Sidst måtte de lukke portene - Kim Larsen skal igen spille i Tivoli

16x9
Tivoli åbner igen i år portene til det populære Fredagsrock, og i år er der noget for både yngre og ældre. Foto: Scanpix Denmark

Tivoli har netop fået lov at hæve lydniveauet til årets Fredagsrock. Nu sætter de navne på kunstnerne.

Popidolet Christopher og norske A-ha er allerede på listen over musikere og bands, der lægger vejen forbi. Nu har Tivoli løftet sløret for en lang række andre kunstnere, der også skal spille på Plænen i 2018.

Plakaten tæller blandt andre flere generationers musikikon Kim Larsen, der i januar var nødt til at aflyse sin vinterturné med Kim Larsen & Kjukken, da han fik diagnosen prostatakræft. 

Han har dog meldt ud, at han regner med at være klar til sommerturnéen, hvor han altså kigger forbi Tivoli.

Her spillede han også i 2016, hvor der blev lagt et helt usædvanligt pres på den københavnske forlystelsespark.

Koncerten tiltrak så mange publikummer, at Tivoli valgte at lukke portene, allerede inden koncerten gik i gang.

33.000 personer var ifølge Tivoli inde i haven, mens mange skuffede koncertgængere strandede udenfor.

Hvordan vil I undgå, at der igen opstår kaos omkring Kim Larsens koncert?

- Sådan oplevede vi det ikke. Men det er korrekt, at vi lukkede portene i rettidig omhu. Det sker som altid i samarbejde med politi, og så har vi nogle meget dygtige og erfarne kontrollører. Selvfølgelig bemander vi efter forholdene. Det har vi mange års erfaring i, siger Tivolis pressechef, Torben Plank, til TV 2.

I samme åndedrag opfordrer han alle, der ønsker at se koncerten, til at komme i god tid.

- Altså ikke blot 20 minutter før koncertstart. Når vi oplever trængsel ved ind- og udgangene, skyldes det ofte, at omkring 21.30 er der både mange, som går hjem efter en lang dag i haven, og så er der alle dem, der skal ind og se koncert. Derfor er det smart at komme i rigtig god tid, siger han.

Mere lyd i højtalerne

Uanset om man er til Kim Larsen eller foretrækker L.O.C, Marie Key eller Peter Sommer, der også lægger vejen forbi Tivoli, så bliver det nemmere at høre koncerten, selvom der er fyldt, og man må stå langt bagud.

Tivoli har nemlig fået lov at skrue op for lyden efter flere år med kritik, også fra kunstnere som blandt andre Dizzy Mizz Lizzy, der direkte har undgået at spille der på grund af et lavt lydniveau.

- Vi glæder os over de forbedrede lydforhold, som både vi, vores optrædende kunstnere og rigtigt mange af vores Fredagsrock-gæster har efterspurgt i noget tid. Den ekstra lydvolumen er virkelig en gave til de hundredtusindvis af musikfans, siger Nikolaj Koppel, underdirektør for kultur i den gamle have.

Se alle de offentliggjorte navne til Fredagsrock her. Navnene på kunstnerne til to fredage mangler endnu:

Christopher

Sivas + Node

Marvelous Mosell + MC Einar + Rockers by Choice

Carpark North

Gilli + Djämes Braun

Michael Falch og dét band + Hush

Peter Sommer + Gangway

Kesi + Hugo Helmig

The Hollywood Vampire

Marie Key

Stine Bramsen + Barbara Moleko

Magtens Korridorer

Citybois + Skinz + Faustix

Kim Larsen

L.O.C.

A-ha

Burhan G

Lis Sørensen + Stine Bramsen

Alex Vargas

Scarlet Pleasure

Mew

Søren Huss + Carl Emil