Se vinderen af ’Hjem til gården’ ringe hjem og overraske sin mor

35-årige Jannie havde svært ved at forstå, at hun vandt finalen – men hendes mor havde endnu sværere ved det.

- Fuck, hvor er det mærkeligt med en telefon, siger 35-årige Jannie Bager, da hun for første gang i 40 dage stod med en iPhone i hånden.

Som deltager i 'Hjem til gården' havde hun ikke haft adgang til moderne elektronik, og derfor virkede den ellers velkendte telefon som noget nyt og fremmedartet.

Jannie Bager klarede alle ugerne i ’Hjem til gården’ og endte i finalen mod Lars Jørgensen, som hun vandt over. 

Inden finalen gik i gang, blev både Lars’ og Jannies forældre orienteret om, at de ville få et opkald fra deres respektive børn inden for et par timer.

Finalen trak lidt ud, og det betød, at Jannies mor, Lena Bager, ventede i seks timer på opkaldet. Og det var altså hård kost for en spændt mor, der havde undværet sin datter i 40 lange dage.

Det var tydeligt, at Jannies mor blev både overrasket, glad og lettet, da hun hørte sin datters stemme for første gang i mange uger.

Se klippet med telefonopkaldet øverst i artiklen.

Jannie fik både blomster, champagne og en halv million kroner, da hun vandt finalen i 'Hjem til gården'.
Jannie fik både blomster, champagne og en halv million kroner, da hun vandt finalen i 'Hjem til gården'. Foto: Lotta Lemche

"Jeg er nødt til at fortælle dig..."

- Hej skat. Hvad så? Hvad sker der? Jeg kan ikke finde ud af det, siger Jannies mor næsten febrilsk, da hun blev ringet op.

Med glædestårer trillende ned ad kinderne forsøgte Jannie først at undlade at fortælle, at hun havde vundet. Men efter blot få sekunders kontakt fløj ordene ud af hendes mund:

- Nej, jeg kan godt forstå, at du er forvirret, men det er også, fordi jeg er nødt til at fortælle dig, at jeg fucking har vundet.

Grin og gråd

Først forstod Jannies mor ikke, hvad der blev sagt, og Jannie blev nødt til at gentage det to gange.

- Har du det? Nej, er det rigtigt? Hold kæft, skat. Jeg vidste det, siger hun med en blanding af grin og gråd, inden hun igen måtte forsikre sig, at hun havde hørt rigtigt:

- Jannie, har du vundet det hele?

Kæmpede i alle discipliner

Og Jannie Bager har vundet denne sæson af 'Hjem til gården', der onsdag aften blev vist på TV 2.

Efter 40 fulde dage på gården, en lang række ugeopgaver, en enkelt tvekamp mod Ditte og hele tre storbondetjanser, slog den 35-årige nordjyde sin modstander Lars i finalen.

Her kæmpede de i alle tre discipliner. Først skulle de save, så skulle de svare på en række vidensspørgsmål og til sidst samle en trillebør i træ på tid.

Jannie klarede sig bedst og vandt dermed 500.000 og titlen som vinder af 'Hjem til gården'.

Har du fået lyst til at deltage i næste sæson af 'Hjem til gården'? Så kan du tilmelde dig her.