Gæstedommer hentet ind til 'Danmark har talent' i hast

Der sidder en ny gæstedommer ved bordet, når 'Danmark har talent' kører over skærmen lørdag aften.

- Jeg var så forvirret og tænkte "shit, shit, shit". Jeg kender formatet, men kender jeg alle reglerne?

En formiddag i august befandt Sus Wilkins sig pludselig i en taxa på vej til Folketeatret i København, hvor indspilningerne til 'Danmark har talent' fandt sted.

Den 29-årige skuespiller, model og danser var egentlig syg og lå hjemme i sengen den morgen, da kæresten kom løbende ind i soveværelset og sagde, hun skulle ringe til sin agent med det samme. 

Produktionsholdet fra talentprogrammet havde løst spurgt hende, om hun havde interesse i at være barselsvikar, hvis det blev aktuelt, men Sus Wilkins havde tænkt, at der sikkert ville være en række møder, castings og lidt forberedelsestid.

- I stedet stod jeg med snot i næsen og morgenhår og blev spurgt, om jeg kunne være på Folketeatret indenfor halvanden time, griner hun. 

A post shared by SUS WILKINS (@suswilkins) on

Det var ret rock 'n roll

Det kan syne mere planlagt på tv-skærmen, men det var faktisk noget af en hastesag, da Cecilie Lassens graviditetsproblemer, betød, at der skulle findes en gæstedommer under nogle af auditionrunderne i 'Danmark har talent'.

Da Sus Wilkins nåede frem til Folketeatret i København, blev hun taget godt imod af holdet bag programmet og fik en hurtig rundvisning.

Jeg var så forvirret og tænkte "shit, shit, shit"

Sus Wilkins

Men det var først, da hun nåede frem til selve salen, hvor auditionrunderne fandt sted, at det for alvor gik op for hende, hvad hun havde rodet sig ud i.

BLÅ BOG: Sus Wilkins

Skuespiller, danser og model

Født den 5. februar 1989

Datter af en amerikansk far og en dansk mor

Opvokset i København, men boede to år i Caribien som lille

Der var skilte med alle dommernes navne, og ved siden af 'Jarl', 'Thomas' og 'Peter' stod der et skilt med skriften 'Sus'. 

- Dagene var ret rock 'n roll - men det kan jeg egentlig godt lide. Så selvom jeg også blev lidt nervøs, var jeg egentlig mest spændt, fortæller hun.

Sus Wilkins er erfaren indenfor underholdningsbranchen, men hun er et nyt navn i skuespilverdenen - så kunne de andre dommere genkende hende? 

- Jeg tror, dommerne havde en lille idé om, hvem jeg var, men det var vist egentlig mest på grund af min kæreste Freja (Kirk, red), som er sangerinde, griner hun. 

Freja Kirk (tv) og Sus Wilkins har været sammen i knap fem år. Freja deltog i den første sæson af 'Voice - Danmarks største stemme' på TV 2 tilbage i 2012 og har blandt andet udgivet albummet 'Monophobia'.
Freja Kirk (tv) og Sus Wilkins har været sammen i knap fem år. Freja deltog i den første sæson af 'Voice - Danmarks største stemme' på TV 2 tilbage i 2012 og har blandt andet udgivet albummet 'Monophobia'. Foto: Privatfoto.

Er med i Christophers musikvideo

Ligesom Cecilie Lassen har Sus Wilkins en dansebaggrund, og derfor har hun et ekstra øje på den type auditions.

Gennem 10 år har hun arbejdet som professionel danser, og hun er eksempelvis med i Christophers nyeste video til sangen 'Naked'.

Hun har også danset for danske og internationale kunstnere som Snoop Dogg, Suspekt, Nik & Jay og Rasmus Seebach. Men der er noget andet, hun brænder lidt mere for. 

- Skuespillet har altid været det, jeg gerne ville inderst inde. Som danser spiller du for det meste også en rolle, og det har jeg elsket.

Som lille var hun med i reklamefilm, og hun havde en mindre rolle i Anna Pihl tilbage i 2006. Men det var først i 2017, at karrieren på tv-skærmen og filmlærredet eksploderede.

Fra venstre: Indspilningen til Christophers musikvideo 'Naked'. I midten: Optagelse til 'Gidseltagningen', der blev vist på Kanal 5 i foråret. Til højre: Billede fra ZULU-serien 'Perfekte Steder'.
Fra venstre: Indspilningen til Christophers musikvideo 'Naked'. I midten: Optagelse til 'Gidseltagningen', der blev vist på Kanal 5 i foråret. Til højre: Billede fra ZULU-serien 'Perfekte Steder'. Foto: Privatfoto/TV 2

Det skete, efter hun landede en rolle i spillefilmen 'Mesteren', der havde premiere i marts sidste år.

Samme år medvirkede hun i flere kendte tv-serier, og for tiden forbereder Sus Wilkins sig blandt andet på anden sæson af ZULU-serien 'Perfekte Steder'.

Her har du set Sus Wilkins før

'Mesteren' (spillefilm, premiere i 2017)

'Gidseltagningen' (dansk tv-serie, premiere i 2017)

'Yes No maybe' (dansk web-serie, premiere i 2017)

'Hvor er Thea' (norsk-dansk tv-serie, premiere i 2017)

'Perfekte steder' (dansk tv-serie, premiere i 2017)

'Greyzone' (dansk tv-serie, premiere i 2018)

Nu kan hun skrive dommer i et talentprogram på cv'et - og det er en helt ny udfordring:

- Det var sjovt at skulle være sig selv i stedet for at spille en rolle, men det faldt mig egentlig ret naturligt.

Det går hun efter i 'Talent'

Som gæstedommer kigger Sus Wilkins især efter personlighed og udstråling, når hun skal bedømme talenterne.

- Teknik og udførelse er selvfølgelig enormt vigtigt, men du behøver ikke være den allerdygtigste teknisk for mig. Hvis mine øjne ikke kan lade være med at kigge på dig, og jeg kan mærke energien og glæden i maven, så ved jeg, der er noget der, og så får man et 'ja-tak' i min bog, siger hun. 

Jeg bliver simpelthen så rørt, når børn er modige

Sus Wilkins, gæstedommer i 'Danmark har talent'

I lørdagens 'Danmark har talent' bliver Sus Wilkins meget berørt, da 11-årige Carla Cordelia Højstrøm og 12-årige Carl Wilhem Weihe Skak-Iversen danser til tonerne af Adeles 'All I ask'.

Se videoklippet øverst på siden. 

- Det troede jeg ikke, ville ske, men jeg skal lige have et halvt minut, lyder det fra gæstedommeren, der skal bruge et øjeblik på at samle sig.

Hun forklarer her, hvorfor deres dans vækkede følelserne frem. 

- Der var et eller andet så fint og rent over dem. Jeg bliver simpelthen så rørt, når børn er modige. De havde koreograferet en kærlighedshistorie, som var ret voksen, og ret modig, siger hun og bemærker:

- Og ja, så har jeg nok lidt let til tårer.

Se Sus Wilkins i 'Danmark har talent' lørdag den 24. februar og den 3. marts klokken 20 på TV 2.

Dommerpanelet denne lørdag: Jarl Friis-Mikkelsen, Thomas Buttenschøn, Peter Frödin og Sus Wilkins.
Dommerpanelet denne lørdag: Jarl Friis-Mikkelsen, Thomas Buttenschøn, Peter Frödin og Sus Wilkins. Foto: Per Arnesen / TV 2