Peter Plys-tegning slår rekorder – solgt for 3,6 millioner kroner

16x9
Inden Peter Plys blev en Disney-figur blev han tegnet af E. H. Shepard. Foto: Nf / SCANPIX NORDFOTO

Et håndtegnet kort over Hundredmeterskoven er blevet solgt som den dyreste bogillustration nogensinde.

Mange børneværelser har gennem tiden været udsmykket med plakater af Peter Plys og hans venner fra Hundredmeterskoven.

Men ikke alle illustrationer med den eventyrlige skovs beboere kan købes for et almindeligt barns lommepenge.

I hvert fald er en 92 år gammel pennetegning af lige netop Hundredmeterskoven blevet solgt for et svimlende beløb på 430.000 britiske pund, eller hvad der svarer til mere end 3,6 millioner danske kroner, skriver The Guardian.

Dermed er det den dyreste bogillustration, der nogensinde er blevet solgt på auktion.

Tegningen, som den blev præsenteret hos auktionshuset Sotheby's.
Tegningen, som den blev præsenteret hos auktionshuset Sotheby's. Foto: Simon Dawson / Ritzau Scanpix

Langt dyrere end forventet

Det tyder på, at tegningen er blevet til i et samarbejde mellem Peter Plys-forfatteren A. A. Milne og bogillustratoren E. H. Shepard.

Selv om tegningen er enestående, havde det britiske auktionshus Sotheby’s, som havde den til salg, kun forventet at sælge den for mellem 840.000 og 1,3 millioner danske kroner.

Det endelige hammerslag endte i stedet med at lyde på mere end tre gange så meget, og det er ifølge Philip Ernington, der er seniorspecialist i auktionshusets bogafdeling, måske ikke så underligt.

- Kortet er en del af definitionen på Peter Plys’ verden. Ligegyldigt hvordan du møder Plys, om det er gennem en bog eller en Disney-tegnefilm, er kortet din vej ind. Det er det første, du møder. Det har resonans, siger han til The Guardian.

Sad allerede på verdensrekorden

E. H. Shepard, der er kunstneren bag, har ud over tegninger til ’Peter Plys’ også lagt pen til illustrationerne i ’Vinden i Piletræerne’ fra 1908.

Og så var det også ham, der i forvejen sad på rekorden for dyreste bogillustration nogensinde. Også denne var en tegning fra Peter Plys-universet – denne gang af hovedpersonen selv, Grisling og deres ejer, Jakob.

Det var en dansk fan, der i 2014 købte denne tegning for mere end 2,9 millioner kroner.

Enorm prisstigning

Det er ikke første gang, at det 92 år gamle kort over Hundredmeterskoven har været på auktion hos Sotheby’s, men det er næsten 50 år siden, og det var til en helt anden pris.

I 1968 blev det solgt for 695 pund eller 5544 danske kroner. I dag ville det svare til et beløb på godt 48.000 kroner.

Allerede to år efter var pennetegningen igen under hammeren. Denne gang lød det højeste bud på 1700 pund eller 14.300 kroner, svarende til 113.000 nutidskroner.

Der er altså sket noget af en prisstigning i løbet af de knap 50 år, tegningen har været væk fra auktionshusene, og det er noget, der skaber forhåbninger i bogafdelingen hos Sotheby’s.

- Så vi ser frem til at se det igen om 50 år, siger seniorspecialist Philip Ernington.