Mand forsøgte at stjæle Oscar til efterfest

16x9
Frances McDormand holdt statuetten i et fast greb, mens hun tryllebandt publikum med sin politiske takketale efter at være blevet kåret som årets bedste kvindelige hovedrolleindehaver. Foto: Ritzau Scanpix

Frances McDormand havde kun haft sin oscarstatuette i få timer, da hun var ved at miste den.

Frances McDormand stjal i den grad rampelyset under nattens oscaruddeling.

Efter at være blevet kåret som årets bedste kvindelige hovedrolleindehaver for sin rolle i ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’ holdt hun en takketale, hvor hun hyldede alle aftenens kvindelige nominerede.

Derefter opfordrede hun sine kolleger i filmbranchen til at fremme en ligelig fordeling af ansættelser til minoriteter.  

Men mens den 60-årige skuespillerinde leverede aftenens tale og for et par minutter stjal showet, var hun selv ved at blive offer for et tyveri senere på aftenen.

Et tyveri af intet mindre end hendes nyvundne oscarstatuette. Det skriver flere amerikanske medier.

Stjålet under efterfest

Da det overdådige show var slut, og kameraerne slukket, var flere end 1500 gæster inviteret til det såkaldte Governors Ball, som er den officielle efterfest efter oscaruddelingen.

Her fejrede Frances McDormand sin kåring med sin nyvundne Oscar placeret på det bord, hun sad ved.

I et uopmærksomt øjeblik fik en langfingret tyv dog fingre i den gyldne statuette, som han prøvede at stikke af med.

Tyven nåede dog ikke langt væk, inden Frances McDormand opdagede, at hendes nye nipsgenstand var forsvundet.

Ifølge det amerikanske medie TMZ blev gerningsmanden fundet til festen med statuetten i hånden, og politiet i Los Angeles oplyser til nyhedsbureauet Associated Press, at en mand er blevet anholdt for tyveriet.

Blev hurtigt genforenet

Frances McDormand har ikke selv udtalt sig om hændelsen, men hendes repræsentant har bekræftet historien overfor USA TODAY – og han fortæller, at McDormand ikke måtte undvære sin statuette længe.

- Fran og Oscar er lykkeligt genforenede og nyder en In-N-Out-burger sammen, skriver han i en mail til USA TODAY.

Der var ingen tvivl om, at der var tale om Frances McDormands statuette, da priserne kort efter showet bliver indgraveret med vindernes navne.