Efter affærer i 'Badehotellet' - derfor fandt par endelig hinanden

Skaberne af serien fortæller, at Edward Weyse var nødt til at vælge.

Mandag aften blev der bundet knude på mange historier i finaleafsnittet i femte sæson af 'Badehotellet'. 

Et af de helt store spørgsmål gennem de seneste fem sæsoner har været: Vil Helene Aurland og Edward Weyse finde sammen?

Dét spørgsmål blev endelig besvaret i finaleafsnittet, da det blev afsløret, at parret var blevet gift i al hemmelighed efter sommeren 1932.

Derfor var det også på sin plads, ifølge karaktererne Otto Frigh og Georg Madsen, at få åbnet hotellet i januar 1933 og overraske det nye ægtepar med en fest.

De var altså blevet gift mellem afsnit fem og seks.

Pointen er, at han var nødt til at vælge mellem en anden kvinde, som tilbød sig, og Helene. For sådan kunne han finde ud af, hvem han egentlig elskede

Stig Thorsboe, forfatter

Men hvorfor fandt parret egentlig sammen, og hvordan bliver fremtiden mon for den lidenskabelige Helene og den flamboyante Edward?

Den gemte passion

Ifølge skaberne af 'Badehotellet', Hanna Lundblad og Stig Thorsboe, er historien mellem Edward Weyse og Helene Aurland en historie, der var meant to be fra første sæson.

Dengang entrerede Edward Weyse hotellet med sin nye kone nummer to, Sibylle, spillet af Neel Rønholt.

Neel Rønholt som Sibylle og Jens Jacob Tychsen som Edward Weyse i første sæson af 'Badehotellet'.
Neel Rønholt som Sibylle og Jens Jacob Tychsen som Edward Weyse i første sæson af 'Badehotellet'. Foto: Carsten Andersen / TV 2

Grundstenen til den senere affære blev lagt, da Weyse kigger drømmende ud af vinduet på badehotellet og får øje på Helene Aurland, som laver gymnastiske øvelser på en sexet måde.

- Han bliver meget optaget af fru Aurland, som han synes "strutter" den sommer. Der er en fascination hos ham for den her lidt hengemte kontorchefhustru, der har giftet sig med en mand, der måske ikke er så meget spræl i, siger Stig Thorsboe og fortsætter:

- Han har en forestilling om, at der ligger en passion og gemmer sig der, som er uudnyttet. Det er den, han sætter fut i. 

Efter fem sæsoner med et forhold, der i det skjulte var on and off, så blev konklusionen, at det måtte gå mod ægteskab. At Weyse endelig måtte vælge.

- Men pointen er, at han var nødt til at vælge mellem en anden kvinde (Alma Molin, red.), som tilbød sig, og Helene. For sådan kunne han finde ud af, hvem han egentlig elskede, siger Stig Thorsboe.

Fru Aurland (Cecilie Stenspil) blev mere og mere uforsigtig i sit hemmelige forhold til Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen). Her ses de i fjerde sæson.
Fru Aurland (Cecilie Stenspil) blev mere og mere uforsigtig i sit hemmelige forhold til Edward Weyse (Jens Jacob Tychsen). Her ses de i fjerde sæson. Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Kæmpe forløsning for Helene

Cecilie Stenspil spiller Helene Aurland i 'Badehotellet', og hun er spændt på at se, om parret nu kan finde ud af at være gift.

- Ægteskab er jo ikke det, Weyse er bedst til. Og hvordan kommer de til at omgås eksmanden Hjalmar Aurland på badehotellet? Nu ved alle jo rigtig meget mere om hinanden, siger Cecilie Stenspil, som forestiller sig, at brylluppet har været stille og med få mennesker.

- For Helene har det været det store skæbnemøde. Hun havde taget til takke med det barnløse ægteskab med hr. Aurland, siger Hanna Lundblad.

Det var også derfor, hun prøvede at fylde sit liv med andre ting såsom gymnastik og at spise rå grøntsager for at finde en form for mening.

Hun opdager ikke undervejs, hvor forelsket hun bliver i Weyse

Hanna Lundblad, forfatter

Men mødet med Weyse ændrede alt.

- Da tilfældet er, at hun bliver gravid, så går hun efter at få sine børn. Men hun opdager ikke undervejs, hvor forelsket hun bliver i Weyse. At han er hendes soulmate, og hvor meget modspil de giver hinanden. Helene er den eneste, der kan spille lige op med ham, siger Hanna Lundblad.

Her ses Hjalmar og Helene Aurland, der spilles af Peter Hesse Overgaard og Cecilie Stenspil.
Her ses Hjalmar og Helene Aurland, der spilles af Peter Hesse Overgaard og Cecilie Stenspil. Foto: TV 2

Hun er den eneste, der kan sætte ham på plads.

- Men det ændrer ikke på, at han er skræmt over at være blevet gift igen, siger Stig Thorsboe.

- Ja, det bliver garanteret ikke et nemt ægteskab, og han er sikkert ikke den mest stabile faderfigur for børnene, siger Hanna Lundblad.