Blev prikket på skulderen - to år efter havde han været hele Danmark rundt

Daniel Rosenfeldt fra 'Danmark har talent' har gennem komikeren Rune Klan lært at gøre sit talent til en levevej.

For seks år siden stod Daniel Rosenfeldt på en scene i Kulturhuset på Islands Brygge og optrådte med sin guitar.

Efter han havde afsluttet sin optræden, blev han prikket på skulderen:

- Jeg har en ven, du skal møde, lød det.

Et par dage senere blev Daniel Rosenfeldt introduceret til den danske komiker og tryllekunstner Rune Klan.

Komikeren var ikke kun interesseret i Daniel Rosenfeldts musikalske talent, for Rune Klan havde også hørt, at han kunne jonglere – noget, som komikeren gerne ville lære til sin forestående turné.

De næste to år var den 28-årige musiker og jonglør på turné med Rune Klan, hvor han spillede musik til nogle af komikerens tryllenumre - en passion, som Daniel Rosenfeldt også deler.

- Jeg har tryllet, siden jeg var otte år, og Rune har lært mig en masse nye tricks, fortæller han til TV 2.

Daniel Rosenfeldt medvirkede i to af Rune Klans shows - Rune Klan & Friends og Det stribede show.
Daniel Rosenfeldt medvirkede i to af Rune Klans shows - Rune Klan & Friends og Det stribede show. Foto: TV 2

Spiller guitar på en anderledes måde

Daniel Rosenfeldts passion for musik har nu bragt ham til semifinalen i ’Danmark har talent’.

Sidste gang han optrådte i programmet, spillede han guitar på en noget utraditionel måde.

Stroppen bag om ryggen med guitaren foran kroppen var skiftet ud, så instrumentet i stedet lå fladt på kunstnerens lår. Han spillede på strengene for derefter at tromme på guitaren.

Med fire ja’er fra dommerne blev han sendt videre til liveshowet – noget, som han blandt andet kan takke Rune Klan for.

- Han har vist mig, hvordan man gør sit talent til en levevej, fortæller han.

Her kan du se Daniel Rosenfeldts audition i 'Danmark har talent': 

Daniel Rosenfeldt underholder med sin guitar i Danmark har talent. Video: Thomas Lee Christensen

Optrådte foran 6000 mennesker

Efter Daniel Rosenfeldt havde været på turné med komikeren, åbnede det døre for sydafrikaneren, der har boet i Danmark, siden han var 20 år.  

- Jeg blev hyret både som guitarist og som tryllekunstner til firmaarrangementer og privatfester, fordi folk havde set mig på tv sammen med Rune Klan, fortæller han.

Kunstneren har optrådt for større firmaer, komikeren Mick Øgendahl har hyret ham til sin vens bryllup, og derudover er Daniel Rosenfeldt også blevet booket som tryllekunstner til arrangementer i Estland og England. 

En af hans største optrædener var til DGI International Gymshow, hvor sydafrikaneren stod for musikken.

- Jeg optrådte med min guitar foran omkring 6000 mennesker tre forskellige steder i Danmark. Det var stort for en solokunstner som mig, fortæller han. 

Vil vise gammelt tryllenummer

Til lørdagens semifinale har Daniel Rosenfeldt tænkt sig at udføre et gammelt tryllenummer, som han længe har villet vise frem for et publikum.

Det er dog ikke sikkert, at nummeret vil udarte sig, som han håber. Men Daniel Rosenfeldt har en nødløsning klar.

- Lige nu er der 40 procents risiko for, at tryllenummeret går galt, men så står jeg på scenen med min guitar, og det har jeg det rigtig godt med, fortæller Daniel Rosenfeldt.

Se Daniel Rosenfeldt og de andre talenter i 'Danmark har talent' lørdag klokken 20 på TV 2. 

Deltagere i liveshow 4
Syv acts er klar til at gå på scenen lørdag aften i 'Danmark har talent'.