Oscar-vinder anklages for plagiat: - Virker som en målrettet kampagne

16x9
Instruktør Guillermo del Toro havde en oscarstatuette til hver hånd, efter hans 'The Shape of Water' vandt for bedste film og bedste instruktion. Foto: Ritzau Scanpix

’The Shape of Water’ vandt fire Oscars natten til mandag, selvom filmen har plagiatanklager hængende over hovedet.

Tidligt mandag morgen kunne den mexicanske instruktør Guillermo del Toro gå på scenen i Dolby Theatre og modtage en oscarstatuette for filmen ’The Shape of Water’.

Filmen vandt i alt fire Oscars – blandt andet i hovedkategorien for ’Bedste Film’ og for bedste instruktion.

Selv om historien om en stum rengøringsdame, der forelsker sig i et undervandsmonster, som er fanget på et laboratorium under den kolde krig, har ligget lunt i svinget til at blive kåret som årets bedste film, har den også mødt modstand og anklager om plagiat undervejs.

Minder om teaterstykke

’The Shape of Water’ havde amerikansk premiere i december 2017. Knapt to måneder senere, da filmen havde modtaget hele 13 Oscar-nomineringer, blev ’The Shape of Water’ anklaget for at plagiere et teaterstykke fra 1969.

Sønnen til den afdøde manuskriptforfatter Paul Zindel fortalte i slutningen af januar til The Guardian, at han mener, at ’The Shape of Water’ er en efterligning af hans fars teaterstykke ’Let Me Hear You Whisper’.

- Vi er chokerede over, at et stort filmselskab kan lave en film, der så tydeligt er bygget på min afdøde fars arbejde, uden at nogen anerkender det og kommer til os for at få rettighederne, sagde David Zindel til avisen.

Teaterstykket og den nye Oscar-vinder har en række træk tilfælles. Blandt andet handler de begge om en kvinde, som gør rent på et laboratorium i 1960’erne, og som forelsker sig i et væsen, der lever under vand.

I ’The Shape of Water’ er der tale om en form for menneskelig fiskemand, mens der i ’Let Me Hear You Whisper’ er tale om delfin.

Han har aldrig lagt skjul på, at han låner fra andre film – og det er der heller ikke noget odiøst i

Mads Kjær Larsen, Oscar-ekspert, Soundvenue

I både filmen og teaterstykket forsøger hovedpersonen dog at redde væsenet fra de onde videnskabsmænd ved at smugle det ud sammen med vasketøjet. En væsentlig forskel på de to manuskripter er dog, at filmens hovedkarakter, der bliver spillet af Sally Hawkins, er stum, mens teaterstykkets hovedrolle har replikker.

Timingen var grim

Ifølge Oscar-ekspert Mads Kjær Larsen fra Soundvenue er det ikke unormalt, at Oscar-favoritterne bliver anklaget for plagiat.

Han synes dog, at der er noget lorent ved timingen af anklagerne mod ’The Shape of Water’ – for mens David Zindel i første omgang luftede sin anklage, lige efter årets nomineringer blev offentliggjort, kom han først med et sagsanlæg i den uge, hvor Oscar-akademiets 7258 medlemmer havde mulighed for at stemme.

- Derfor virker det som en målrettet kampagne, der skal prøve at ramme filmen på det mest sårbare tidspunkt, siger han til TV 2.

- Jeg kunne forestille mig, at sønnen til teaterstykke-forfatteren har håbet på et hurtigt kompromis uden for retten, vurderer Mads Kjær Larsen.

Gav måske et boost

Men sådan blev det ikke, og selvom man frygtede, at sagsanlægget måske kunne koste ’The Shape of Water’ sejren i ’Bedste Film’-kategorien, endte den med at slå den anden forhåndsfavorit, ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, af pinden.

Faktisk mener nogle kommentatorer, at sagen har givet filmen og Guillermo del Toro en lille fordel.

Der findes ikke fortilfælde, hvor nogen har fået frataget en Oscar.

Mads Kjær Larsen, Oscar-ekspert, Soundvenue

- Del Toro er en vellidt og respekteret instruktør, og miljøet har måske gerne villet vise, at de støtter op om ham, siger Oscar-eksperten.

- Han har aldrig lagt skjul på, at han låner fra andre film – og det er der heller ikke noget odiøst i.

Mister ikke Oscaren

Generelt er der i filmbranchen plads til, at man låner og hylder hinanden, i modsætning til musikbranchen hvor slagsmål om rettigheder igen og igen må afgøres i retten, fortæller Mads Kjær Larsen.

Derfor tror han heller ikke, at denne sag kommer til at få konsekvenser for Guillermo del Toro og resten af holdet bag ’The Shape of Water’. 

- Man skal ikke være bekymret i den her sag. Selv om han havde planket teaterstykket, er det ham selv, der har realiseret værket og bygget videre.

Og selv hvis retten afgør striden til Zindel-arvingernes fordel, mener Oscar-eksperten ikke, at det vil få betydning i forhold til de fire Oscars ’The Shape of Water’ vandt ved søndagens uddeling.

- Der findes ikke fortilfælde, hvor nogen har fået frataget en Oscar. Det er aldrig sket før, så det er virkelig ikke noget, man skal være bange for kommer til at ske, siger Mads Kjær Larsen.

Afstemning