Sådan blev umulig scene mulig – julekalender måtte bruge specialist fra Harry Potter-film

16x9
Ensomhedens Tårn findes slet ikke i virkeligheden, men er skabt i en computer. Bjergene i baggrunden er også computerlavet. Foto: Fra 'Tinkas juleeventyr' / TV 2

TV 2s julekalender indeholder mange kameratricks og computereffekter for at få scenerne så ægte som muligt. Et sted måtte ikonisk tårn fjernes.

Langt væk fra alt ligger Ensomhedens Tårn med det dybe krater i havbunden ved siden af. Det gamle tårn har ikke haft besøg i 100 år, og det kan ses. Mos og buske går på de rå sten, som har taget mod elementernes behandling gennem årene. 

Det var også her Lasse måtte dykke ned for at finde den forsvundne julestjerne i 'Tinkas juleeventyr', men det viste sig at være langt mere bøvlet at lave den optagelse, end man havde regnet med. 

Filmholdet fandt et sted helt ude på den sydvestlige spids på Fyn, hvor landskabet var goldt og forladt. 

- Der var dog ikke noget tårn eller stort krater ned i havbunden, og vandet var kun cirka 80 centimeter dybt, når det var højvande, siger instruktør Mogens Hagedorn og holder sine hænder op. 

Ifølge instruktør Mogens Hagedorn var vandet meget lavt ved optagelserne, hvilket var en stor udfordring.
Ifølge instruktør Mogens Hagedorn var vandet meget lavt ved optagelserne, hvilket var en stor udfordring. Foto: TV 2

Derfor måtte filmholdet tænke kreativt, for hvordan laver man en scene, hvor Lasse (spillet af Albert Harson) skal dykke ned i et dybt, mørkt krater, når der er under en meter vand og slet ikke noget krater?

- Vi blev nødt til at grave en kasse ned i havbunden, hvor Lasse så kunne dykke ned og dermed forsvinde fra overfladen, fortæller Mogens Hagedorn. 

Men så blev det lavvande.

- Så var der næsten ikke noget vand, så vi var nødt til at grave og grave mod vandet, som blev lavere og lavere, siger han.

I sidste øjeblik fik filmholdet lavet optagelsen, før kassen stak op over vandet. 

- Men det er så godt klippet sammen, og der er lavet special effects, så det ligner, at han dykker ned i et dybt krater. 

Specialist fra Harry Potter-film

'Tinkas juleeventyr' indeholder i flere scener mange computereffekter, eller VFX som det kaldes på filmsprog. Til den opgave havde produktionsselskabet Cosmo hyret Thomas Dyg, som er specialist i VFX og blandt andet har arbejdet på de tre seneste Harry Potter-film og den Oscar-belønnede film 'Gravity'.

Her skulle han blandt andet skabe nissekongens slot, portalerne, Ensomhedens Tårn og krateret i vandet. 

- Krateret er baseret på billeder af kratere i hele verden, som er smeltet sammen i julekalenderen. Hvis det skulle være helt realistisk, så burde hullet være mere utydeligt, men vi har lavet det, så det passer bedre til historien, fortæller han til TV 2.

Vandet var tydeligvis ikke særlig dybt, som det ses på det venstre billede. På det højre billede er Lasse (Albert Harson) på vej ned i kassen under vandoverfladen.
Vandet var tydeligvis ikke særlig dybt, som det ses på det venstre billede. På det højre billede er Lasse (Albert Harson) på vej ned i kassen under vandoverfladen. Foto: Fra 'Tinkas juleeventyr' / TV 2

En anden udfordring med dykkerscenen var igen kassen, som Albert Harson skulle kravle ned i. 

På grund af den lave vandstand, kunne man se kassens hvide kanter, så i al hast måtte kassen have mere diskret sort tape på kanterne. Lavpraktisk, men effektivt. 

Selve scenen under vand er optaget i en svømmehal, hvor Thomas Dyg så har ændret hele baggrunden og gjort vandet mere grumset.
Selve scenen under vand er optaget i en svømmehal, hvor Thomas Dyg så har ændret hele baggrunden og gjort vandet mere grumset. Foto: TV 2

Derefter var der scenen under vandet, hvor man ser Lasse svømme nedefra krateret. Den optagelse er lavet i en svømmehal.

- Det er faktisk en ret simpel optagelse. Der har jeg fjernet fliser, loftet og overfladen. Så har jeg lagt et billede af en grotte ovenpå, så det ligner, at han svømme ned i en grotte. Til sidst har jeg tilføjet en masse af møg i vandet, så det ligner rigtig havvand, siger Thomas Dyg.

Flere computereffekter

Udover scenen i vandet, så har Thomas Dyg også bygget kongens slot og Ensomhedens Tårn i en computer og derefter lagt det på optagelserne.

- Indgangen til slottet er faktisk det græske tempel i Frederiksberg Have i København, hvor Zoologisk Have ligger bagved, fortæller han.

Det græske tempel i Frederiksberg Have i København. Zoologisk Have ligger bagved, og tårnet kan ses ude til venstre. Det er efterfølgende blevet fjernet med computereffekter.

Han har bygget en 3D model af slottet, så det kan vises fra flere forskellige vinkler. Samme effekt lavede han ved Ensomhedens Tårn. Et greb, som gør effekterne mere livagtige, da man ikke altid ser slottet og tårnet fra den samme vinkel.

Det betyder også, at nisselandsbyen kan opleves meget større, når flere huse og slottet sættes ind i baggrunden. Se selv forskellen herunder.

- Vi har fokuseret på at lave effekterne virkelig godt i 'Tinkas juleeventyr', så de kunne bruges i flere afsnit. Vi ville ikke have mange halvdårlige effekter, men få rigtig gode, siger Thomas Dyg, specialist i computereffekter.

'Tinkas juleeventyr' sendes hver dag klokken 20.00 til og med 24. december. Den genudsendes den efterfølgende dag klokken cirka 16.15. Du kan hver dag også se snigpremieren på det næste afsnit på TV 2 PLAY.

Nisser, mennesker og en hofsnog