Molly Egelind skal være med i 'Vild med dans' - ligesom hendes mor var det

Molly Egelind har fundet ud af, at der ikke er noget farligt i at blive sammenlignet med sin mor.

Hun har allerede oplevet ’Vild med dans’-studiet, danseglæden og de nerver, der følger med.

Dengang - i år 2015 - sad hun på tilskuerrækkerne, da hendes mor, Søs Egelind, gik på dansegulvet med dansepartneren Mads Vad.

Nu er det Molly Egelinds egen tur, og den 30-årige skuespiller tøvede ikke med at sige ja, da hun fik tilbuddet om at være med i 15. sæson af ’Vild med dans’.

- Jeg har oplevet på nært hold, hvor fantastisk en oplevelse det er. Det er ikke bare et tv-program, det er jo en ekstra familie, man får, siger hun til TV 2.

Molly Egelind

30 år

Datter af skuespiller Søs Egelind og filmfotograf Bjørn Blixt

Fik sin filmdebut i 2002 og har siden spillet med i en række danske film, teaterforestillinger og tv-serier – blandt andet ’Mercur’

Rollen som den unge brud i Susanne Biers komedie ’Den skaldede frisør’ gav hende en Robert-nominering for ’bedste kvindelige birolle’. Derudover blev hun i 2013 hædret med publikumsprisen Svend-prisen som ’Årets Håb’

Har hovedrollen i dramaserien ’Sygeplejeskolen’, som forventes at få premiere på TV 2 CHARLIE til efteråret

Bor i København med sin mand og deres datter på snart fire år

Frygter første runde

Molly Egelind blev uddannet skuespiller i 2015, men medvirkede allerede tre år forinden som den unge brud i Susanne Biers komedie ’Den skaldede frisør’.

Rollen sikrede hende en Robert-nominering for ’Bedste kvindelige birolle’, og hun har siden optrådt i en række teaterforestillinger og tv-serier – blandt andet ’Mercur’.

30-årige Molly Egelind fik sit gennembrud, da hun medvirkede i 'Den skaldede frisør'. Her spillede hun blandt andre sammen med Trine Dyrholm.
30-årige Molly Egelind fik sit gennembrud, da hun medvirkede i 'Den skaldede frisør'. Her spillede hun blandt andre sammen med Trine Dyrholm. Foto: Lis Kasper

Skuespilleren har fulgt ’Vild med dans’ i de 14 sæsoner, der er løbet over skærmen. Derfor blev hun også en smule overvældet, da telefonen ringede.  

- ’Vild med dans’ er en institution. Det er halvdelen af mit liv, det har kørt i fjernsynet, og jeg synes bare, det var helt vildt. Mig, lille mig? Må jeg få lov at være med? Sådan har jeg det lidt, siger hun.

Hun beskriver sig selv som ”latterligt klodset” og ser derfor også frem til – forhåbentlig – at blive mere yndefuld og få mere kropskontrol gennem dansen.

Og har hun ét mål for sin medvirken, er det, at hun kommer videre fra første runde. 

- Altså det tænker alle jo sikkert, når de går ind til det: ”Bare jeg ikke bliver den første, der ryger ud”. Men det, synes jeg, simpelthen ville være så frygteligt, griner hun.

Molly Egelind spiller med i den nye dramaserie 'Sygeplejeskolen', som forventes at få premiere på TV 2 Charlie til efteråret.
Molly Egelind spiller med i den nye dramaserie 'Sygeplejeskolen', som forventes at få premiere på TV 2 Charlie til efteråret. Foto: Mike Kollöfel / TV 2

Mor sagde ”glæd dig”

Men der er også noget at leve op til på familiekontoen, eftersom Søs Egelind dansede sig til en fjerdeplads i programmets tolvte sæson. Og Molly Egelind har da også allerede gjort sig tanker om, at parallellen ligger lige for.

Fordi hun har valgt samme levevej som sin mor og nu også træder i sporene fra hendes dansesko.

- Det var kæmpestort for min mor at være med på alle ledder og kanter. Og det er jo det bedste udgangspunkt for mig, at nogen, som jeg holder enormt meget af, har haft en sindssygt god oplevelse. Så tør jeg godt springe ud i det, siger Molly Egelind.
- Det var kæmpestort for min mor at være med på alle ledder og kanter. Og det er jo det bedste udgangspunkt for mig, at nogen, som jeg holder enormt meget af, har haft en sindssygt god oplevelse. Så tør jeg godt springe ud i det, siger Molly Egelind. Foto: Privatfoto

Men det pres, datteren til tider kan føle over sammenligningen, forsvandt, da hun så den tidligere landsholdsmålmand Peter Schmeichel heppe på sin søn i målet under Danmarks VM-ottendedelsfinale mod Kroatien.

- Der tænkte jeg bare: ”Det der, det er for fedt at se på”. En far, der hepper på sin søn. Og faren er skidegod, og sønnen er skidegod. Jeg håber bare, det bliver lidt på samme måde. Hun blev nummer fire, og det er da godt klaret, mand, griner Molly Egelind og fortsætter:

- Og altså, jeg ved jo, at de er på et helt andet niveau, men da jeg sad og kiggede på det, indså jeg, at der jo ikke var noget farligt i, at man sammenlignede de to.  

Rådet fra Søs Egelind til sin datter var da også helt simpelt: ”Sig ja og glæd dig!”.

- Jeg kan mærke, at hun ved, jeg kommer til at synes, det er pissesjovt, siger Molly Egelind.

Se sæson 15 af 'Vild med dans' på TV 2 til efteråret - inden da kan du gense dine yndlingsøjeblikke fra sidste års sæson på TV 2 PLAY.