- De kan pisse mig af, siger Blachman om nye 'X Factor'-dommere

De to nye dommere, Ankerstjerne og Oh Land, skal ikke forvente en blød start på sangprogrammet med deres meddommer Thomas Blachman.

Han er kendt for sine lange enetaler – som tit begynder i én retning, men kan ende i en fuldstændig anden.

Som oftest har han en opsang til tv-seerne hjemme i stuerne. Men deltagere og hans meddommere går heller ikke fri af hans bramfri meninger og skarpe tunge.

Heller ikke selvom de to dommere er nye i 'X Factor' sammenhæng. 

Det slog Thomas Blachman, der selv har 10 sæsoner af programmet bag sig, fast, da sløret blev løftet for, hvem han skal dele dommerrollen med i den kommende sæson. 

-  Vi er meget forskellige, og det er der, det starter. De kan pisse mig af. Jeg kan pisse dem af. Uden tvivl, siger den garvede dommer om dommerkollegaerne sangerinden Oh Land og sangskriver, producer og rapperen Ankerstjerne. 

Hans fulde navn er Lars Ankerstjerne Christensen, og han og er blandt andet kendt for hits som ’Tag hvad du vil’ med Burhan G, ’Mit navn i lys’ og ’Lille Hjerte’.

Bag kunstnernavnet Oh Land gemmer sig Nanna Øland Fabricius. Hun har hittet herhjemme og i udlandet med sange som ’White Nights’ og ’Sun of a Gun’. 

TV-vært Sofie Linde med de tre 'X Factor'-dommere hun skal holde i kort snor.
TV-vært Sofie Linde med de tre 'X Factor'-dommere hun skal holde i kort snor. Foto: Lars E. Andreasen/TV 2

Thomas Blachman i ’X Factor’

  • Han har været dommer i 10 ud af 11 sæsoner.
  • Han var ikke med i sæson 3 i 2010 – i stedet var dommerne Remee, Pernille Rosendal og Soulshock.
  • I 2012 valgte han at smide sin egen gruppe ud – som den første i dansk ’X Factor’-historie.
  • Han har vundet to gange – i 2014 med gruppen Anthony Jasmin og i 2018 med gruppen Place on Earth.
  • Han har også været mentor for den populære gruppe Citybois.

Veteranen vil lære af de nye

Selvom den garvede 'X Factor'-dommer forventer at krydse klinger med de nye i klassen, så er han ikke skråsikker på at vinde den kamp. 

- Nanna og Ankerstjerne er jo sindssygt dygtige unge mennesker. De er nogle af de dygtigste, jeg kan komme i tanke om i det her land, så jeg tror, det bliver super, super fedt, selv for mig at opleve, siger Thomas Blachman.

Kan du ligefrem lære noget af dem?

- Det kan jeg helt sikkert. Det er gensidigt. De er super vibrerende og virkelig, virkelig kompetente.

Thomas Blachmann bliver flankeret af to nye dommere til årets X Factor. Video: Carina Buus

- Jeg kan godt lide folk, man kan skære sig på

Trods rosen kan de to nye dommere godt mærke presset fra den rutinerede af slagsen.

Sangerinden Oh Land kalder Thomas Blachman en "velsmurt maskine", der ved, hvad det hele går ud på efter mange sæsoner i programmet.

Hun har kun mødt ham få gange, men hun forventer, at de to vil komme godt ud af det med hinanden, når de tager plads bag dommerbordet sammen.  

- Thomas Blachman føler jeg mig ofte ret enig med. Jeg er ikke altid enig med ham i måden, han leverer det på. Men han virker som en underholdende type, og jeg kan godt lide folk, man kan skære sig på. Så længe man bare holder fast i sig selv og ikke lader sig rive med, siger hun. 

Sangerinden Nanna Øland Fabricius er ny dommer i 'X Factor'. Video: Maria Thuesen Bleeg

Ankerstjerne kender kun Blachman fra tv-skærmen, og her har den karakteristiske personlighed heller ikke afskrækket ham.

- Jeg har altid været vild med ham. Jeg synes, han er sej. Han slår mig som et menneske, der har en mission. Det respekterer jeg sindssygt meget. Det er ikke fordi, jeg altid 100 procent kan afkode, hvad det går ud på, men jeg synes, han er dygtig og sjov, og han er helt klart også en grund til, at jeg har sagt ja til programmet, siger Lars Ankerstjerne Christensen. 

Ankerstjerne er i dag blevet afsløret som ny dommer i 'X Factor' 2019. Video: Carina Buus

Du kan stadig nå at være med

Drømmer du om at komme gennem de tre dommeres nåleøje og stå på scenen til ’X Factor’ 2019?

Så kan du nå det endnu. Men det kræver, at du melder dig til en precasting. Precastingen er en indledende runde, hvorfra du kan være heldig at gå videre til auditions og synge foran dommerne.

Precastingerne kommer til at blive afholdt i slutningen af august 2018 i København, Odense og Aarhus.

Tilmeld dig precastings her.