'Badehotellet' vender tilbage - med markante ændringer

16x9
Fie (Rosalinde Mynster) og Molly (Bodil Jørgensen) i 'Badehotellet'. Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Nu er det officielt: 'Badehotellet' får en sjette sæson. Og du skal forberede dig på det gode gamle og noget helt nyt.

Mandag aften rullede sidste afsnit af femte sæson af den populære tv-serie 'Badehotellet' over skærmen. Næsten 1,7 millioner danskere har fulgt sommerens gang i 1932.

Der blev sat punktum ved mange historier, da Andersens Badehotel ekstraordinært åbnede dørene en kold januaraften. 

Spørgsmålet er nu, om der kommer en sæson mere, eller om vi endegyldigt har sagt farvel til grosserer Madsen, Fie, Morten, Weyse, fru Frigh og alle de andre?

Forfatterne og skaberne af 'Badehotellet', Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, er nu klar til at besvare dét spørgsmål.

Ja, 'Badehotellet' vender tilbage næste år!

Når vi næste år vender tilbage med sjette sæson, er der gået seks år, fra vi så personerne sidst. Vi er fremme i sommeren 1939

Hanna Lundblad og Stig Thorsboe

En helt ny tid

- Mange har gættet på, om fortællingen om 'Badehotellet' slutter her. Det gør den ikke, siger forfatterne til TV 2.

FAKTA OM 'BADEHOTELLET'

Serien blev sendt første gang den 30. december 2013 og voksede på trods af halvdårlige anmeldelser til at blive en af de mest sete serier i TV 2s historie, da tredje sæson nåede op på 1,6 millioner seere.

Historien udspringer omkring det fiktive Andersens Badehotel ved Vesterhavet i Jylland. Her vender gæsterne op og ned på hverdagen for hotellets medarbejdere, ejere og naboer.

Størstedelen af scenerne er optaget i Risby-studierne i Albertslund, hvor op mod 200 stærke lamper skal give oplevelsen af solskin.

Alle sæsoner er skrevet af forfatterparret Hanna Lundblad og Stig Thorsboe.

Alle gæster og ansatte til fest på 'Badehotellet' i sidste afsnit i sæson fem.
Alle gæster og ansatte til fest på 'Badehotellet' i sidste afsnit i sæson fem. Foto: Mike Kollöffel / TV 2

Første del af fortællingen om badehotellet i det nordjyske er slut. Forude venter både det helt nye, men også det samme 'Badehotellet', vi alle kender.

Manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har skabt 'Badehotellet' sammen.
Manuskriptforfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har skabt 'Badehotellet' sammen. Foto: Jacob Kusk / TV 2

- Når vi næste år vender tilbage med sjette sæson, er der gået seks år, fra vi så personerne sidst. Vi er fremme i sommeren 1939. Hotellet ligger der stadig og får stadig besøg af de samme gæster. Ligesom de stuepiger, vi har lært at kende, også vil dukke op igen. Nogle af dem får måske nye opgaver, siger Stig Thorsboe og Hanna Lundblad til TV 2 og fortsætter:

- Vi kommer op i en meget dramatisk tid, der bliver udfordrende på en helt ny måde for det lille badehotel.

Selvom serien således tager et stort spring i tid, understreger Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, at 'Badehotellet' ikke skifter karakter. 

- For så ville det ikke være 'Badehotellet', siger de.

Hos TV 2 glæder fiktionschef Katrine Vogelsang sig over, at forfatterne har lyst til en sæson mere.

- Vi er så glade for, at Stig Thorsboe og Hanna Lundblad har skrivelysten, og at seerne har smag for en sæson mere af 'Badehotellet'. Det er jo i virkeligheden de to faktorer, der bestemmer, om 'Badehotellet' skal fortsætte, siger hun.

De to skabere af tv-serien holder kortene tæt ind til kroppen og vil ikke afsløre mere om næste sæson.

FB LIVE med Jens Jacob Tychsen og Hanna Lundblad

Vi var LIVE med Jens Jacob Tychsen (Hr. Weyse) og den ene af vores hovedforfattere Hanna Lundblad, hvor en masse fik mulighed for at stille spørgsmål direkte ind til de to gæster i studiet. Du kan se sendingen her.

Posted by Badehotellet on Monday, March 19, 2018

- Om handlingen fortsætter udover 1939, ved vi slet ikke endnu. I lighed med første del tager vi en sæson ad gangen. Men vi har en ny fortælling, vi glæder os til at dele med seerne, siger de.

De to forfattere er allerede langt inde i skriveprocessen, så sjette sæson er klar til optagelse i sommermånederne.

Du kan lige nu se alle afsnit af 'Badehotellet' på TV 2 PLAY