'Perfekte Steder' får endnu en sæson

16x9
Hovedpersonerne Rose og Tobias kommer tilbage i 2019. Foto: TV 2

Særligt én af karakterernes historier kommer til at tage et voldsomt sving.

ZULU-serien 'Perfekte Steder' bliver forlænget med en tredje sæson.

Det fortæller manuskriptforfatter og instruktør bag serien Mikael Wulff.

- I den nye sæson fortsætter vi selvfølgelig med at følge Rose og Tobias' kærlighedshistorie, men seerne kan også se frem til, at der bliver foldet nogle andre dilemmaer og karakterer mere ud, siger Mikael Wulff.

Og så er seriens tredje runde også anderledes på et centralt punkt.

- Anden sæson foregik om vinteren, så den var mørk, men den nye sæson skal vi filme til sommer, så der kommer til at være en anden lys og lystfyldt stemning.

Serien følger hovedpersonerne Rose og Tobias, der mødes tilfældigt på gaden i København, og selvom de ikke kunne være mere forskellige, bliver de hovedkuls forelskede. Og så starter problemerne.

Men udover de to hovedrolleindehavere, så vil man i den kommende sæson også se mere til både karakteren Simone og karakteren Natasha.

Simones verden ramler i sidste afsnit af 'Perfekte steder'.
Simones verden ramler i sidste afsnit af 'Perfekte steder'. Foto: TV 2

Sæsonafslutningen havde særligt et dramatisk twist for karakteren Simone, der kan vise sig at blive skæbnesvangert i den nye sæson. Se sæsonens sidste afsnit på PLAY her.

- Det er rigtigt, at der sker noget ret specielt for karakteren Natasha, som bliver spillet af Sus Wilkins. Hun er jo ret jetsetter-agtig og model, og hun fester meget. Måske også lidt for meget. Så hun skal igennem en udvikling, fortæller Mikael Wulff uden at afsløre, præcis hvad der venter hende.

Skuespillerinde Sus Wilkins' historie kommer til at præsentere et dilemma, som serien ikke har berørt før.
Skuespillerinde Sus Wilkins' historie kommer til at præsentere et dilemma, som serien ikke har berørt før. Foto: Malene Anthony Nielsen / Scanpix Denmark

Skuespillerne begynder indenfor den kommende tid at filme til sæson tre, som har planlagt premiere i det nye år.