Ikonisk vindersang var slet ikke tiltænkt fodboldpublikum

TV 2 har mødt medlemmerne af Queen til en snak om den sang, mange forbinder med en fodboldsejr - ikke mindst den danske EM-sejr i 1992.

Det er vindersangen, alle vil synge.

Fra den yngste miniput i Østerbro Boldklub til de danske europamestre i fodbold i 1992.

Det er Queens 'We are The Champions', det handler om. En sang, der ikke begrænser sig til sejre på sportsbanerne.

- Den sang betyder meget for mig. Vi sang den, da jeg blev færdig som fysioterapeut, fortæller fysioterapeut Ruth Valling Hansen til TV 2.

Også gymnasielærerne Karen Marie Hansen og Gry Schæfer har unikke oplevelser med den sang.

- Det var den, de spillede, da vi blev europamestre i 1992, siger Karen Marie Hansen.

Og drengene fra Østerbro Boldklub, der slet, slet ikke var født da Queens Freddie Mercury skrev den i 1977, skråler den fuldstændig ubesværet. Ligesom den danske målmand Kasper Schmeichel og hans holdkammerater i engelske Leicester gjorde det, da Leicester sensationelt vandt det engelske mesterskab i fodbold for to år siden.

Tænkte ikke på fodbold

Men Freddie Mercury, der døde i 1991, tænkte ikke på fodbold, da han skrev sangen, fortæller Queens guitarist Brian May.

- Jeg tror ikke, Freddie havde nogen anelse om, det ville blive en fodboldsang. Den var til os og vores publikum, siger Brian May til TV 2, da vi møder ham og de øvrige medlemmer af Queen i London.

Queen er i dag gendannet med de oprindelige medlemmer Brian May (guitar) og Roger Taylor (trommer). Manden der nu synger 'We are the Champions' og er sanger i Queen, hedder Adam Lambert - han er 36, og han var altså heller ikke født, da sangen blev skrevet.

- Jeg elsker den sang. Den er større end mig, siger Adam Lambert.

Kendte fodboldsange

We are the Champions

Den legendariske 1992-trøje. Foto: Scanpix
Queens legendariske hit fra 1977 er skrevet af Freddie Mercury. Den var ikke tænkt som en sportssang, men den er blevet det. Det var den, der hamrede ud af højttalerne, da Danmark vandt EM i fodbold med en 2-0 sejr over Tyskland i Gøteborg 1992, og den var officiel sang ved VM i fodbold i USA 1994.

You'll never walk alone

Liverpool-fans. Foto: Oli Scarff / Ritzau Scanpix
Det var Liverpool-gruppen Gerry & The Pacemakers, der i 1963 hittede med sangen, som den lokale fodboldklub LIverpool FC's  fans hurtigt tog til sig - og deres version af sangen inden Liverpools hjemmekampe kan få tårer i øjnene hos selv de mest kyniske fans. Sangen er oprindelig fra en amerikansk musical og er skrevet i 1945 af komponisten Richard Rodgers og tekstforfatteren Oscar Hammerstein III. 

Always look on the bright side of Life

Sanger stammer fra filmen Life of Brian Foto: Wikipedia / Wikipedia
En kultsang blandt mange fodboldfans, der sætter pris på den afvæbnende ironi og fraværet af store stadion-akkorder, som ellers kendetegner mange fodboldsange. Sangen stammmer fra Monty Python-filmen Life of Brian fra 1979 og er skrevet af et af medlemmerne, Eric Idle. Monty Python lavede en version til det engelske landshold inden VM i fodbold 2014, som blev holdets uofficielle slagsang - holdet blev slået ud i puljespillet. Fans fra klubber som Leeds, Swansea og Nottingham Forest har brugt melodien til smædevers til deres modstandere, og da Sverige sidste år slog Italien i kampen om en billet til VM i Rusland, sang de svenske fans sangen for de italienske fans.

Jump

Brøndby-fans på stadion Foto: Scanpix / Scanpix
Med det iørefaldende keyboard-riff og opfordringen til at hoppe, er heavy rock-gruppen Van Halens store 80-er hit fra 1984 nærmest født som stadion-hymne, og adskillige klubber verden over har taget sangen til sig som det nummer, der lades op med inden kampstart. Blandt andet Brøndby i Danmark og den franske storklub Olympique de Marseille. Den italienske storklub AC Milan brugte i mange år nummeret i forbindelse med scoringer til hjemmeholdet i kampe på det legendariske San Siro-stadion i Milano.

Blue Moon

Manchester City fejrer mesterskabet. Foto: Andrew Boyers / Ritzau Scanpix
Den amerikanske komponist Richard Rodgers har den specielle ære at stå bag hele to klassiske sange, som fodboldklubber i det fodboldgale England har taget til sig. Blue Moon, som han har skrevet sammen med tekstforfatteren Lorenz Hart i 1935, er den engelske mesterklub Manchester Citys foretrukne fansang. Blandt andet har Liam Gallagher fra Oasis, der er glødende City-fans, indspillet en version af sangen.