Deltagere i 'Toppen af poppen' 2018

16x9
Årets 'Toppen af poppen'-hold er samlet - fra venstre: Pernille Rosendahl, Søren Sko, Claus Hempler, Silas Bjerregaard, Lis Sørensen, Annika Aakjær og Thøger Dixgaard. Foto: Thomas Ravn/TV 2

'Toppen af poppen' bliver i år optaget på Møn. Her kan du lære deltagerne i sæson otte lidt bedre at kende.

Syv kunstnere, der hver især har gjort sig bemærket i det danske musiklandskab, har sagt ja til at være med i 'Toppen af poppen' 2018.

I år vil Pernille Rosendahl, Søren Sko, Lis Sørensen, Silas Bjerregaard, Thøger Dixgaard, Claus Hempler og Annika Aakjær derfor synge deres fortolkninger af sange fra hinandens bagkatalog. 

Tv-optagelserne fandt sted i foråret - denne gang i Stege på Møn, hvor sangerne ankom mandag den 30. april. 

Se årets 'Toppen af poppen' fra søndag den 26. august klokken 20 på TV 2. 

Herunder kan du læse om alle de nye deltagere i sangprogrammet.

Pernille Rosendahl

'I don't mind', 'Tomorrow never dies' og 'Lost in the fire' er blandt nogle af de store hits fra Pernille Rosendahl. Video: Anne Brandbjerg

Alder: 46 år - født den 22. marts 1972 i Hasseris i Nordjylland.

Pernille Rosendahl er tidligere forsanger i Swan Lee, og hun kan blandt andet skrive hits som ’I don’t mind’ og ’Tomorrow never dies' på cv'et. 

I 2005 modtog hun prisen som 'Årets Danske Sangerinde' ved Danish Music Awards for sin tid i Swan Lee.

Gennem 11 år var hun kærester med bassisten Johan Wohlert, som hun har fået sønnen Tristan sammen med. De to dannede i 2007 rockbandet The Storm.

Pernille Rosendahl har også tidligere været dommer i ’X Factor’, og det førte i 2007 sangeren Thomas Ring til sejren. Hun er desuden søster til filminstruktøren Christina Rosendahl.

Hun udgav sit første soloalbum i 2016, der bærer titlen ’Dark Bird’.

Læs mere om Pernille Rosendahl i 'Toppen af poppen' lige her.

Søren Sko

Musikeren Søren Sko har toppet hitlister - både i Sko/Torp og i sine soloprojekter.

Alder: 54 år - født den 4. juli 1963 i Aalborg.

Sangeren er født Søren Svenninggaard, men fik tilnavnet Sko, fordi faren havde en skoforretning.

Han flyttede siden til Aarhus og har udgivet seks studiealbums med sin musikalske makker Palle Torp. Størst var 'On a long, lonely night', der solgte mere end 200.000 eksemplarer og er et af de bedst sælgende danske debutalbums nogensinde.

Han har siden udgivet seks albums i eget navn, og i 2002 var han dommer i 'Popstars' på TV 2.

Søren Sko har modtaget tre danske grammys: Årets nye danske navn (Sko/Torp i 1991), Årets danske sanger (1991) og Årets danske sanger (1998).

Læs mere om Søren Sko i 'Toppen af poppen' lige her.

Lis Sørensen

Alder: 62 år - født 28. maj 1955 i Brabrand.

Sangerinden er uddannet musikpædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og fik sin debut som frontfigur i Shit & Chanel sammen med Anne Linnet.

Lis Sørensen har været med i en række forskellige bands - blandt andet Anne Linnet Band og Cowgirls, mens hun også sang kor for eksempelvis Gnags, Gasolin og Sebastian.

Hun udgav sit første soloalbum ’Himmelen ned på jorden’ i 1983. Siden er det blevet til yderligere 15 og bidrag til over 100 albums udgivet af kolleger eller som medlem af grupper.

Hun var gift med trommeslager Jan Sivertsen fra 1988 til 2017. Sammen har de en søn. 

Læs mere om Lis Sørensen i 'Toppen af poppen' lige her.

Silas Bjerregaard

Silas Bjerregaard har siden 2006 været forsanger i synthesizer-rockbandet Turboweekend. Video: Anne Brandbjerg

Alder: 36 år - født i 1982 i Slagelse. 

Silas Bjerregaard er forsanger i Turboweekend og Mantua.

Han flyttede til Fredensborg med familien som 10-årig, hvor han kom i klasse med de fremtidige Turboweekend-bandmedlemmer Martin Øhlers Petersen og Morten Køie.

'Into You' var bandets første P3-hit i 2006.

I 2009 blev Anders Møller en del af Turboweekend, der har 4 albums og 2 EP'er bag sig.

I februar 2018 annoncerede bandet, at de stopper, efter de har spillet de sidste koncerter.

Forsangeren er også en del af trioen Mantua sammen med Jens Skov Thomsen og Malte Aarup Sørensen, der er kendt fra Veto og Dúné.

Silas Bjerregaard er gift med den tidligere balletdanser Cecilie Lassen. Parret har en sønnen Alvin sammen. 

Læs mere om Silas Bjerregaard i 'Toppen af poppen' lige her.

Thøger Dixgaard

Den 28-årige aarhusianske sanger skal være med i efterårets 'Toppen af poppen'. Video: Anne Brandbjerg

Alder: 28 år - født den 9. oktober 1989.

Sangeren er opvokset i Aarhus-bydelen Skejby, og i en alder af 16 år blev han en del af hiphopgruppen Flødeklinikken i 2005. Senere kom han med i musikkollektivet Hukaos, som også sangeren og 'Toppen af poppen'-veteranen Karl William er med i.

Thøger Dixgaard synger pop og RnB på dansk, og han har udgivet syv singler og to ep’er.

Sangen 'Blød indeni' fra 2015 lå nummer 1 på den danske hitliste, mens hans første single 'Former' er blevet afspillet over 5,5 millioner gange på musiktjenesten Spotify. 

De seneste år har Thøger Dixgaard betrådt scener som Roskilde Festival og Skanderborg Festival, og han har optrådt til P3 Guld og årets Zulu Awards.

Læs mere om Thøger Dixgaard i 'Toppen af poppen' lige her.

Claus Hempler

Musikeren og sangeren Claus Hempler deltager i årets sæson af 'Toppen af poppen'. Video: Anne Brandbjerg

Alder: 48 år - født i 1970 og voksede op i Odense-forstaden Højby.

Den 'melankolske crooner' Claus Hempler dannede i 1981 bandet Fielfraz med sine skolekammerater. Gruppen udgav tre albums fra 1990 til 1996, før de gik hver til sit.

Han udgav sit første soloalbum ’Charm School for Pop Singers’ i 1999 - på albummet spiller Thomas Blachman trommer.

For 13 år siden blev han tildelt en Steppeulv som ’Årets vokalist’ samt prisen som ’Årets danske sanger’ ved Danish Music Awards for soloalbummet ’Hempler’.

Sidste år udgav Claus Hempler albummet ’Uppers’, som han har lavet sammen med Dicte. Synger derudover titelsangen til DRs ’Herrens Veje’ skrevet af Kristian Leth og Fridolin Nordsø.

Læs mere om Claus Hempler i 'Toppen af poppen' lige her. 

Annika Aakjær

Annika Aakjær er kendt for hits som 'Stjernestøv', 'Skulder ved skulder' og 'Plads nok'. Video: Anne Brandbjerg

Alder: 35 år - født den 6. juli 1982 og voksede op i Vodskov nær Aalborg.

Annika Aakjær har udgivet tre albums og medvirket i en række teaterforestillinger og på tv. Hun spillede Daimi i filmen 'Dirch' fra 2011 og professor Piil i DR-julekalenderen 'Julestjerner'. Hun sang desuden med på titelmelodien til julekalenderen i 2012. 

Hun står bag sange som 'Plads nok' og 'Skulder ved skulder', og sangerinden modtog en Robert for titelsangen til 'Gummi T' og en hæderspris fra sangskriverorganisationen DJBFA i 2012.

Sangskriveren arbejder i øjeblikket på sit første 'one-woman-show', der kombinerer fortællinger og sang. 

Læs mere om Annika Aakjær i 'Toppen af poppen' lige her.