Ny forlystelse til mange millioner klar i Tivoli

16x9
Med høj fart drejes gæsterne både vertikalt og horisontalt rundt, mens de udsættes for knap 4G. Her ses loftet på Tik Tak. Foto: Tivoli

Den nye forlystelse erstatter gammel kending.

Efter at have været tre år undervejs er den sidste skrue nu sat i Tivolis nye satsning til en værdi af 30 millioner kroner.

Navnet er Tik Tak, og der er garanti for at blive godt gammeldags rundtosset, lover pressechefen i den københavnske forlystelsespark, Torben Plank.

- Den bliver en af parkens vildeste forlystelser, og vi har glædet os meget til at præsentere den, siger han.

Selvom den er færdig, må gæsterne dog lige vente lidt længere - Tik Tak begynder først at køre den 10. august.

Snurretoppen går på pension

Den nye forlystelse er opført, hvor Snurretoppen stod, og dermed er det også et endeligt farvel til den gamle kending, der efter 14 millioner ture på 29 år er sendt på pension.

- Men den nye forlystelse kommer til at slå Snurretoppen flere gange, siger Torben Plank.

For den otte meter høje forlystelse drejer i høj fart gæsterne horisontalt og vertikalt rundt og skal give en forestilling om en tidsrejse.

Og dermed kvalificerer den sig til en plads i top-5 over de vildeste forlystelser i Tivoli sammen med blandt andre Dæmonen og Vertigo.

Forlystelsen er overdækket og blandt de fem vildeste i Tivoli.
Forlystelsen er overdækket og blandt de fem vildeste i Tivoli. Foto: Tivoli
Den nye forlystelse kan rumme 40 gæster af gangen og 750 i timen og for at prøve den, skal man være mindst 140 centimeter høj.
Den nye forlystelse kan rumme 40 gæster af gangen og 750 i timen og for at prøve den, skal man være mindst 140 centimeter høj. Foto: Tivoli

Godt for turisme

Den nye forlystelse kommer også til at gøre byen mere attraktiv for turister, mener administrerende direktør i turistorganisationen Wonderful Copenhagen Mikkel Aarø-Hansen.

- Vi arbejder målrettet på at få turisterne til både at blive her længere og til at komme igen på et senere tidspunkt, siger han og fortsætter:

- Derfor er det afgørende, at vi som destination løbende udvikler vores udbud af oplevelser. Og her spiller Tivoli en stor rolle.

Tik Tak får også ros af formanden for European Coaster Club, Justin Garvanovic, der lægger vægt på, at den er egnet til både børn og voksne.

Forsinket

Først blev det meldt ud, at forlystelsen kunne prøves, da Tivoli åbnede dørene for sæson nummer 175 den 24. marts.

Men den endelige indvielse måtte altså udskydes til den 10. august, da kompliceret teknologi og scenografien gjorde, at det trak ud, oplyser pressechefen.

Tik Tak kan findes i det sydvestlige hjørnes videnskabelige tema, der i forvejen tæller forlystelserne Himmelskibet, Astronomen og Aquila.