TV 2 overtager 'X Factor'

Fra 2019 kan seerne opleve det populære talentprogram ’X Factor’. TV 2 har købt rettighederne.

Det er godt nyt for uopdagede sangtalenter og alle, der elsker at grine, græde og heppe på dem hjemme i stuerne.

TV 2 har købt rettighederne til underholdningsprogrammet ’X Factor’. Programmet har været sendt på DR siden 2008, men de har valgt at lukke programmet ned efter den kommende sæson, som ruller over skærmen efter nytår.

- Vi glæder os til at kaste os over ’X Factor’ med friske kræfter. ’X Factor’ er Danmarks største underholdningsformat, som i den grad samler danskerne, og på den måde passer det rigtig godt ind i vores i forvejen stærke underholdningsportefølje. Det ligger smukt i forlængelse af TV 2s fokus på at engagere danskerne og på alt det, vi deler, siger TV 2s kanalchef, Lotte Lindegaard, og tilføjer:

- TV 2 vil gerne samle danskerne om fælles oplevelser, og dansk kvalitetsindhold er rygraden i vores tilgang. Det omfatter i dén grad også de store underholdningsformater, der bringer folk sammen på tværs af aldersgrupper og geografi. Også derfor giver det god mening for TV 2 at sende ’X Factor’, der føjer sig fint til ’Vild med dans’, ’Voice Junior’ og ’Danmark har Talent’, siger Lotte Lindegaard.

Glade for, at TV 2 fortsætter

Når TV 2 debuterer med første sæson af ’X Factor’ i begyndelsen af 2019, bliver det med et par erfarne kræfter i baghånden.

Det bliver nemlig sammen med produktionsselskabet Blu, der har været med til at producere ’X Factor’ i Danmark siden den spæde begyndelse.

- Det har været en udsøgt fornøjelse for Blu at producere ’X Factor’, siden det kom til Danmark. Det er et enestående program, som mere end noget andet tv-format formår at røre og begejstre. Vi glæder os derfor utroligt meget over, at TV 2 har valgt at fortsætte succesen og sikre, at danskerne ikke skal undvære ’X Factor’ i fremtiden, siger Anne Brostrøm, administrerende direktør for Blu.

Hvem bliver den nye Blachman?

’X Factor’ er et talentshow, hvor det gennem auditions, bootcamps og liveshows gælder om at finde sangstjerner, der har den udefinerbare stjernekvalitet ”X Factor”.

Det fremtrædende dommerpanel betyder en hel del for programmet. I Danmark har Thomas Blachman og Remee været en fast del af dommerpanelet i mange år, mens den tredje stol i dommerpanelet blandt andet har været indtaget af Lina Rafn, Anne Linnet og Mette Lindberg. I den kommende sæson er det Sanne Salomonsen, der har pladsen.

Hvem der bliver dommere i ’X Factor’ på TV 2, og hvordan det kommer til at se ud, vil TV 2 endnu ikke afsløre. Men de overordnede planlægninger og forberedelser er i gang.

- Vi vurderer klart, at vi kan lave ’X Factor’, så det har vitalitet til mange sæsoner endnu. Vi skal selvfølgelig finde vores måde at gøre det på. Dét - og alle detaljer omkring dommere og vært etc. - går vi nu i gang med at se på. I mellemtiden skal DR naturligvis lige sende deres sidste sæson, siger Lotte Lindegaard.

’X Factor’ er et britisk format udviklet af Simon Cowell, der også optræder som dommer i både den engelske og den amerikanske version. Konceptet er solgt til en lang række lande, fra New Zealand til Albanien og Vietnam. Finaleafsnittet i sidste sæson blev set af 1,6 millioner danskere på DR, svarende til 71 procent af de danskere, der så tv på det pågældende tidspunkt.

TV 2s aftale om ’X Factor’ er indgået med Blu og Freemantle Media.