Er Helmigs VM-sang inspirereret af TV 2s hyldestsang til landsholdet?

Titlen på de to sange har næsten samme ordlyd.

Thomas Helmig skal indspille den officielle danske sang til VM i fodbold.

På et bestemt punkt minder Thomas Helmigs sang dog umiskendeligt meget om et nummer, som TV 2s nyhedvært Cecilie Beck fremførte ved showet 'De Største Øjeblikke' i december 2017.

'Hele Danmark op at stå' kommer VM-sangen fra Thomas Helmig til at hedde, mens Cecilie Beck sang nummeret 'Danmark Op At Stå', der var TV 2s hyldestsang til landsholdet og som er skrevet af Niels Olsen.

Selvom de to titler ligner hinanden utrolig meget, er der ingen bitterhed at spore hos nyhedsværtinden.

- Det er godt, at Thomas Helmig går ind for genbrug. Det er en stor cadeau til Niels Olsen, at han har kunnet finde på så godt en hookline, at Helmig simpelhen ikke har kunnet finde på noget, der var bedre.

- Han må have tænkt: ”Den er for fed, den er jeg nødt til at bruge igen”, siger Cecilie Beck med et blink i øjet.

Afstemning

Aldrig tænkt som officiel VM-sang

'Danmark Op At Stå' fra Cecilie Beck opnåede i starten af januar at ligge nummer syv på Spotify's viral-liste og nummer 12 i iTunes.

Men på trods af de fine hitlisteplaceringer var sangen aldrig tænkt som den officielle danske VM-sang. 

- Sangen har aldrig været pitchet for DBU. Den var lavet til vores show og de danskere, der gider at høre den, siger Cecilie Beck, der samtidig fortæller, at hun ikke har været i kontakt med Thomas Helmig om hans sang.

- Man kan jo ikke eje en sangtitel på den måde, og vi betragter os overhovedet ikke som værende i konkurrence. Jeg synes, det er dejligt. Nu har vi to VM-sange, og de hedder det samme, så det er lige til at finde ud af, siger hun.

DBU fortæller til Ritzau, at der ikke er tale om samme sang, og at man kun har kendskab til Thomas Helmigs sang, som udkommer i begyndelsen af juni.

Spillernes favorit

Den aarhusianske sanger har længe været en favorit blandt herrelandsholdsspillerne til at synge dem på vej til turneringen i Rusland til sommer.

I omklædningsrummet, efter at Danmark havde kvalificeret sig til VM, kom Viktor Fischer med en åbenlys invitation.

- Thomas er hermed inviteret til at indspille årets landsholdssang. Få det lige arrangeret med DBU's presseafdeling, sagde FCK-spilleren i en video, som Yussuf Poulsen optog.

For Thomas Helmig er det en kæmpe ære at få lov og synge den officielle danske VM-sang.

- Jeg skulle lige finde vinklen, for jeg har ikke skrevet sådan en type sang før. Jeg har forsøgt at skrive om de følelser, fodbold i almindelighed og landsholdet i særdeleshed vækker i os. Samt om hvad der er forbundet med at have et nationalt samlingspunkt, siger han i en pressemeddelelse fra DBU.

Her kan du se alle de officielle danske slutrundesange gennem tiderne. Stem på dine favoritsange ved hjælp af pilene. Den sang, der får flest stemmer, ender på førstepladsen og så fremdeles.

Hvilken slutrundesang er den bedste?