Her skal 14 kvinder og mænd deltage i deres livs eksperiment på tv

​Det er ikke længere tophemmeligt, hvor tv-programmet 'Hjem til gården' optages. Få et smugkig her.

Når tv-programmet 'Hjem til gården' onsdag har premiere på sæson to, sker det i helt nye omgivelser.

Selvom gården fra første sæson lå i de mest idylliske omgivelser med skov, eng og en lille sø, har TV 2 valgt at skifte alt dette ud i den nye sæson, hvor 14 deltagere kæmper om at opholde sig længst tid på gården i jagten på 500.000 kroner.

Og det er en helt særlig person, der har været sat på sagen for at finde den nye ramme for den store tv-produktion - nemlig den tidligere deltager Ulla Malmos, der nåede at være med i sæson et i ni uger.

Særligt ét nyt kriterie

Ulla Malmos arbejder til dagligt som rekvisitør og har blandt andet været locationmanager på TV 2-serien ’Dicte’ og i flere af Nils Malmros’ film.

Hendes opgave var især at tilføre gården et nyt element.

- Gården og omgivelserne skulle mere eller mindre kunne det samme som sidst, men der skulle være vand i form af en sø.

Her ses gården fra første sæson, hvor blandt andre Ulla Malmos tjekkede ind.
Her ses gården fra første sæson, hvor blandt andre Ulla Malmos tjekkede ind. Foto: Lotta Lemche

Derudover var det vigtigt, at ejendommen skulle stå tom, kunne føres tilbage til for 100 år siden, ikke havde naboer eller bilstøj, og så skulle ejeren være indstillet på, at der ville blive lukket for vand og varme i en længere periode.

Med disse kriterier gik Ulla Malmos i gang med at lede landet rundt. Hun fortæller, at hun har været ude og kigge på gårde fra Nordjylland til Sjælland og øerne – og alt derimellem.

Til at finde de forskellige mulige gårde trak hun på sit netværk:

- Når man er locationsscout (en, der finder steder til film og tv-programmer, red.), så bruger man de kontakter, man har.

Ulla Malmos er selv vokset op på et landbrug og havde derfor en masse erfaring, som hun kunne bruge på gården.
Ulla Malmos er selv vokset op på et landbrug og havde derfor en masse erfaring, som hun kunne bruge på gården. Foto: Lotta Lemche

En skønhedsplet på Danmarkskortet

Så Ulla Malmos søgte på hjemmesider med bondegårde til salg, spurgte folk, hun kendte, og ikke mindst danske godsejere, om de kendte til noget.

Gennem Frijsenborg Gods uden for Aarhus blev hun sat i forbindelse med Engtofte Gods, som har en lille aftægtsbolig uden for Maribo, der ligger ned til Søndersø.

Det lille bondehus havde alt, hvad det skulle.

- Der er ingen tvivl om, at det her er en lille skønhedsplet på Danmarkskortet. Der er mark, sø, skov og idyl omkring huset.

Se alle billeder fra den nye gård her. 

Sådan er det gået siden

Det er i dag omkring halvandet år siden, Ulla Malmos tjekkede ud af ’Hjem til gården’-eventyret, og TV 2 har spurgt hende om, hvordan det er gået siden.

Hun husker først og fremmest den første tid efter gårdopholdet, hvor hun brugte utrolig meget tid på at spise.

- Det var virkelig vildt at gå ud og handle, når vi havde levet med så lidt på gården. Selv det mest lousy indkøbscenter havde jo et overflødighedshorn af mad og varer, siger Ulla og tilføjer:

- Så det allerførste, jeg gjorde, var at nyde friheden til bare at vælte mig i mad og vaske mit hår rent.

Beboerne havde nemlig ikke de mest gunstige badeforhold, og derfor benyttede Ulla og hendes gode ven på gården Frederik Jacobsen sig af det udendørs bad, der ellers var blevet overtaget af gårdens gæs.

Komfuret i det gamle køkken tændes op med brænde - præcis som i gamle dage.
Komfuret i det gamle køkken tændes op med brænde - præcis som i gamle dage. Foto: Lotta Lemche / TV 2

Herefter var det tilbage på arbejde med nye filmprojekter, og inden længe havde Ulla Malmos da også taget de syv kilo på, som hun havde tabt, mens hun boede på gården.

- Jeg har ærgret mig lidt over, at jeg ikke holdt min vægt nede, for det var fedt at være slank, men det kræver en stærkere karakter, end hvad jeg har.

Smertehelvede på gården

Da Ulla Malmos var på gården, var en af ugeopgaverne at grave huller til gårdens grisesti, hvilket var en monoton og opslidende bevægelse.

Her begyndte hendes højre arm at gøre ondt, og smerterne tog kun til i takt med det hårde fysiske arbejde, som hverdagen på gården bød beboerne.

Derfor måtte produktionen til sidst tilkalde en læge, der hurtigt konstaterede, at hun havde karpaltunnelsyndrom - en afklemning af nerverne i håndleddet, som opstår, når underarmen er blevet overbelastet over længere tid.

Ulla har gennem flere uger haft smerter i sin ene arm. Da de bliver for voldsomme, må en læge tilkaldes. Video: Anne Brandbjerg

Dengang fik hun at vide, at man kunne blive opereret for det, men i første omgang valgte Ulla at tage toppen af smerterne med en ordentlig omgang smertestillende.

Men hun har haft problemer med højre arm og hånd siden og blev i starten af 2018 opereret.

Den nye sæson af ’Hjem til gården’ har premiere på TV 2 onsdag den 21. marts klokken 20.00. Du kan også følge programmet på TV 2 PLAY, hvor hele den første sæson også er tilgængelig.

Lær beboerne bedre at kende
14 personer er flyttet sammen og skal drive en gammel gård.