Stjerner fra julekalender: Her er vores pinligste scene

Josephine og Albert fra TV 2s julekalender har indspillet mange scener, men de har hver én scene, som de krummer tæer over.

Når der skal indspilles 24 afsnit, er der rigtig mange scener, som skal indstilles, øves og optages.

Men de to hovedroller Josephine Højbjerg (Tinka) og Albert Harson (Lasse), havde også nogle scener, hvor det hele blev en smule akavet. 

Særligt to scener husker de tilbage på, der, i et pudsigt sammentræf, indeholder både sang og guitar. 

Josephine elsker det alene, men ikke foran andre

I afsnit 16 prøver Tinka og Lasse ihærdigt at få Storm til at huske, at han i virkeligheden er nisse og retmæssig arving til tronen i nisseriget. 

En ikke særlig let opgave for de to børn, som både propper ham med nissekagerne 'kyrusier' og giver ham chok efter chok. De får dog et gennembrud, da de synger en nissesang for ham, imens Lasse spiller på guitar. 

At synge foran hele kameraholdet var slet ikke noget, som Josephine brød sig om. 

- Jeg har det ikke godt med at synge foran andre. Jeg synger meget alene, men her var der et helt filmhold, som kiggede på, fortalte hun torsdag aften, da hun sammen med Albert svarede på spørgsmål fra seerne i en live chat. 

Hun synes også, at sangen var svær at synge, da den krævede, at hun skulle ramme nogle høje toner. 

- Den scene var ikke så fed at lave, siger hun. 

Derfor måtte Albert yde en ekstra indsats i scenen.

- Vores instruktør fik mig til at synge højere end Josephine, så hun kunne være mere tryg, siger Albert Harson, som i øvrigt selv spiller guitar og klaver. 

Scenen var pinlig før den blev optaget

En anden scene, som Albert skulle indspille med skuespilleren Birgitte Neumann, er den, hvor han sidder på sit værelse og spiller guitar, mens hun sniger sig ind på ham for at lytte. 

Inden en scene kan optages, skal der gøres en masse ting. Lys skal indstilles. Kamera skal indstilles. Mikrofoner skal indstilles. Instruktør og skuespillere skal tale den igennem og øve den. 

For at sikre at alt er på plads, så laves der noget, der kaldes "en visning for holdet". Her skal skuespilleren spille scenen imens hele holdet kigger på. Og dét var grænseoverskridende for Albert. 

- Så står jeg der med et helt filmhold omkring mig, hvor jeg er alene med min guitar. Det var meget mærkeligt for mig at sidde der med lukkede øjne og synge, fortæller Albert Harson.

Både Albert og Josephine fortæller, at det altid er mere underligt at lave "en visning for holdet" end at optage selve scenen.

- Det føles bare meget mere mærkeligt, siger Josephine Højbjerg. 

Se scenerne øverst i artiklen.

'Tinkas juleeventyr' sendes hver dag klokken 20.00 til og med 24. december. Den genudsendes den efterfølgende dag klokken cirka 16.15. Du kan hver dag også se snigpremieren på det næste afsnit på TV 2 PLAY.

Nisser, mennesker og en hofsnog