H.C. Andersen-eventyr på liste over 100 vigtigste bøger gennem historien

16x9
En statue af Hans Christian Andersen på H.C. Andersen-museet i Odense. Arkivfoto. Foto: Ola Torkelsson / Scanpix Denmark

Listen, som er udarbejdet af britiske BBC, byder på titler som 'Odysseen', 'Onkel Toms hytte', 'Frankenstein' og '1984'.

Der skal nok være en del, som vil mene, at det er helt hen i vejret at lave en liste over de vigtigste bøger i verdenshistorien. 

Ikke desto mindre er det præcis det, det britiske medie BBC netop har udgivet. Nærmere bestemt har BBC i den seneste måned indsamlet bud fra 108 litterære eksperter - heriblandt forfattere, akademikere, journalister, kritikere og oversættere - på, hvilke skønlitterære historier, som har forandret verden og gjort en forskel gennem årene. 

Eksperterne, som er udvalgt i 35 forskellige lande, kunne vælge mellem romaner, digte, folkeeventyr og dramaer.

Øverst på listen har eksperterne peget på Homers 'Odysseen', et af de største oldgræske heltedigte, der er skrevet på det klassiske versemål heksameter og er en tekst, mange nok vil kunne huske fra deres gymnasietid.

På de følgende pladser finder vi andre klassikere som 'Onkel Toms Hytte', 'Frankenstein' og '1984'. Længere nede på listen er andre kendte bøger som 'Hamlet', 'Ulysses', 'Processen' og 'Madame Bovary' placeret. 

En af de fundamentale myter

Hver af de 108 litterære eksperter, som BBC havde udvalgt, skulle rangliste de fem vigtigste bøger, de mente, havde den største langtidsholdbarhed, kunne "rejse på tværs af kontinenter" og havde forandret samfundet. 

Nummer et på listen er altså 'Odysseen', fortællingen om Odysseus' hjemfærd fra Troja og dramatiske hjemkomst til Ithaka, som Homer forfattede i det 8. århundrede før vor tidsregning. 

BBC stiller selv spørgsmålet: Hvorfor er 'Odysseen' så placeret øverst på listen? En af eksperterne, forfatteren Natalie Haynes, svarer følgende: 

- Fordi det er en af de fundamentale myter i den vestlige kultur; fordi den omhandler det at være en helt; fordi den har store kvindelige karakterer, såvel som mænd; fordi den er fyldt med guder og monstre og er ægte episk og fordi den tvinger os alle til at sætte spørgsmålstegn ved de antagelser, vi måtte have om erobringer, krig og det evigt aktuelle spørgsmål om, hvad det betyder at vende hjem. 

Dansk ekspert er ikke imponeret

Som dansk læser skal man endog rigtig langt ned på listen, før vi finder et helt velklingende navn.

Vores egen berømte forfatter, H.C. Andersen, er placeret som nummer 92 på listen med 'Kejserens nye klæder'. Og den placering er ikke noget, der vækker jubel hos professor Johs. Nørregaard Frandsen, som er centerleder på H.C. Andersen Centret i Odense.

- Hvis det skal opfattes som en prioriteret liste, så er jeg ikke imponeret over H.C. Andersens plads som nummer 92. 'Kejserens nye klæder' er et af Andersens små eventyr, men om nogen har han i verdenslitteraturen konstrueret synet på og respekten for barnet og demonstreret at tale magten midt imod. "Han har jo ikke noget på, siger barnet".

- Andersen er da langt større end en række af de nævnte navne her. Han er i dag en af de 3-5 mest kendte forfattere i verden, også i Kina, og han er ikke bare en hyggelig eventyrfortæller. Han forandrede verden og koblede barndommen med fantasien. Han ændrede bevidsthedsformen og vores måde at se verden på, hvis du spørger mig. Men jeg er jo nok inhabil, siger Johs. Nørregaard Frandsen. 

Præget af tilfældigheder

H.C. Andersen Centret bedriver forskning på højeste internationale niveau, og har som erklæret mål at "udvikle nye litteratur-, kultur- samt formidlingsvidenskabelige tilgange til H.C. Andersen og til Andersens samlede kunstnerværk".

To andre af centrets medarbejdere, som TV 2 har forholdt BBC's liste, mener, at rangordningen vidner om, hvor tilfældighedspræget tilgangen til den slags lister egentlig er.

- At Margaret Atwoods 'Tjenerindens fortælling' ligger så højt på listen, som tilfældet er, kan udelukkende skyldes, at den lige har været basis for en tv-serie ('The Handmaid's Tale, red.) med stor gennemslagskraft. Så havde man lavet sådan en liste lige efter, Disney havde søsat deres version af 'Den lille Havfrue', så var Andersens eventyr sandsynligvis kommet med – og sikkert med en højere placering end 92, siger professor Jacob Bøggild fra H.C. Andersen Centret. 

I 'Kejserens nye klæder' fortæller Andersen om en pyntesyg kejser, der bruger sine penge på tøj og kommer galt afsted, da to bedragere bilder kejseren og hans embedsmænd ind, at det dyre stof, tøjet er syet af, ikke kan ses af mennesker. Hvorefter kejseren går gennem byen med ikke andet end sit undertøj på. 

Hvor er Henrik Ibsen?

Førnævnte Johs. Nørregaard Frandsen mener, at BBC's liste er udpræget angelsaksisk. Han har læst størstedelen af titlerne på listen og er "helt uforstående overfor, at H.C. Andersen ikke er placeret i top-10."

- Andersens betydning i verden er jo enorm. Så mange andre forfattere har taget fat i ham og taget det videre. Han opfandt en genre, tingseventyr, hvor ting, eksempelvis en tepotte, tillægges værdier og kan tænke og sige noget. Andersen har også haft stor indflydelse på flere store russiske forfattere, siger centerlederen fra H.C. Andersen Centret i Odense.

Han undrer sig i øvrigt også over, at en forfatter, som den norske dramatiker Henrik Ibsen, ikke er at finde på listen. 

- Ibsen satte da om nogen kønsdebatten i gang med 'Et dukkehjem'. Jeg kan godt se, at der er mange af de store klassikere til stede her, men jeg giver ikke så meget for den slags lister. De er udtryk for synspunkter som er meget angelsaksiske, og så har man for en sikkerheds skyld smidt et par kinesiske forfattere ind, siger Johs. Nørregaard Frandsen. 

Top-10 på BBC's liste over de 100 bøger, der har forandret verden mest

'Odysseen'

Skrevet af Homer i det 8. århundrede før Kristus

'Onkel Toms Hytte'

Skrevet af Harriet Beecher Stowe i 1852

'Frankenstein'

Skrevet af Mary Shelley i 1818

'1984'

Skrevet af George Orwell i 1949

'Things Fall Apart'

Skrevet af Chinua Achebe i 1958

'Tusind og én nat'

En samling af eventyr på arabisk, samlet mellem det 8. og det 18. århundrede

'Don Quixote'

Skrevet af Miguel de Cervantes i 1605-1615

'Hamlet'

Skrevet af William Shakespeare i 1603

'Hundrede års ensomhed'

Skrevet af Gabriel García Márquez i 1967

'Iliaden'

Skrevet af Homer i det 8. århundrede før Kristus