Sidste år gik det helt galt - sangerinde får en chance til

Playback, dårlig lyd og beskyldninger til højre og venstre. Mariah Carey melder sig klar til nytårsshow igen i år.

- Take 2.

Sangerinden Mariah Carey har med sarkasme tweetet, at hun er klar til endnu en omgang.

Igen i år, inden klokken slår midnat, vil hun stille sig op på det tætbefolkede Times Square i New York for at synge nytåret ind foran de mange tilskuere og millioner af tv-seere.

Det sker på trods af, at det sidste år var noget af en kaotisk optræden, hun stod bag.

Den amerikanske sangdiva havde lydproblemer under flere numre, og da lyden så fungerede, var det tydeligt, at det var playback. Flere gange valgte Mariah Carey at lade mikrofonen blive nede, mens hendes vokal bragede over højtalerne.

Se en bid af hendes nytårskoncert øverst på siden.

Efterfølgende skrev sangerinden på sin Twitter-profil:

- Shit happens. Hav et godt og sundt nytår allesammen. Skål for at skabe flere overskrifter i 2017.

Beskyldninger frem og tilbage

Efter showet førte det til beskyldninger fra Careys lejr.

- Det stopper mig ikke fra at lave et live-event i fremtiden. Men det får mig til at stole mindre på at bruge nogen, der ikke er fra mit eget team, lød det fra sangerinden, der hentydede til arrangøren Dick Clark Productions (DCP).

Hendes manager havde forinden bebrejdet firmaet for et problem med en defekt øresnegl og beskyldt dem for at udnytte situationen til at skaffe mere omtale.

Arrangøren Dick Clark Productions nægtede, at de bevidst havde gjort noget for at få en kunstner til at fremstå dårligt.

- Det er injurierende, skandaløst og ærligt talt absurd. I meget sjældne tilfælde sker der naturligvis tekniske fejl i forbindelse med live-tv, men en indledende undersøgelse viser, at DCP ikke har nogen andel i de udfordringer, der var forbundet med Mariah Careys optræden nytårsaften, lød det i en meddelelse.

Gik ikke efter planen

Nu tyder det på, at der er sket en forsoning, og begge lejre er kommet med en fælles udtalelse:

- Vi kan alle blive enige om, at sidste år ikke gik helt efter planen, og vi er glade for at se fremad sammen og give Amerika en fantastisk aften med musik og fest, skriver de to parter til nyhedsbureauet Associated Press.

Også sangerne Camila Cabello og Nick Jonas optræder til showet på Times Square inden midnat.