Dansk hitmager fik opkald efter opløsning af sit band: - Tænkte, det var et tegn ovenfra

Turboweekend-forsangeren går snart sine egne veje, og han vil bruge deltagelsen i 'Toppen af poppen' på at finde sin nye stil.

En tirsdag formiddag i februar kom det garvede danske synthesizer-rockband Turboweekend med en vigtig besked på Facebook.

Efter 12 år havde de besluttet at gå hver til sit, når deres forårsturné og sommerens koncerter er overstået.

Blot et par timer efter ringede forsangerens telefon.

Tv-holdet bag 'Toppen af poppen' ville høre, om 36-årige Silas Bjerregaard ville være med i årets sangprogram. 

- Jeg tænkte, at det måtte være et tegn ovenfra – når én dør lukker, åbner en anden, fortæller forsangeren.

Selv om det var et rent tilfælde, var det oplagt for ham at deltage.

- Jeg var ligesom blevet en fri fugl. 

Tror, det bliver skidesjovt

Silas Bjerregaard ser frem til hele forløbet, hvor syv artister fortolker hinandens sange. Det er foreløbigt blevet offentliggjort, at også Pernille Rosendahl, Søren Sko og Lis Sørensen er med i årets 'Toppen af poppen'.

- Jeg tror, det bliver skidesjovt og rigtig hyggeligt. Jeg forestiller mig lidt en højskolestemning, hvor man lærer hinanden at kende, siger Silas Bjerregaard. 

I over et årti har han været forsanger i det københavnske band, der blandt andet er kendt for sangen 'Trouble Is'. Den har vundet en Gaffa-pris for ’Årets Hit’ og lå nummer ét på hitlister i Tyskland og Polen.

Derudover står Turboweekend bag hits som 'After Hours' og 'Miles and Miles', og blot et år efter deres gennembrud med sangen 'Into You' i 2006 blev de inviteret til at spille på Roskilde Festival.

Siden er det blevet til over 500 koncerter i ind- og udland, og i 2011 blev bandet kåret til 'Årets Danske Livenavn' ved Danish Music Awards.

Turboweekend har valgt at indstille deres fælles karriere - bandet består af Morten Køie, Anders Stig Møller, Martin Øhlers Petersen og Silas Bjerregaard.
Turboweekend har valgt at indstille deres fælles karriere - bandet består af Morten Køie, Anders Stig Møller, Martin Øhlers Petersen og Silas Bjerregaard. Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix Denmark

SILAS BJERREGAARD - BLÅ BOG

Født i Slagelse i 1982

Gift med den tidligere balletdanser Cecilie Lassen. Parret har en søn sammen. 

Flyttede til Fredensborg med familien som 10-årig, hvor han kom i klasse med de fremtidige Turboweekend-bandmedlemmer Martin Øhlers Petersen og Morten Køie.

'Into You' var bandets første P3-hit i 2006.

I 2009 blev Anders Møller en del af Turboweekend, der har 4 albums og 2 EP'er bag sig.

I februar 2018 annoncerede bandet, at de stopper, efter de har spillet de sidste koncerter.

Danner også trioen Mantua sammen med Jens Skov Thomsen og Malte Aarup Sørensen, der er kendt fra Veto og Dúné.

Fungerer som et laboratorium

Turboweekend blev dannet af tre barndomsvenner, der også spillede musik sammen inden. Derfor er det 22 års musikfællesskab, der snart slutter.

Silas Bjerregaard fortæller, at efter så mange år sammen var bandmedlemmerne begyndt at udvikle sig i forskellige musikalske retninger. 

- I stedet for at gennemtvinge noget eller at lave en plade, der var helt brun, fandt vi ud af, at vi skulle lave noget andet, siger han og uddyber, at det alligevel føles lidt vildt, at de snart går hver til sit.

- Men samtidig er der også en befrielse i det. Man er bundet, når man har et fast projekt, og der er en masse ting, man ikke kan gøre. Både fordi man ikke har tid til det, men også fordi man på en måde repræsenterer et fællesskab. Nu kan vi bruge tiden på noget andet og prøve andre ting af. 

Sangeren går for tiden med solisttanker, og han "skribler i noteform". Derfor vil han også bruge sin tid i 'Toppen af poppen' på at eksperimentere med forskellige genrer, så han måske endda kan komme nærmere sit næste musikalske udtryk.

- Det fungerer lidt som et laboratorium for mit videre forløb, fortæller han. 

Behøver ikke gå efter hitfaktor

Med et bagkatalog på fire albums, to EP'er og i alt knap 50 sange fra Turboweekend plus en række andre fra hans tid i trioen Mantua er der masser af materiale for de andre 'Toppen af poppen'-artister at gribe fat i, når de skal fortolke Silas Bjerregaard. 

- Jeg håber, de vælger de numre, som de bedst kan identificere sig med personligt og tænker, at det nummer kunne de godt have skrevet, eller at de kan høre deres egen stemme i det, mere end at de går efter hitfaktoren, siger sangeren.

Selv kan han drage på tidligere erfaringer, da han og Turboweekend flere gange har prøvet at fortolke andres hits. 

På Northside Festival i 2011 fortolkede Turboweekend eksempelvis 'With Every Heatbeat' af den svenske sangerinde Robyn. 

Skal helst være personligt

Silas Bjerregaard mener, at det vigtigste, når man skal lave et cover, er, at sangen får et skær af den person, der fortolker den.

- Forskellen på et røvballe-coverband, der skal spille sangene så nøjagtigt som muligt, og det at lave sin egen version af en sang, er, at man helst skal gøre den så personlig, som man kan, fortæller han og uddyber, at han har valgt at skrue mere på nogle af fortolkningerne end andre. 

Silas Bjerregaard melder sig klar til at træde ind i 'Toppen af poppen'-universet .
Silas Bjerregaard melder sig klar til at træde ind i 'Toppen af poppen'-universet . Foto: Asbjørn Christensen.

- Nogle har jeg lavet rigtig meget om, og andre ligger genremæssigt tæt på originalen, men med et twist, der er lidt mere mig.

Det er med spænding, men også lidt nervøsitet, at Silas Bjerregaard ser frem til at fremføre sine fortolkninger for de andre musikere.

- Mit mål er at eje nummeret, men gøre det på en måde, som viser respekt for den person, der har skrevet det. Det er på en måde den samme bevægelse, for hvis du går ind og synger nummeret, som om det er dit eget, så siger man til andre: "Du har skrevet et nummer, der er universelt nok til, at en anden person med et helt andet liv kan gå ind og fortælle historien". 

'Toppen af poppen' bliver sendt på TV 2 til efteråret - læs mere om alle deltagerne lige her. 

Store øjeblikke i 'Toppen af poppen'

Mads Langer synger 'Overgi'r mig langsomt'

Mads Langers version af Sanne Salomonsens 'Overgi’r mig langsomt' tangerer til at være et af de største ’Toppen af poppen’-øjeblikke nogensinde.
Sangen handler om Sanne Salomonsens forhold til sin søn, efter hun blev ramt af en blodprop i hjernen, og er, som hun udtrykte det i programmet, den eneste sang hun ikke selv kan synge, fordi hun ”bryder hulkende sammen”.
Følelserne sad også uden på tøjet hos den dengang 28-årige Mads Langer, der faktisk har skrevet nummeret. Han måtte spille sangen to gange under optagelserne, fordi det var så intenst, at han gik i stå første gang.

Barbara Moleko synger 'Indianer'

Barbara Moleko fik Anne Dorthe Michelsen til at tabe kæben med sin nyfortolkning af 'Indianer', der gav mange gåsehud i 'Toppen af poppen' fra 2014.
Versionen blev så populær, at Molekos version blev spillet i radioen og senere optrådte hun også med nummeret til 'Knæk Cancer Live' med Michelsens band Tøsedrengene. 
 

Sys Bjerre synger 'Tabt mit hjerte'

I anden sæson af ’Toppen af poppen’ formåede den dengang 26-årige Sys Bjerre at give Anne Linnet blanke øjne med sin fortolkning af ’Tabt mit hjerte’ fra albummet ’Jeg er jo lige her’ fra 1988.

Jokeren synger 'Jeg vil altid (elske dig for evigt)'

Tilbage i sæson 1 tog Jokeren fusen på alle, da han tog sig kærligt af Lars H.U.G.’s ’Elsker dig for evigt’ fra 1987. Jokerens rap-version af hittet hed ’Jeg Vil Altid (Elske Dig For Evigt). Den strøg til tops på hitlisten i 2011.

Ida Corr synger 'Når jeg bliver gammel'

Ida Corr leverede i sjette sæson af ’Toppen af poppen’ en fortryllende version af Gnags’ hit fra 1989, ’Når jeg Bliver Gammel’.
Nyfortolkningen resulterede i et skævt smil og stor jubel fra Peter A.G, og sangerinden optrådte efterfølgende med sangen til ’Knæk Cancer Live’.