Stor dansk festival udsolgt på 90 minutter - har kun to navne på plakaten

Det hurtige salg har overgået Smukfests rekord fra sidste år, hvor det tog fem timer, før billetterne var væk.

Det tog kun halvanden time, så var samtlige partoutbilletter til næste års Smukfest i Skanderborg revet væk.

Det skriver festivalen på sin hjemmeside.

Og det på trods af, at festivalen i år har sat prisen op fra 2395 kroner til 2695 kroner, og at der indtil videre kun er offentliggjort to kunstnere. Nemlig Nephew og Saveus.

- Interessen har været aldeles overvældende – og der er stor glæde her på festivalen over, at vi igen kan melde udsolgt af partoutbilletter samme dag, vi sætter dem i salg, siger formand og talsmand for festivalklubben Poul Martin Bonde i en pressemeddelelse.

Har sat prisen op

Han forklarer ifølge DR, at man har valgt at sætte prisen op til næste års festival for at kunne lokke mere attraktive bands til.

Musikbudgettet til Smukfest 2018 er derfor blevet øget med 25 procent.

- Vi er ikke et privat firma, der tjener en masse. Vi er en forening, der laver festival og bruger pengene på at lave den bedste festival, siger Poul Martin Bonde til DR.

Sidste år var partoutbilletterne også i høj kurs. Der tog det fem timer, før festivalen kunne melde udsolgt.

Salg af endagsbilletter starter næste år

Smukfest havde i år sat grænsen for køb af partoutbilletter ned, så man kun kunne købe seks af gangen i modsætning til de 10 sidste år.

Men det forhindrede ikke det rekordhurtige salg.

- Sidste år fik mange en billet via ventelisten. Så anbefalingen er helt klart, at man skriver sig på her – og at man kun handler billetter igennem vores system, der sikrer, at billetten er, som den skal være, og som giver en sikker overdragelse, siger Poul Martin Bonde.

Man kan stadigvæk nå at få fat i en endagsbillet til festivalen, der starter anden weekend i august. Salget af endagsbilletter starter nemlig først den 8. februar.