik fra hendes dansepartner. 

Hvem det er, ved hun ikke endnu. Hun glæder sig eventyrligt til at få svar, og i ventetiden tænker hun på, hvordan det vil gå, når de to skal danse for første gang. 

- Jeg er nervøs for, at jeg første gang får et blik fra min partner, der siger: "Åh nej, jeg har fået den tunge klumpedumpe i klassen. Bare jeg dog havde trukket et andet kort," siger hun.

Hun vil nemlig gerne gøre det godt, også for sin partners skyld. Men det kan blive en udfordring. 

Signe Lindkvist er cirkusprinsesse i Cirkus Summarum, der for tiende gang i år satte en cirkusforestilling op for børn.
Signe Lindkvist er cirkusprinsesse i Cirkus Summarum, der for tiende gang i år satte en cirkusforestilling op for børn. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

For selvom Signe Lindkvist er vant til at underholde og gerne indtager dansegulvet til private fester, så er det ikke fordi, hun er en født stjerne på et dansegulv. 

- Jeg er virkelig højre-venstre-blind. Jeg kan det slet ikke. Og hvis fødderne skal én ting, og armene skal noget andet, siger Signe Lindkvist, der stopper op og sukker, inden hun konkluderer: 

- Koordination er jeg bare helt afsindig dårlig til.

Klar til kamp

Selvom udfordringerne er til at få øje på for nydanseren, så er det en gammel drøm, der går i opfyldelse, når Signe Lindkvist snører danseskoene.

- Jeg har altid danset som en del af mit arbejde med shows, som vært og som cirkusprinsesse. Jeg er bare virkelig ikke særlig god til det, og jeg har altid drømt om at lære at danse rigtigt, forklarer hun, og hun er parat til at give sig hen i danselokalet i timevis for at gøre drømmen til virkelighed.

- Jeg er en lille kæmper, og jeg har samme logik som en humlebi: Kæmper man nok, skal det nok fungere. Så det er mest bare et spørgsmål, hvor svær kampen bliver, siger Signe Lindkvist.

Signe Lindkvist med børnefiguren Bruno, som hun har levet flere børneprogrammer med.
Signe Lindkvist med børnefiguren Bruno, som hun har levet flere børneprogrammer med. Foto: Marie Hald / Scanpix

Forsigtige ambitioner

Hun håber, at hun får lov at kæmpe kampen sammen med en professionel danser, hun kan fjolle med. Gerne en homoseksuel en af slagsen. Det er hun sikker på, kæresten der hjemme vil sætte mest pris på. 

Men uanset hvad ved hun, at hun bliver bakket op hjemmefra. 

Selv af sin 13-årige datter, Karla My, der dog som en hver anden teenager er lidt nervøs for, at hendes mor vil gøre noget pinligt. Om bekymringen er berettiget må tiden vise. 

- Lige nu ville jeg i hvert fald have meget svært ved bare at danse ude at flække af grin, siger Signe Lindkvist og fortæller, at venner og familie synes det er sjovt, at hun skal være med i 'Vild med dans'.

Karla My Schollert Nordquist var med sin mor, Signe Lindkvist, på turné med Cirkus Arena i sommeren 2015 i anledning af cirkusset fyldte 60 år. Her optrådte Signe Lindkvist blandt andet med Uffe Holm, der var i finalen i 'Vild med dans' 2013.
Karla My Schollert Nordquist var med sin mor, Signe Lindkvist, på turné med Cirkus Arena i sommeren 2015 i anledning af cirkusset fyldte 60 år. Her optrådte Signe Lindkvist blandt andet med Uffe Holm, der var i finalen i 'Vild med dans' 2013. Foto: Sara Gangsted / Scanpix Denmark

I virkeligheden er det nok Signe Lindkvist selv, der tvivler mest på, at hun kan danse sig hele vejen til enden.

- Ambition er at gøre det så godt, jeg overhovedet kan. Min drøm er at være der så længe, at jeg kan blive en god danser. Men jeg tror ikke, jeg vinder det. Det er lidt urealistisk, lyder vurderingen af egne evner. 

Du kan se sæson 15 af 'Vild med dans' på TV 2 til efteråret - inden da kan du gense dine yndlingsøjeblikke fra sidste år på TV 2 PLAY.