Whigfield med i Dansk Melodi Grand Prix

Whigfield, sangerinden bag 90'er-hittet 'Saturday Night', er blandt årets 10 solister i Dansk Melodi Grand Prix. Se dem alle nederst i artiklen.

- Dee dee na na na.

Hun hærgede Europas hitlister med megahittet ’Saturday Night’ i 1994, og nu kan Sannie Charlotte Carlson, der indtil 2012 gik under kunstnernavnet Whigfield, igen skrue op for forventningerne til en ganske særlig lørdag aften.

Den 47-årige dansker, der nu bor i Milano, stiller op i årets udgave af Dansk Melodi Grand Prix, som for femte gang løber af stablen i Gigantium i Aalborg. Og det er som altid på en saturday night - lørdag den 10. februar.

Bragede ind på hitlisterne

Singlen fra 1994 solgte over to millioner eksemplarer på rekordtid og sikrede den dengang 24-årige sangerinde fra Skælskør pladsen i Guinness Rekordbog som den første debutant nogensinde, der er stormet ind på førstepladsen på den britiske singlehitliste.

Succesen varede i fire år, hvorefter den døde stille ud, men Sannie Carlson blev ved med at lave musik og udgav sit femte og sidste album som Whigfield i 2012.

Dog har hun de seneste år været fast inventar på scenen til adskillige 90’er-fester, selvom kunstnernavnet nu er skiftet ud med et nyt: Sannie.

Dyster mod skandinavisk Bieber og Eurovision-vinder

I årets Melodi Grand Prix dyster hun med sangen ’Boys on girls’ mod både grandprixveteraner og unge debutanter.

- Jeg havde en lille sexy popsang i skuffen, og jeg synes, det var det rigtige at komme ud med den her til grandprixet, fortalte Sannie Carlson, da solisterne blev præsenteret ved et pressemøde mandag.

Feltet byder blandt andet på den færøske søstertrio Carlsen, som har turneret i USA, 19-årige Lasse Meling, der blev opdaget på Youtube og siden udråbt som "den skandinaviske Justin Bieber", og LeFreak-forsanger Ditte Marie, der går på grandprix-scenen for tredje gang siden sin debut i 2011.

Den yngste solist i årets Melodi Grand Prix er 17-årige Anna Ritsmar, som nogle seere måske vil huske fra ’X Factor 2016’, hvor hun blev sorteret fra lige inden liveshows.

Blandt sangskriverne finder man blandt andre veteranen Lise Cabble, der har skrevet to af årets deltagersange, og som med bidragene til dette års konkurrence kan skrive hele 15 Grand Prix-numre på cv'et. Heriblandt gemmer sig tre vindersange - senest 'Only teardrops' fremført af Emmelie de Forest, der også gik til tops ved Eurovision Song Contest i 2013.

De 10 sange til Dansk Melodi Grand Prix offentliggøres den 5. februar.

Deltagere i Dansk Melodi Grand Prix 2018

'Riot'

Ditte Marie Agergaard Kristensen. Foto: DR
Den første på scenen bliver 34-årige Ditte Marie Agergaard Kristensen, der er kendt som tidligere forsanger i det danske diskoband Le Freak. Gruppen deltog i Melodi Grand Prix i 2011 med sangen '25 hours a day', og året efter stillede Ditte Marie op solo med 'Overflow'. Dermed bliver det tredje gang, sangerinden toner frem på Grand Prix-scenen. Tekst og musik: Lise Cabble, Theis Andersen og Chris Wahle.
 

'Starlight'

Anna Ritsmar. Foto: DR
Nogle vil måske genkende Anna Ritsmar fra 2016-udgaven af 'X Factor', hvor hun spillede ukulele og sang sig videre til programmets bootcamp. I dag optræder hun dagligt med grupperne Spektaro og Aufori og har taget orlov fra gymnasiet for at dyrke musikken. Tekst og musik: Lise Cabble.

'Higher ground'

Jonas Flodager Rasmussen. Foto: DR
Sangen 'Higher ground' synges af Jonas Flodager Rasmussen, eller bare Rasmussen. Han har medvirket i flere musicals i Aarhus og Holstebro og optræder til daglig med coverbandet Hair Metal Heröes. Derudover underviser han på Scenekunstskolen ved Kulturskolen Viborg og ved Aarhus Teater Læring. Tekst og musik: Niclas Arn & Karl Eurén.

’Boys on girls’

Sannie Carlson. Foto: DR
Kæmpehittet 'Saturday night' katapulterede Sannie Charlotte Carlson ind på Europas hitlister i 1994 - dengang under kunstnernavnet Whigfield. Nu er hun for første gang klar til at indtage Grand Prix-scenen. Det bliver med sangen 'Boys on girls'. Tekst og musik: Sannie Charlotte Carlson, Domenico Canu & James Reeves.

’(Angels to my) battlefield’

Sandra Hilal. Foto: DR
20-årige Sandra Hilal fra Brønshøj blev opdaget på Youtube af sangskriver og producer Chief 1 for et par år siden - og nu har samarbejdet ført til sit første resultat: Sang nummer fem, '(Angels to my) battlefield'. Tekst og musik: Chief 1, Ronny Vidar Svendsen, Anne Judith Stokke Wik, Nermin Harambasic & Sandra Hilal.

‘Unfound’

Lasse Meling. Foto: DR
19-årige Lasse Meling fra Frederikshavn står bag sang nummer seks, 'Unfound'. Han blev opdaget på Youtube som 13-årig og har indspillet sin musik i New York med ingen ringere end Rihannas sangskriver Curtis Richa. Han fik sit gennembrud i 2013 med singlen 'All about you.' Tekst og musik: Lasse Olsen Meling, Kim Nowak-Zorde & The Arrangement.
 

’Standing up for love’

Søster-trioen Carlsen. Foto: DR
Sang nummer syv, 'Standing up for love', fremføres af den færøske trio Carlsen, som udgøres af søstrene Vanja, Laila Katrine og Barbara på henholdsvis 43, 39 og 32 år. De er døtre af en pianist og en sanger og har tidligere sunget i gospelkor, turneret i USA og udgivet en ep sammen. Tekst og musik: Dave Rude, Thomas Thörnholm & Michael Clauss
 

’Signals’

Karui. Foto: DR
Karui, eller Annelie Karui Saemala, som hun i virkeligheden hedder, står bag sangen 'Signals'. Den 19-årige pige fra Ringsted har sunget i det meste - både gospelbands, klassiske kor, forestillinger med den Jyske Opera og som forsanger i flere coverbands. Tekst og musik: Annelie Karui Saemala, Jeanette Bonde Mikkelsen, Daniel Fält & Jonas Halager.

’Holder fast i ingenting’

Rikke Ganer-Tolsøe. Foto: DR
31-årige Rikke Ganer-Tolsøe er stifter af bloggeruniverset kvinderudenfilter.dk og deler derudover egne sange og covernumre på Facebook. Hun blev dog fundet gennem Instagram af sangskriver Rune Braager, der har skrevet sangen sammen med Andrea Emilie Fredslund Nørgaard og Clara Sofie Fabricius, der slog igennem med hittet 'Når tiden går baglæns'.

’Music for the road’

Albin Fredy. Foto: DR
Svenske Albin Fredy går i år på Grand Prix-scenen for anden gang. Han deltog i 2013 med sangen 'Beautiful to me' og har siden udgivet egen ep. Derudover har han de seneste 11 år været en del af Wallmans dinnershow i Cirkusbygningen i København. Tekst og musik: Rune Braager, John Garrison & O. Antonio.