Sådan bliver finalen i 'Hjem til gården' - se her hvilken magt de tidligere beboere får

16x9
Det var en kamp på udholdenhed og styrke, der sendte Ditte hjem i tvekampen. Foto: Lotta Lemche

Dittes kræfter slap op i tvekampen. Alligevel kommer hun til at sætte sit præg på finalen.

- Jeg kunne overhovedet ikke mærke mine fingre længere. Jeg kiggede ned på dem og kunne se, at de var helt hvide, der var ikke blod i dem længere.

Ditte Rosenberg måtte give slip på den 20 kilo tunge kornsæk i den sidste tvekamp inden finalen.

I 30 minutter under bagende sol havde hun holdt sækken løftet, men nu var der ikke mere energi tilbage.

- Jeg begyndte at skifte håndstilling, og det skulle jeg ikke have gjort, for så kunne jeg pludselig mærke smerterne.

Da kornsækken røg til jorden, røg Dittes mulighed for en plads i finalen i ’Hjem til gården’.

I stedet blev det Jannie Bager, der nu er med blandt de sidste fire deltagere i kampen om æren og de 500.000 kroner. Udover Jannie er også Jeppe, Lars og Benjamin tilbage i finaleugen.

Men Dittes rolle i 'Hjem til gården' er ikke ovre endnu. Sammen med de andre tidligere beboere får hun en særlig magt over finalen.

Gamle beboere vender tilbage

I de foregående afsnit af ’Hjem til gården’ har taberen af tvekampen skrevet et brev og udnævnt næste uges storbonde.

Men fordi vi nu går ind i finaleugen, kommer det til at foregå lidt anderledes.

De ni eksbeboere, der uge efter uge er blevet sendt hjem til deres vante hverdag, vender tilbage til gården lidt uden for Maribo. Her skal de overnatte - sammen med de fire tilbageværende beboere. 

Det bliver et gensyn med både gamle venner og uvenner, når deltagerne samles på gården igen.
Det bliver et gensyn med både gamle venner og uvenner, når deltagerne samles på gården igen. Foto: Lotta Lemche / Lotta Lemche

De tidligere beboere skal om aftenen give en stemme til den af de fire tilbageværende beboere, de mener har fortjent at vinde ’Hjem til gården’. Den person, der får flest stemmer, får en direkte plads i den afgørende finaledyst.

De tre resterende finalister skal i en tremandskamp om den anden plads i finaledysten. 

Fyldt op af taktik

Det betyder, at Jannie, Jeppe, Lars og Benjamin har en hel dag til at forsøge at tale deres egen sag for de gamle beboere, når de besøger gården.

Men den chance har Jannie ikke tænkt sig at benytte sig af, siger hun:

- Jeg har ikke tænkt mig at prøve at gå rundt og overbevise nogen om, at de skal vælge mig. Hvis de har lyst til at vælge mig, så skal de gøre det. Det er sådan, jeg vil vælges, siger hun.

Lars har heller ikke planer om at påvirke de tidligere beboere til at stemme på ham. Han vil i stedet bare hygge sig og glæde sig over gensynet.

- Nu vil jeg bare have det godt og hygge mig. Jeg er fyldt op af taktik, jeg kan ikke mere nu, siger han.

Du kan allerede nu se, hvem de tidligere beboere stemmer på inde på TV 2 PLAY. Finaleafsnittet af 'Hjem til gården' sendes onsdag den 23. maj klokken 20.00

Lær beboerne bedre at kende
14 personer er flyttet sammen og skal drive en gammel gård.