Døende far efterlod brev til sin søn: - Jeg har læst det så mange gange

’Hjem til gården’-deltageren Benjamin Bunch finder styrke i at læse et særligt brev.

Sidste forår døde 32-årige Benjamin 'Benja' Bunchs far efter fem års kræftsygdom.

Tabet tog hårdt på Benja, der selv er far til tre drenge.

Selvom man ikke kan se det på tv-skærmen, var han stadig i dyb sorg, da 'Hjem til gården' blev optaget. 

Men for Benja var der en klar mission i at deltage på trods af sorgen.

Hans håb var at gøre sin afdøde far stolt - og få tankerne væk fra den sygdom, der havde taget så meget af hans tid og kræfter.

- Jeg har levet i den her sygdomsboble, fordi min fars sygdom og død har gået mig så meget på. Jeg har ikke været den her glade person, som jeg ellers selv synes, jeg plejer at være, siger Benja. 

Når savnet til faren bliver for hårdt, eller når livet kommer på tværs, finder Benjamin et særligt brev frem, som han har fået af sin far. 

Brevet havde han naturligvis også med sig under optagelserne til 'Hjem til gården'.

- Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke tog ham i biografen, mens han stadig havde kræfterne, siger Benja, der her ses med faren, før sygdommen brød ud.
- Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke tog ham i biografen, mens han stadig havde kræfterne, siger Benja, der her ses med faren, før sygdommen brød ud. Foto: privatfoto

Skrev brev på sit dødsleje

Uden Benja vidste det, skrev hans far et brev til ham, inden han gik bort. Benja fik overrakt brevet af sin søster, da faren åndede ud.

- Han var gået i gang med mit brev, to år før han døde. Han var ordblind og ikke god til det med at skrive eller tale om følelser. Men han ville gerne vise sin kærlighed, fortæller Benja.

I brevet skriver faren blandt andet, hvor meget han holder af Benja.

- Det var virkelig hårdt, men det giver mig selvtillid og styrke til at klare hverdagens udfordringer, siger Benja, der stadig kan finde på at genlæse brevet her knap et år efter farens død.

- Jeg har læst det så mange gange, nok omkring 1000 til 5000 gange. Jeg har endda fået det lamineret, fordi jeg har været så bange for at miste det, siger han.

- Han har sagt til mig mange gange, at han var stolt af mig, men jeg føler stadig ikke, at jeg har vist ham nok. 

Har også tatovering af far

Brevet er ikke det eneste fysiske minde, som Benja bærer rundt på. 

På sin højre underarm har han fået lavet en tatovering med farens ansigt. Den fik han lavet knap en måned efter farens død.

- Lige meget hvordan jeg holder armen, kigger han på mig, forklarer Benja og fortsætter:

- Er jeg ude at opleve ting, som jeg ikke har fået oplevet med ham, så er han på en eller anden måde med mig alligevel.

Selvom faren var meget syg, nægtede Benja at indse, at han ikke ville overleve. Her er far og søn sammen, seks måneder før faren gik bort.
Selvom faren var meget syg, nægtede Benja at indse, at han ikke ville overleve. Her er far og søn sammen, seks måneder før faren gik bort. Foto: privatfoto

Hvor andre af Benjas familiemedlemmer valgte at gå i sorggrupper hos Kræftens Bekæmpelse, fik Benja meget ud af sin tid på gården. 

- Det har været min form for terapi. At være et sted uden mobiltelefoner, fjernsyn og den daglige trummerum fik mig virkelig til at tænke mange ting grundigt igennem. 

Han var også meget åben over for de andre 'Hjem til gården'-deltagere om den proces, han gik igennem, mens han var på gården. 

- Jeg har været meget åben omkring min fars død. De andre vidste også godt, at jeg havde hans brev med på gården, siger han.