Tv-vært overraskede alle med VM-sang: - Reaktionerne har været overvældende

Cecilie Beck fortæller, at hun har fået mere end 500 beskeder efter sin optræden.

Lørdag aften viste TV 2 årskavalkaden ’De Største Øjeblikke’, hvor seerne traditionen tro kunne genopleve de største begivenheder fra 2017.

Hen mod slutningen fik seerne sig en overraskelse, da værten på aftenens show Cecilie Beck brød ud i sang til tonerne af en vaskeægte landsholdssang, som fører tankerne tilbage til klassikeren ’Re-Sepp-ten’.

Og reaktionerne har været overvældende, siger Cecilie Beck, der til daglig må nøjes med at tale i sit job som nyhedsvært på TV 2.

- Det er ubetinget det, jeg har fået flest reaktioner på i hele min karriere som journalist, siger Cecilie Beck til TV 2.

Hun fortæller, at hun har fået mere end 500 beskeder via sms'er og på diverse sociale medier.

- Folk er så søde. De synes, det er modigt, og nogle synes, at jeg synger godt.

Ikke den officielle landsholdssang

Selvom det er første gang, danskerne får lov til at se Cecilie Beck i denne uvante rolle, er det ikke første gang, hun udfolder sit sangtalent foran et publikum.

- Jeg har sunget lidt i gamle dage. Jeg sang kor, da jeg gik på Journalisthøjskolen for at tjene lidt ekstra penge, fortæller hun.

’Danmark Op At Stå’ med Cecilie Beck i front er dog ikke den officielle VM-sang, da det er DBU, der vælger den.

Nyhedsværten fortæller, at det er TV 2s hyldestsang til landsholdet, der skal til VM i Rusland. Hun afslører ligeledes, at sangen er indspillet i selvsamme studie som ’Re-Sepp-ten’. 

Tv2.dk har forsøgt at komme i kontakt med DBU for at få en reaktion på sangen, men kommunikationschef Jacob Høyer har ikke haft mulighed for at udtale sig.

Afstemning

Ikke playback

Sangen er skrevet af skuespilleren Niels Olsen, og da redaktøren 'De Største Øjeblikke’ hørte sangen, syntes han, at det lød så godt, at den skulle synges til selve showet.

Cecilie Beck fik at vide, at hun skulle synge den i Operaen, men det gjorde hende ikke nervøs:

- I Operaen kan man høre hver eneste tone. Jeg tænkte ikke, at folk havde de store forventninger til mig. Så jeg havde ikke det store at tabe, siger Cecilie Beck.

Hun slår i øvrigt fast, at hun IKKE sang playback:

- Jeg insisterede selv på at synge sangen live, siger hun.