Imponerede værter med matematisk hund - nu skal et nyt dyr sikre en finaleplads

Til lørdagens liveshow vil seerne få en såkaldt sportsgris at se. Det er første gang, et dyr er nået så langt i 'Danmark har talent'.

De to dommere Peter Frödin og Tomas Buttenschøn viser hver et kort frem. På det ene står tallet syv, og på det andet står tallet fem.

På scenen står cirkusdirektør Marianne Deleuran med sin hund Bobby. De er til audition i 'Danmark har talent'.

- Bobby, hvad er fem plus syv, spørger hun.

Hunden gør i et væk og stopper efter det tolvte. Der lyder et højlydt bifald fra publikum. Bagved scenen står vært for programmet Felix Smith med åben mund og store øjne. Hans medvært, Christopher Læssø, ligner et stort spørgsmålstegn.

- Hvorfor kan den regne, spørger han.

Men ikke alle dommere er lige imponerede, da de skal beslutte, om Marianne Deleuran og Cirkus Mascot skal gå videre i talentkonkurrencen. 

Derfor tager de to værter en hurtig beslutning.

De farer ind på scenen og hamrer guldknappen i bund, mens konfetti flyver ned fra loftet. Det betyder, at Marianne Deleuran og Cirkus Mascot er direkte videre til liveshowet i 'Danmark har talent'.

Her trykker værterne på guldknappen.

. Video: Maria Thuesen Bleeg

Sportsgrisen Yrsa

Marianne Deleuran bor i Roslev i det midtjyske, hvor hun driver Cirkus Mascot sammen med sin søn. Det har hun gjort siden 1994. I cirkusset har hun hunde, ponyer, grise og duer - i alt er der 24 dyr.

Og trods den store skare af dyr at vælge mellem er hun ikke i tvivl om, hvilket dyr, der skal optræde med hende til årets første liveshow i talentprogrammet.

Det er fuldstændig umuligt at forudse, hvad der sker, når det kommer til dyr

Felix Smith, vært i 'Danmark har talent'

Marianne Deleuran har valgt at lade Bobby blive hjemme og tager i stedet Yrsa med på lørdag.

- Jeg synes, det kunne være sjovt at vise Danmark, hvordan jeg arbejder med min gris Yrsa, så hun var mit oplagte valg. Jeg har arbejdet med hende hele vinteren og lært hende nogle tricks, som jeg glæder mig til at vise frem, fortæller Marianne Deleuran.

Til hendes audition var det ikke alle fire dommere, der var begejstret for Marianne Deleurans og Bobbys optræden.

Der var en skepsis at spore hos den kvindelige dommer Cecilie Lassen. Hun mente ikke, at dyr som hunden Bobby hørte hjemme på en scene, da hun tvivlede på deres trivsel.

Marianne Deleuran vil derfor modbevise Cecilie Lassens påstand til lørdagens liveshow, hvor Yrsa blandt andet skal hoppe og spille basketball.

- Jeg skal vise dem, at grisen har det godt. Jeg skal vise dem, at det er en 'sportsgris', siger Marianne Deleuran.

Til liveshowet skal man især lægge mærke til grisens hale. Ifølge cirkusejeren kan man udfra halen se, om Yrsa er glad, hvis dens hale logrer.

Her kan du se Cirkus Mascots audition.

. Video: Ida Brodtkorb

Hun skal vinde

Ifølge Felix Smith er det første gang i ’Danmark har talent’s historie, at dyr optræder i liveshows.

Og det er netop Marianne Deleurans dyr, som gjorde, at Felix Smith sendte Cirkus Mascots ejer direkte videre til liveshows ved at trykke på guldknappen.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at når man trykker, så håber man på, at man kan bringe nogen til en sejr, siger Felix Smith.

Værten er overbevist om, at Marianne Deleuran og Cirkus Macot kan vinde det hele.

- Hun er så meget i symbiose med sine dyr, så jeg er sikker på, at vi får at se, hvad en gris aldrig har gjort før, fortæller han.

- Det er fuldstændig umuligt at forudse, hvad der sker, når det kommer til dyr. Hvis det fejler, er det sjovt, og hvis det lykkedes, er det fantastisk, lyder det fra værten.

Årets første liveshow kan du se lørdag aften klokken 20 på TV 2.

Deltagere i liveshow 1
Syv acts er klar til at gå på scenen lørdag aften i 'Danmark har talent'.