Thomas Blachman fortsætter i ’X Factor’: - Der er intet program uden mig

TV 2 kan nu løfte sløret for første navn i dommerpanelet til ’X Factor’ 2019.

Thomas Blachman er kendt for sine kontante, opfindsomme og til tider grove kommentarer til deltagerne i sangprogrammet ’X Factor’.

10 sæsoner har han siddet ved dommerbordet – og det fortsætter han med, når ’X Factor’ flytter til TV 2 fra næste år.

- Der er intet program uden mig. Man kan godt adskille mig fra Danmarks Radio, men man kan ikke adskille mig fra formatet ’X Factor’. TV 2 og DR - de skal have noget indhold, derfor er jeg nok den vigtigste i den lille treenighed, svarer Thomas Blachman på spørgsmålet om, hvorfor han stadig vil være dommer i det populære program.

Han misser heller ikke chancen for at give politikerne en kommentar med på vejen – måske inspireret af regeringens medieudspil.

- Jeg er pisse provokeret af folk, der vil have mig ud af det, fordi jeg repræsenterer noget, de ikke selv repræsenterer. Nu taler jeg om mennesker på Christiansborg, siger Blachman med løftet pegefinger.

Thomas Blachman er det første offentliggjorte navn i den nye sæson.

Jeg har et talerør her

I ’X Factor’ er Blachman kendt for sine lange enetaler – som tit begynder i én retning, men kan ende i en fuldstændig anden. Som oftest har han en opsang til tv-seerne hjemme i stuerne.

- For mig er det ikke et spørgsmål om, at det hedder ’X Factor’. For mig er det et spørgsmål om at fylde noget ind, hvor der kan fyldes noget ind. Jeg kan ikke sidde og i al evighed skrive kronikker, men jeg har et talerør her, og det er jeg taknemmelig for, siger han til TV 2.

I er rumvæsner, vi er rumvæsner. Tak, fordi I minder os om det

Thomas Blachman til gruppen Engle For Evigt i 2008

Senest så man ham gøre brug af ”talerøret” i dette års finale, da han satte håndfladen mod skærmen og bad de unge om at lægge deres hænder i hans.

- Kom hen til skærmen. Læg jeres hånd i min. Jeg og jeres forældre var som jer engang. Lov mig én ting – bliv noget andet end det, vi blev. Skab en bedre verden, sagde han i tv-programmet.

 Flere lagde billeder op på Instagram af deres børn, der gav hånd til Thomas Blachman gennem tv-skærmen.

Du er rigtig god til at vælge sange... Som du så efterfølgende kan smadre

Thomas Blachman til en deltagers første audition

Blachman gør det for de unges skyld

Han afviser, at han tager jobbet for pengenes skyld. Han gør det for de unge.

Kontakten til ungdommen betyder noget særligt for 55-årige Blachman, der selv er far til to.

- Jeg samler ikke på golfkøller eller dyre rødvine. Jeg er blot til rådighed for en ungdom, der sidder på Youtube og Netflix og ikke er en del af den store kollektive oplevelse af flow-tv. Men fredag aften vil jeg gerne minde dem om, at samtidigheden også kan noget. Det kan sætte samtaler i gang, følelser, det kan pisse folk af, siger han.

Til spørgsmålet om, hvorvidt det er tid til en relancering af hans rolle i programmet, svarer han:

- Alt, hvad jeg siger og gør, er præcis der, hvor det skal være hele tiden.

Det var som at blive trukket baglæns igennem kloaksystemet på hele Amager

Thomas Blachman til deltager i 2017

’X Factor’ blev sendt første gang i Danmark på DR i 2008. Det er et britisk format – udviklet af Simon Cowell, der selv er dommer i både den engelske og amerikanske udgave. Programformatet er solgt til mere end 50 forskellige lande – alt fra Indonesien og Kasakhstan til Colombia laver deres egne nationale udgaver.

I Danmark har 'X Factor' kørt over 11 sæsoner med skiftende dommere. Seneste sæson var det Remee, Thomas Blachman og Sanne Salomonsen. Andre dommere har været Cutfather, Lina Rafn, Pernille Rosendahl, Mette Lindberg og Anne Linnet.

I december 2017 blev det offentliggjort, at TV 2 ville overtage programmet, der produceres af produktionsselskabet Blu.