Det siger statistikken - sådan er Danmarks chancer til Eurovision

16x9
Jonas Flodager Rasmussen vandt Dansk Melodi Grand Prix i Gigantium i Aalborg lørdag den 10. februar 2018. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er flere træk, som går igen hos mange af de tidligere vindersange.

Hvad skal der til for at slutte øverst på sejrsskamlen i Det Internationale Melodi Grand Prix?

Det spørger samtlige deltagerlande sig selv om år efter år.

Den portugisiske hovedstad Lissabon lægger i år scene til den store sangkonkurrence, og Danmark sender 33-årige Jonas Flodager Rasmussen som det bedste bud.

Under navnet Rasmussen optræder han med sit vikingeinspirerede nummer 'Higher Ground'.

Torsdag skal hans sang stå sin prøve i semifinalen, hvor 10 ud af 18 deltagere går videre.

Går det godt her, kan han fortsætte i kampen om vindertrofæet lørdag den 12. maj, hvor finalen løber af stablen. Og forhåbningerne er på forhånd store til det danske bidrag.

- Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke vi kommer videre fra semifinalen. Jeg fornemmer, at der er rigtig store forventninger til Danmark - ikke mindst fra de danske fans, men også fra resten af Europa, siger Johann Sørensen, der er formand for den danske Melodi Grand Prix-fanklub, til TV 2.

Bookmakernes vinderfavorit til Eurovision 2018

Nr. 1: Cypern

Nr. 2: Israel

Nr. 3: Irland

Nr. 4: Frankrig

Nr. 5: Sverige

Nr. 6: Tyskland

Nr. 7: Litauen

Nr. 8: Italien

Nr. 9: Norge

Nr. 10: Estland

Nr. 17: Danmark

Listen er lavet lørdag kl. 9.30 - oddsene ændrer sig løbende.

Kilde: Eurovision World

Han lægger vægt bag ordene ved at referere til en sammenkomst, der onsdag aften var mellem Rasmussen og de danske fans i Lissabon, hvor også flere udenlandske fans var mødt op.

- Det er ikke noget, vi har set før, så det tyder på, at der er en positiv interesse omkring den danske viking, siger Johann Sørensen.

Men hvordan ser den typiske vindersang til Det Internationale Melodi Grand Prix egentlig ud? Og hvordan passer Danmarks sang ind i den skabelon?

Flere ting går igen blandt dem, der har kunnet løfte trofæet.

Det skriver det engelske medie NewStatesman, der har undersøgt og sammenlignet 16 vindersange fra de tidligere år. 

Det dystre hitter

En Grand Prix-sang er typisk skrevet som en popsang i enten dur eller mol.

Sange i dur er ofte lyse og glade, og det lyder måske som et rigtigt Grand Prix-hit. Men det er faktisk ikke tilfældet længere, viser den engelske opgørelse.

Europas Grand Prix-smag har ændret sig, og 12 ud af de første 16 vindersange siden årtusindskiftet er skrevet i mol, med D-mol som den mest vindende toneart.

Ifølge den musikalske analytiker Peter Vuust kan de mange vindersange i mol have noget at gøre med det store rykind af østlande, der er kommet i det Internationale Melodi Grand Prix de sidste 20 år.

- Mol er meget typisk for østlandene. Deres traditionelle musik er i mol, hvor det bliver anset for at være glad musik. I den vestlige kultur anser man dur som den glade toneart og mol som mere sørgelig, siger han til TV 2.

Afstemning

Peter Vuust har også taget et kig på Rasmussen og vurderet det musikalske bag det danske bidrag.

- Den er i dis-mol. Den gør egentlig det, den skal som grandprix-sang. Den sørger for at have nogle genkendelige ting, som den gentager en hel del gange. Det er en synge-med-sang, siger musikanalytikeren.

Netop vikingetemaet, som Rasmussen har valgt, er en meget typisk ting.

- Man skal kunne genkende sangen på en eller anden måde. De har deres udklædning, skibene i baggrunden og måden, musikken er sat sammen på. Den er stammeagtig, og trommerne er typiske for etnisk musik. Der er noget rustikt over den måde, det lyder på, siger Peter Vuust.

Melodi Grand Prix-vinderen skal nyde sejren med holdet bag sangen. Video: Sebastian Goos

Det genkendelige er ofte typisk ved et grandprix-nummer, fortæller han - både i udtryk og sceneoptræden, men også i selve sangteksten, hvor der som regel er mange gentagelser. I den danske vindersang fra 1995 blev der for eksempel sunget 'Mols til Skagen' hele 38 gange.

Der findes dog undtagelser i forhold til vindersange og de mange gentagelser.

- Den portugisiske vinder af Det Internationale Melodi Grand Prix i 2017 gentog den samme strofe højest tre gange, siger Peter Vuust.

Syng uden om hjertet

Ligesom vindermelodierne har taget en drejning fra dur til mol, er vinderteksten også blevet mere dyster siden årtusindskiftet ifølge analysen fra NewStatesman.

Vinderne synger i højere grad om uvejr og storm, mens fem af de seneste tabere har sunget om solskin.

Den største fare er dog at synge om sit hjerte. Sange hvor ordet hjerte har været centralt, har indtaget sidstepladsen ni gange siden årtusindskiftet.

Heldigvis for Rasmussen og Danmark bliver hjerte ikke nævnt i 'Higher Ground', men om der bliver sunget om uvejr og storm kan være svært at sige med sikkerhed.

Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke vi kommer videre fra semifinalen.

Johann Sørensen, Formand for den danske Melodi Grand Prix-fanklub

Formanden for den danske Melodi Grand Prix-fanklub mener, det er et lidt andet tema, som det danske bidrag kommer med.

- Det er en fredselskende viking. Det er budskabet, at man skal vælge freden fremfor den brutale kamp. Det er noget, der taler ind i den ånd, der hersker i Europa lige nu, hvor man nogle steder ser, at der er mere splittelse end sammenhæng. På den måde rammer sangen noget, siger Johann Sørensen.

Samtidig mener han, at Rasmussen kan mere end flere af sine modstandere og skiller sig ud fra mængden.

- Vi har en sang med et budskab, det er ikke bare en popsang, hvor man prøver at score nogle billige point med vindmaskiner og fyrværkeri, siger Johann Sørensen.

Hvis man endnu en gang skæver lidt til statistikken, så fortæller den også, at to tredjedele af vinderne siden årtusindskiftet har været solister.

Danskerne tror på Rasmussen

En ting er dog statistik, noget andet er oddsene på den danske sang. Blandt danskerne er tiltroen stor.  

46 procent af dem, der har spillet på semifinalen torsdag aften, har sat deres penge på, at Rasmussen vinder den.

Skulle Danmark vinde semifinale 2, får man i skrivende stund odds 17 hos bet365, hvor vores nordiske venner er store favoritter med henholdsvis odds 2,37 på Norge og 3,25 på Sverige.

Danske vindere af Det Internationale Melodi Grand Prix

1963: Grethe & Jørgen Ingemann - "Dansevise"

Grethe & Jørgen ingemann Foto: Pedersen Peer / Ritzau Scanpix
Første gang Danmark løb med sejren ved Det Internationale Melodi Grand Prix var i 1963, hvor ægteparret Grethe og Jørgen Ingemann sang sig til en førstplads med nummeret 'Dansevise'.
Konkurrencen blev afholdt i London og havde deltagelse af 16 lande. Danmark vandt med 42 point foran Schweiz på andenpladsen.

2000: Brødrene Olsen - "Fly on the Wings of Love"

Brødrene Olsen, Niels "Noller" Olsen og Jørgen Olsen Foto: Mogens Flindt / Scanpix Danmark
I Globen i Stockholm i år 2000 overraskede de to ældre brødre alt og alle, da de strøg til tops og endnu en gang kunne give Danmark sejren ved Det Internationale Melodi Grand Prix.
Med sangen "Fly on the Wings of Love" fik Danmark 195 point og vandt foran Rusland, der blev nummer to.

2013: Emmelie de Forrest - "Only Teardrops"

Emmelie de Forest synger "Only Teardrops" Foto: DR / DR
Den seneste gang Danmark har kunnet juble over en førsteplads ved Det Internationale Melodi Grand Prix var i 2013, hvor Emmelie de Forrest endte øverst på podiet.
Også her blev sangkonkurrencen afholdt i Sverige - denne gang dog i Malmö.
26 hold var med i finalen, hvor det danske bidrag "Only Teardrops" hentede 281 point foran Aserbajdsjan, der endte som nummer to.

Mere sandsynligt vil det være, at Danmark blot kvalificerer sig til finalen, og også på dette marked er der hos de danske tippere tro på Rasmussen.

57 procent af alle spil fra danskerne er her placeret på, at Danmark kvalificerer sig til finalen, mens altså de resterende 43 procent er spillet på tidlig dansk exit fra Lissabon.

I skrivende stund får man odds 1,44 på dansk finaledeltagelse, mens exit fra semifinalen giver pengene 2,62 gange igen.

Hvis Rasmussen kan gøre, hvad Emmilie de Forest gjorde i 2013 og vinde hele Grand Prixet, gives der i skrivende stund odds 81 hos bet365.