Her er de to nye ’X Factor’-dommere

Veteranen Thomas Blachman får følgeskab af to store navne fra den danske musikbranche.

Den ene er en internationalt kendt sangerinde med erfaring fra ’Voice Junior’ – den anden har opnået stor succes herhjemme som sangskriver, producer og rapper.

Onsdag præsenterede tv-værten Sofie Linde det samlede dommerhold i ’X Factor’.

Dermed blev det afsløret, hvem der skal sidde ved siden af den rutinerede dommer Thomas Blachman, når TV 2 for første gang blænder op for talentprogrammet til næste år.

Thomas Blachman får til den kommende sæson følgeskab af sangerinden Oh Land og musikmageren Ankerstjerne.

Lysten større end men’erne

Nanna Øland Fabricius står bag kunstnernavnet Oh Land. Hun har hittet herhjemme og i udlandet med sange som ’White Nights’ og ’Sun of a Gun’, og hun glæder sig til at komme i gang.

- Jeg er virkelig spændt. Det kan godt være, man har set det i fjernsynet, og ved, hvad det handler om, men jeg ved jo ikke, hvordan det føles endnu. Jeg ved dog, at jeg går ind til det med åbne arme og virkelig gerne vil have noget fedt ud af det, fortæller hun.

Den 33-årige sangerinde skulle alligevel lige overveje situationen, før hun sagde ja.

- Men det er, fordi jeg tager det seriøst. Jeg ved, at det er Danmarks mest sete underholdningsprogram, og der er et meget større pres på. Når jeg går ind i noget, går jeg 100 procent ind i det og giver mig selv og min tid, siger Oh Land, der i øjeblikket også arbejder på et nyt album.

- Men jeg kunne mærke, at lysten til at lave det hele tiden var større end alle men’erne.

Jeg bliver skide god til det

De, der kender 33-årige Lars Ankerstjerne Christensens musik, kender ham nok bedst for hans mellemnavn.

Ankerstjerne arbejder både som sangskriver og producer, og under sit eget navn rapper han og er blandt andet kendt for hits som ’Tag hvad du vil’ med Burhan G, ’Mit navn i lys’ og ’Lille Hjerte’.

Derudover har han været med til at skrive en lang række sange i samarbejde med Rasmus Seebach.

Ankerstjerne mener, at dommermuligheden kommer på det rette tidspunkt:

- Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg har mulighed for at lave ting, som også bare er spændende og sjove. Jeg arbejdede ret målrettet i særdeleshed i mine 20'ere. Jeg har virkelig været fokuseret og har nok også haft skyklapper på i forhold til min karriere. Men det her dumpede ligesom ned fra himlen, og så tænkte jeg: ”Ja, for helvede, det bliver sjovt”, siger han.

Ankerstjerne går efter guldet – han er nemlig overbevist om, at han kommer til at klare sig godt som dommer.

- Det her er sammenfaldet af alle mine forskellige kompetencer: At kunne spotte et talent, forløse en artist og være med til at finde ud af, hvilke facetter i et menneske vi skal dyrke, hvilke dele af en persons historie vi skal fortælle. Sådan noget elsker jeg. Det har jeg gjort meget med mit arbejde, så jeg tænker, at jeg kommer til at være skide god til det, griner han.

Du kan stadig nå at være med

Drømmer du om at stå på scenen til ’X Factor’ 2019?

Så kan du nå det endnu. Men det kræver, at du melder dig til en precasting. Precastingen er en indledende runde, hvorfra du kan være heldig at gå videre til auditions og synge foran dommerne.

Precastingerne kommer til at blive afholdt i slutningen af august 2018 i København, Odense og Aarhus.

Tilmeld dig precastings her.